Faglig leder med stærk psykologfaglig profil til Børnehus Hovedstaden

fuldtid
Faglig leder med stærk psykologfaglig profil til Børnehus Hovedstaden
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København
De danske børnehuse er i vækst, og opgaverne bliver flere og mere specialiserede. Derfor søger vi en faglig leder med solid erfaring, høj faglighed og lyst til at være med til at præge udviklingen. Du skal kunne navigere i en organisation i bevægelse – og bidrage til at sikre kvalitet og faglig retning i arbejdet med børn og unge udsat for vold og overgreb.

Vi søger en erfaren og engageret psykolog med specialistgodkendelse til en nyoprettet stilling som faglig leder i Børnehus Hovedstaden. Du bliver en del af en ambitiøs organisation med stærk faglighed, hvor opgaven er at opspore, udrede og behandle børn og unge, der har været udsat for fysisk, psykisk eller seksuel vold.

Om Børnehus Hovedstaden
Børnehus Hovedstaden er en del af en landsdækkende indsats, der har til formål at kvalificere børnebeskyttelsen ved at styrke opsporing, udredning og behandling i sager, hvor der er mistanke om vold eller seksuelle overgreb mod børn og unge. Børnehuset traumeudreder børn og unge og sikrer en koordineret og skånsom tværfaglig indsats i tæt samarbejde med politi, sundhedsvæsen og kommune. Derudover tilbyder vi traumefokuseret behandling og forældrestøtte til målgruppen.

Vi er et ambitiøst og professionelt arbejdsfællesskab, hvor vi har fokus på hjælp til børnene i vores målgruppe.

Hver dag møder vi børn i svære livsomstændigheder, og det vigtigste for os er, at vi møder dem med faglig sikkerhed og viden – kombineret med varme og omsorg. Vi lægger stor vægt på at møde både børn og voksne med smil, empati og skånsomhed. Samtidig værner vi om en arbejdsplads, hvor uformel omgangstone og kollegial omsorg er en central del af kulturen, fordi vi ved, hvor vigtigt det er at passe på både os selv og hinanden. Og så tror vi på, at grin og godt fællesskab skaber værdi for os alle.

Om stillingen
Børnehus Hovedstaden består af cirka 60 medarbejdere – primært psykologer og socialrådgivere, men også administrative medarbejdere, hushjælpere og ledelse.

Som faglig leder bliver du ansvarlig for at understøtte og kvalificere det psykolog- og socialfaglige arbejde. Du har ikke personaleansvar, men spiller en central rolle i koordineringen og udviklingen af de faglige indsatser.

Du bliver en del af ledergruppen sammen med afdelingslederne fra børnehusets tre afdelinger i Hillerød, København og Høje Taastrup samt lederen af Børnehus Hovedstaden. Du deltager i faste mødestrukturer og indgår i både 1:1-sparring og tværgående faglige fora.

Stillingen er forankret i afdelingen i København, men du skal forvente regelmæssigt fremmøde i alle tre afdelinger.

Dine opgaver vil blandt andet være at

  • Kvalificere det faglige niveau i børnehusets psykolog- og socialfaglige indsatser – herunder gennemlæsning af notater, faglig sparring og oplæring af nye medarbejdere
  • Bidrage til at kvalificere og koordinere indsatserne inden for opsporing, udredning og behandling – med fokus på faglig sammenhæng, tydelige snitflader og tværfagligt samarbejde
  • Bidrage til implementering og løbende justering af arbejdsgange og strukturer, der understøtter kvalitet og bæredygtighed
  • Understøtte en metodisk forankret praksis med afsæt i traumeforståelse, systemisk tænkning og mentaliseringsbaserede tilgange
  • Udarbejde efteruddannelsesplaner og bidrage til supervision og løbende kompetenceudvikling i samarbejde med ledelsen
  • Være ansvarlig for udvælgelse og ajourføring af testmaterialer og sikre relevant og kvalificeret metodeanvendelse
Vi tilbyder

  • En 37-timers stilling med flekstid
  • Et fagligt ambitiøst og meningsfuldt arbejdsfællesskab
  • Gode muligheder for efteruddannelse og løbende supervision
  • En organisation præget af udvikling, ansvar og tværfaglighed
  • Tæt samarbejde med ledelse og engagerede kolleger på tværs af afdelinger
Vi lægger vægt på, at du

  • Er specialist i psykoterapi (børn og unge) eller i klinisk børnepsykologi
  • Har stor erfaring med både udredning og behandling af børn og unge udsat for vold og overgreb
  • Har solid viden om og erfaring med traumebevidst praksis – herunder TF-CBT og EMDR – samt med systemisk og mentaliseringsbaseret tilgang
  • Arbejder hjemmevant med både individuel, familie- og netværksorienteret intervention
  • Kan indgå i tværfaglige og tværsektorielle sammenhænge og bidrage til fælles faglig retning
  • Har blik for struktur, dokumentation og kvalitetssikring
  • Trives med både udviklingsopgaver og konkret faglig involvering
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer om ugen og ønskes besat pr. 1. oktober 2025

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og efter gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Som led i ansættelsesorocessen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer som led i rekrutteringen.

Vil du vide mere?

Du er velkommen til at kontakte børnehusleder Morten Jarmer på 21 70 95 60 eller c06c@kk.dk.

Du kan også læse mere om Børnehuset Hovedstaden her:

Søg via linket senest mandag den 18. august 2025
Første samtalerunde afholdes den 18. august 2025. Anden samtalerunde finder sted den 20. august 2025. Der kan indgå personlighedstestning mellem første og anden samtale.

Om Socialforvaltningen i Københavns Kommune
Socialforvaltningen i Københavns Kommune arbejder for at støtte udsatte borgere og familier samt borgere med handicap i at leve gode og selvstændige liv. Vi tilbyder sociale indsatser på tværs af aldersgrupper og målgrupper – fra børn og unge med behov for støtte til voksne med sociale udfordringer eller handicap.

Vi har klare faglige ambitioner om at hjælpe borgere frem mod øget trivsel og livsmestring. Dette sker gennem forebyggelse, behandling og specialiserede tilbud, der tilpasses den enkeltes behov. Fra d. 1. januar 2025 består SOF af seks driftscentre, fire administrative centre og et ledelsessekretariat, der arbejder tæt sammen om at sikre helhedsorienterede løsninger og høj faglighed.

Med en stærk tværfaglig tilgang og fokus på udvikling hjælper vi borgere med at møde hverdagens udfordringer og skabe nye muligheder.



Log ind