Faglig leder søges til Kriminalforsorgens tilsynsafdeling i Hillerød, Kriminalforsorgen Øst

fuldtid
Faglig leder søges til Kriminalforsorgens tilsynsafdeling i Hillerød, Kriminalforsorgen Øst
  • KIF Hillerød
  • Kannikegade 1, 3400 Hillerød
Vil du være med til at løfte en vigtig samfundsmæssig opgave og forebygge kriminalitet?
Og har du lyst til at gå ind i ledelse – enten med erfaring i bagagen eller med ambitionen om at få det? Så er det dig, vi søger!


Vi leder efter en faglig stærk og engageret person, som har lyst til at tage ansvar og være med til at præge udviklingen i vores tilsynsarbejde. Du kan komme fra kommunen eller en anden organisation – det vigtigste er, at du har lyst til at gå ind i ledelse og være med til at gøre en forskel. Vi tilpasser onboarding og introduktion, så du får de bedste forudsætninger for at lykkes i rollen.

Kriminalforsorgen i Frihed (KiF) Hillerød er på jagt efter en faglig stærk enhedsleder, som kan omsætte lovstof til handling ved hjælp af faglige standarder og håndbøger for derigennem at sikre en høj faglighed hos medarbejderne samt overholdelse af regler og frister.

Du vil være det faglige fyrtårn for i alt ca. 17 dygtige og engagerede socialrådgivere, som hver dag løser en meningsgivende og samfundsmæssig vigtig opgave.

I dagligdagen vil du være det faglige bindeled i enheden, og skal sørge for at skabe sammenhæng mellem enhedens forskellige fagligheder gennem sparring.

Hos os bruger vi forskellige redskaber som LS/RNR som obligatorisk screeningsredskab i forhold til risiko- og behovsvurdering og MOSAIK som redskab i tilsynssamtalerne. Vi sørger for, at du får en uddannelse i begge redskaber.

Dine primære arbejdsgaver vil være:

  • faglig ledelse af 2 teams, bl.a. ved deltagelse og styring af vores månedlige sagsbehandlermøder
  • sparringspartner i det socialfaglige arbejde
  • fastholde og styrke resocialisering, tilsynsindsats og bidrage til at styrke dokumentationsarbejdet.
Vi forventer og ønsker, at du bringer dine ideer og din viden i spil og bidrager til løbende at styrke og udvikle det kriminalitetsforebyggende arbejde. Dette i samarbejde med din enhedschef som nærmeste sparringspartner og lederfællesskabet på tværs af institutionen.

Ledelse

Sammen med enhedschefen udgør du som vores nye enhedsleder, den samlede ledelse af KiF Hillerød, hvor der i ledelsesfællesskabet er højt til loftet og rig mulighed for ledelsesudvikling. Du vil derudover blive en del af et lederhold på 5 enhedschefer og 7 enhedsledere, med månedlige chef- og ledermøder, hvor både faglige problemstillinger og lederrefleksioner vil være på dagsorden. Derudover får du mulighed for at deltage i tværfaglige fællesskaber og arbejdsgrupper, både på institutions- og områdeniveau.

Citat fra tidl. Enhedsleder, om arbejdet i KiF Hillerød/under Gitte:

”Som enhedsleder i KIF Hillerød oplever man stor opbakning fra både det fagligt dygtige personale og Gitte som chef. Gensidig respekt, humor og fokus på altid at finde en løsning præger hele afdelingen.”

Vi tilbyder:

  • En enhedschef som vægter tæt samarbejde og sparring højt, og hvor der er tid til faglige drøftelser
  • Uddannelse inden for det faglig specifikke område
  • Ledelsessupervision med enhedsledere på tværs af institutionen
  • Netværksmøder med de andre enhedsledere i institutionen, samt månedlige faglige møder for hele institutionsledelsen.
Om dig
Det er en fordel, hvis du allerede har erfaring med faglig ledelse eller teamledelse.

Gerne med erfaring fra Kriminalforsorgen, men ikke et krav, da vi har stor fokus på en ordentlig oplæring af dig som faglig leder i KiF. Du kan være uddannet socialrådgiver eller have erfaring inden for det sociale faglige område.

Derudover skal du kunne:

  • sætte mål og rammer for udviklingen af det faglige arbejde
  • bidrage til det tværfaglige igennem samarbejde og opsøgende tilgang til alle arbejdsopgaver
  • nedbryde mål til konkrete arbejdsopgaver, og loyalt arbejder for at gennemføre de trufne beslutninger.
Institution KiF og Ungekriminalforsorgen Øst
KiF Hillerød hører organisatorisk sammen med 5 andre KiF-afdelinger i Institution KiF samt Ungekriminalforsorgen ØST – hvor også Ungekriminalforsorgen og Fodlænke Bornholm hører til.

De fleste dømte, som Kriminalforsorgen har ansvar for, er ikke i fængsel. De er for eksempel idømt en betinget dom med vilkår, som blandt andet omfatter vilkår om samfundstjeneste eller de er dømt til behandling eller er prøveløsladt fra fængslet. Det er Kriminalforsorgen i Frihed (KiF), der står for kontrol og tilsyn med disse dømte som skal være med til at forhindre, at den dømte igen begår kriminalitet.

Vi spiller derfor en stor rolle i det kriminalitetsforebyggende arbejde, blandt andet i samarbejdet med psykiatri og politi.

Løn- og Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønningen sker i henhold til gældende fællesoverenskomst (LC/CO10-fællesoverenskomsten), samt organisationsaftale for socialrådgivere i staten. Du indplaceres som ledende socialrådgiver med mulighed for forhandling af individuelle løntillæg.

Du er ikke omfattet af reglerne om højeste arbejdstid (tjenestetid). Som udgangspunkt er din arbejdstid gennemsnitlig 37 timer ugentligt. Du har pligt til at påtage dig merarbejde.

Stillingen er til besættelse pr. 1. oktober 2025 eller snarest derefter

Ansættelsesområdet er Kriminalforsorgen.
Arbejdspladsen er beliggende på Kannikegade 1, 3400 Hillerød.

Ansøgning
Ønsker du at søge stillingen så send ansøgning, CV, dokumentation for uddannelse og forudgående erfaring samt andet relevant materiale. Det skal være uploadet i vores rekrutteringssystem senest den 12. august 2025.

Vi forventer at holde samtaler den 15. august, 18, august og 19. august.
Hvis du indkaldes til samtale, skal du medbringe billedidentifikation, f.eks. pas eller kørekort.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til, at Kriminalforsorgen må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister.

Sikkerhedsgodkendelse er en forudsætning for ansættelsen, ligesom at du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem din ansættelse.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.

Yderligere information
Har du spørgsmål til stillingen kan du kontakte enhedschef Gitte Byg de Araújo på telefon 7255 6953.

Om Kriminalforsorgen, Område Øst
Område Øst består af et områdekontor og otte institutioner fordelt på hele Sjælland, Bornholm og Færøerne.
Institutionerne består af to åbne og to lukkede fængsler, 15 arresthuse, syv KiF afdelinger, fire fodlænkeafdelinger, ungekriminalforsorgn, tre udslusningsfængsler, et udlændingecenter og et udrejsecenter.

I alt ca. 2000 ansatte.

For yderligere information om Kriminalforsorgen henvises til hjemmesiden www.kriminalforsorgen.dk

Log ind