Fodlænkeafdelingen i København søger medarbejdere til faste stillinger

fuldtid
Fodlænkeafdelingen i København søger medarbejdere til faste stillinger
  • KiF København
  • Kristineberg 4, 2100 København Ø
Vi søger medarbejdere til Fodlænkeafdelingen i København. Stillingerne er til besættelse den 1. september 2025 eller snarest muligt derefter. Det er fuldtidsstillinger med vagter både hverdage, weekender og helligdage.

Fodlænkeafdelingen
Fodlænkeafdelingen København arbejder med afsoning på bopælen med elektronisk Fodlænke. Vi træffer afgørelse om, iværksætter og løslader fra afsoning og der udarbejdes egnethedsvurderinger og føres kontrol og tilsyn døgnet rundt med knap 115 afsonere. Alt sammen inden for Kriminalforsorgens vision om at bringe mennesker videre til et liv uden kriminalitet.

Derudover varetager Fodlænkeafdelingen København opgaven med at påsætte og udskifte GPS-fodlænker, som er et supplement i visse sager, hvor en person har et opholdsforbud. Opgaven varetages i samarbejde med politiet og er som led i en forsøgsordning hen over de næste 3 år.

Der er 33 medarbejdere i Fodlænkeafdelingen med baggrund som socialrådgivere, fængselsbetjente og administrative medarbejdere.

Man har forskellige vagter døgnet rundt og i weekenden, hvilket bliver planlagt efter en tjenesteplan, hvor alle forventes at byde ind på de forskellige vagttyper.

Man kan forvente at have hovedparten af sine vagter i dagtimerne i hverdagen. Derudover en del aftenvagter samt et antal rådighedsvagter om måneden, som overvejende er om natten, hvor man står til rådighed hjemmefra.

De forskellige vagttyper indeholder forskelligt arbejdsindhold, og som medarbejder i Fodlænkeafdelingen forventes man at kunne alle aspekter af afdelingens mange arbejdsopgaver.

Denne brede opgaveløsning kræver en vis oplæringsperiode, og man skal være indstillet på at være under oplæring i en måned. Efterfølgende vil mængden af ansvar blive øget i det omfang det skønnes fornuftigt.

Forventninger til ansøgeren
Du er enten uddannet kontorassistent, socialrådgiver eller fængselsbetjent.

Det er en fordel, hvis du har kendskab til Kriminalforsorgen og har kendskab til brug af Kriminalforsorgens Klientsystem.

Du har indgående erfaring med at arbejde skriftligt, og er vant til at dokumentere din sagsbehandling.

Derudover forventer vi at du;

  • formulerer dig godt både skriftligt og mundtligt
  • har flair og evner for sagsbehandling
  • har erfaring med og kan lide at arbejde med mennesker, og du evner at samarbejde med klienter, kollegaer og ledelse på en professionel og fagligt kompetent måde
  • udviser overblik og evner at fastholde det i komplekse situationer og samtidig er fleksibel og anerkendende over for andres situation
  • evner at arbejde selvstændigt såvel som i teams
  • har kørekort Kat. B og er indstillet på en del kørsel i tjenestebil i arbejdstiden
  • er indstillet på, at dine vagter placeres alle ugens dage og på alle tidspunkter af døgnet.
Vi tilbyder

  • Passende oplæring i diverse it-systemer
  • Et spændende stillingsindhold i en organisation, der løser en samfundskritisk opgave
  • En arbejdsplads med fokus på et godt arbejdsmiljø og høj trivsel
  • God mulighed for personlig og faglig udvikling
  • Sundhedsordning
  • Gode parkeringsforhold.
Løn- og ansættelsesvilkår
Hvis du er uddannet socialrådgiver, ansættes du som forsorgsassistent. Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende LC/CO10-fællesoverenskomst samt organisationsaftalen for socialrådgivere i staten.

Hvis du er kontorfunktionær, sker ansættelse og aflønning efter gældende OAO-STAT-fællesoverenskomst, samt organisationsaftale for kontorfunktionærer, it-medarbejdere og laboranter (HK).

Hvis du er uddannet fængselsbetjent, sker aflønning i henhold til lønaftale mellem Direktoratet for Kriminalforsorgen og Fængselsforbundet.

Hvis du har en anden uddannelsesmæssig baggrund, sker ansættelse og aflønning i henhold til relevant overenskomst sammenholdt med stillingsindholdet.

Ansættelsesstedet er Kriminalforsorgen for overenskomstansatte.
Ansættelsesstedet er Justitsministeriet med tilhørende institutioner, hvis du allerede er tjenestemand i Kriminalforsorgen.

Arbejdsstedet er Fodlænken afdelingen i København, Æbeløgade 5, 2100 København Ø.

Søg stillingen
Din ansøgning med CV, dokumentation for uddannelse samt andet relevant materiale skal være modtaget i vores rekrutteringssystem senest søndag den 29. juni 2025 kl. 12.00.

Som tjenestemand skal du tillige inden ansøgningsfristen den 29. juni 2025 uploade din ansøgning, samt anmode din nærmeste chef om at få en udtalelse/bedømmelse. Bedømmelsen skal uploades senest den 3. juli 2025.

Vi forventer at holde samtaler i uge 28 og 29.

Hvis du indkaldes til samtale, bedes du til samtalen medbringe identifikation, f.eks. pas eller kørekort.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til, at Kriminalforsorgen må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.

Yderligere oplysninger vedr. stillingen kan fås ved henvendelse til enhedsleder Jacob Poulsen på tlf. 7255 6737 eller enhedschef Lene Kempf på tlf. 7255 6819.

Om Fodlænken København
Fodlænkeafdelingen er en del af Institution Udslusningsfængsler, Fodlænke Øst samt Færøerne. Institutionen er en del af Kriminalforsorgen, Område Øst.

Om Kriminalforsorgen, Område Øst
Område Øst består af et områdekontor og otte institutioner fordelt på hele Sjælland, Bornholm og Færøerne.
Institutionerne består af to åbne og to lukkede fængsler, 17 arresthuse, syv KiF afdelinger, fire fodlænkeafdelinger, Ungekriminalforsorgen, tre udslusningsfængsler, et udlændingecenter og et udrejsecenter.

I alt ca. 2000 ansatte.

For yderligere information om Kriminalforsorgen henvises til hjemmesiden www.kriminalforsorgen.dk

Log ind