Er du en dreven Senior Category Manager med ambitioner om at være nummer ét i din kategori? Motiveres du af en rolle, hvor du med din kommercielle og analytiske tilgang er med til at løfte vores konfekture- og snacksortiment til næste niveau?
Hvis du allerede nu er i gang med at planlægge, hvordan du vil udvikle næste bestseller i konfekture og snacks i Circle K – så er du måske lige præcis den Senior Category Manager, vi drømmer om at høre fra!
Dit nye hold
Circle K er mere end et hurtigt stop på vejen – vi er et sted, hvor mennesker mødes, idéer bliver til handling, og hvor samarbejde skaber resultater. Nu søger vi et nyt teammedlem, som drives af resultater, innovation og gode relationer til både kollegaer og samarbejdspartnere.
Vores fire værdier – One Team, Do The Right Thing, Take Ownership og Play To Win – er kernen i vores kultur: Vi sætter mennesker først, tager ansvar for hinanden og vores resultater og fejrer de fælles sejre undervejs.
I din hverdag hos os vil du få sparring og støtte af din nye leder, Pernille, som er en erfaren del af Cirkle K-teamet. Hun sætter pris på klar kommunikation og har stor tiltro til din faglighed og de beslutninger, du træffer. Man skal ikke være bange for at begå fejl i Pernilles team – her udveksles ideer, nye tiltag afprøves og fejl; ja, dem lærer man af.
Drivkraften bag din kategori
I rollen som Senior Category Manager for konfekture og snacks glæder vi os til at opdage, hvordan du datadrevet - og med Excel som fast samarbejdspartner - tager ansvar for at drive væksten og udviklingen af din kategori. Om du hænger slikpinde op som guirlander eller bygger karameltrapper lader vi dig om; hos os er det at tænke ud af boksen ikke bare et ordsprog, men noget, vi aktivt praktiserer.
Du bliver en del af en global matrixorganisation og arbejder tæt sammen med både danske og internationale kollegaer. Det betyder helt konkret, at du omsætter spændende globale koncepter til lokale løsninger – og at gode engelskkundskaber er nødvendige i rollen.
Dine opgaver bliver i hverdagen bl.a. at:
Udvikle og eksekvere kategoristrategier med fokus på vækst og lønsomhed
Analysere salgsdata, kundeadfærd og markedstendenser
Forhandle med leverandører og optimere vores sortiment og prisstrategi
Følge op på performance og rapportering til ledelsen
Samarbejde med vores globale organisation og kollegaer i øvrige lande.
Implementere globale og lokale koncepter i Danmark
Vi ser på mere end din uddannelse
Hos Circle K lægger vi ikke så meget vægt på din uddannelsesmæssige baggrund som på dine faglige og personlige kompetencer. Vi glæder os til at lære dig at kende, lade os inspirere af dig og byde dig velkommen på ægte One Team-manér.
Vi forestiller os dog, at du har solid erfaring med databaseret kategoristyring, meget gerne indenfor FMCG og/eller retail. Kan du derudover tale med om det nyeste inden for konfekture og snacks er det en fordel, men ikke et krav.
Vi har ganske vist hver vores kategori, men i hverdagen vil du opleve en stærk holdånd, hvor vi værdsætter hinandens faglighed og sparring. Du skal derfor også helst kunne placere dig selv i kategorien teamplayer – som naturligt spiller for at vinde.
5 Days Together – fordi vi tror på nærvær og fællesskab
Hos Circle K tror vi på, at den bedste energi opstår, når vi er sammen. Vi arbejder fem dage om ugen fra kontoret, hvor vi kombinerer fleksibilitet med nærvær og samarbejde. Du kommer til at sidde sammen med 200 dygtige kollegaer i vores nyrenoverede kontor i København, der rummer både kantine, fitness og fleksible arbejdszoner, der understøtter koncentration, kreativitet og (godt) kollegaskab.
I din nye hverdag vil du møde både erfarne kolleger, som har været hos os i mange år, og kolleger, der er i starten af deres karriere. Vi er faktisk ret stolte af at kunne præstere en gennemsnitsanciennitet på 12,5 år, for den afspejler vores arbejde med at uddanne og udvikle vores medarbejdere internt løbende. Og i en verdensomspændende organisation som vores vil der også dukke mange interessante karrieremuligheder op undervejs, internationalt som lokalt – så handler det blot om at finde vejen frem for dig.
Målet er sat – skal du med på rejsen derhen?
Vi holder samtaler løbende, så send gerne dit motiverede CV hurtigst muligt via linket.
Har du spørgsmål, kan du kontakte Senior Category Manager Team Lead Pernille Søeborg på mail Pernille.Soeborg @circlekeurope.com
Som en del af rekrutteringsprocessen, indhenter vi referencer fra tidligere arbejdsgivere.
Hos Circle K er der plads til alle, og vi arbejder altid sammen som One team! Vi værdsætter diversitet og forskellige måder at tænke og arbejde på. Vi opfordrer derfor alle til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund etc. Det vigtigste for os er, hvordan du er som menneske, og vi opfordrer derfor til, at du ikke sætter billede på dit CV.