Færdselsstyrelsen søger pressechef

fuldtid
Færdselsstyrelsen søger pressechef
  • Færdselsstyrelsen
  • Sorsigvej 35, 6760 Esbjerg
Vil du i stå i spidsen for en proaktiv presseindsats? Er du god til relationer i politiske dagsordener? Er du en stærk og erfaren rådgiver? Så er det måske dig, vi søger som pressechef og kollega til vores pressekonsulent i Færdselsstyrelsen.

Om stillingen

Færdselsstyrelsen ønsker at opprioritere pressearbejdet, og vi har derfor oprettet en ny stilling, hvor du, sammen med vores pressekonsulent, får ansvaret for at etablere en proaktiv, strategisk presseindsats. Vi kommunikerer præcist og professionelt, og vi vil gerne være endnu bedre til at kommunikere strategisk på forkant.

Som vores nye pressechef er det derfor vigtigt, at du kan skabe et rådgiverrum hos Færdselsstyrelsens direktion og ledere og rådgive strategisk i det daglige pressearbejde. Du er også god til at skabe og holde relationer varme både internt i styrelsen, hos vores interessenter og journalister.

Du er god til at samarbejde både i dybden fagligt og på tværs af andre stærke fagligheder ud fra vores værdier. Samtidig forstår du den gensidige afhængighed mellem presse- og kommunikationsindsatserne, og kan bidrage til et fagligt samarbejde med dine kommunikationskollegaer.

Du kan selv sætte dig til tasterne og forenkle kompliceret fagstof til relevante målgrupper. Du kan formidle vores kerneopgaver, og du har et skarpt blik for mediedagsordener på Færdselsstyrelsens fagområde.

Dine primære arbejdsopgaver, sammen med styrelsens pressekonsulent, vil være

  • rådgivning af styrelsens direktion og øvrige ledere i strategisk håndtering af pressesager
  • strategisk planlægning af presseindsatser og interessenthåndtering
  • journalistkontakt, håndtering af pressehenvendelser og udarbejdelse af pressemateriale
  • formidling og indsalg af pressehistorier om væsentlige sager på Færdselsstyrelsens faglige områder
  • faglig sparring og vejledning i håndtering af pressesager for dine kollegaer i hele styrelsen
Du bliver en del af et tæt og uformelt samarbejde i vores kommunikationsenhed, som udover dig består af en pressekonsulent og fire kommunikationskonsulenter med forskellige opgaver og kompetencer inden for kommunikation og web. I er en del af styrelsens Direktionssekretariat, som består af 18 dygtige kolleger, som med forskellige fagligheder understøtter direktionen i tæt samspil med forretningen og den øvrige stab.

Der er ikke personaleledelse i stillingen, og du vil referere til teamlederen for Direktionssekretariatet.

Om dig

Du er journalist eller har en anden relevant kommunikationsfaglig baggrund, et solidt journalistisk netværk og erfaring med pressehåndtering fra centraladministrationen eller anden politisk ledet organisation.

Da samarbejde og fællesskab er nøgleord for os, er det altafgørende, at du er en holdspiller og finder motivation i at spille dine kolleger gode. Det er desuden helt centralt, at du trives i en enhed, hvor ikke alle rammer er definerede, og hvor du i høj grad er med til at sætte dagsordenen og skabe udvikling.

Nogle gange går det stærkt, og derfor er det vigtigt, at du kan holde hovedet koldt – også i krisesituationer – og stadig levere præcis og professionel rådgivning, der understøtter styrelsens strategiske retning.

Vi lægger desuden vægt på, at du:

  • har politisk tæft og er fortrolig med pressens virke, særligt ift. politiske sager og har indgående kendskab til og forståelse for, hvordan pressen arbejder
  • tænker og agerer strategisk i forhold til styrelsens dagsordener og sikrer den strategiske linje og kvaliteten af vores presseindsats.
  • befinder dig godt i rollen som rådgiver og har stærke samarbejdsevner, kan dele af din viden og inspirere andre samt skabe relationer både internt i styrelsen og til eksterne samarbejdspartnere
  • følger dit arbejde til dørs og skubber på for at sikre fremdrift samtidigt med, at du har øje for processerne og strukturen i en offentlig styrelse
  • har evnerne og lysten til at sætte dig ind i faglige problemstillinger og formidle dem både mundtligt og skriftligt i et flydende, letforståeligt og fængende sprog
Om Færdselsstyrelsen

Færdselsstyrelsen er en styrelse under Transportministeriet. Vi er godt 600 medarbejdere, som hver dag arbejder for at skabe de bedste rammer for sikker og bæredygtig færdsel på vejene. Vi har ansvaret for tilsyn og regulering på vejtransportområdet i Danmark og for køreprøveafvikling og -administration.

Løn og ansættelsesforhold

Stillingen er en fast stilling på fuld tid, og ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst. Stillingen er til besættelse snarest muligt og med arbejdssted i Ribe. Færdselsstyrelsen er en pendlervenlig arbejdsplads med fokus på fleksibilitet og et arbejdsliv i balance. Vi tilbyder derfor også udstyr til en hjemmearbejdsplads.

Yderligere information

Hvis du vil høre mere om stillingen eller har spørgsmål, er du meget velkommen til at sende en sms til fungerende teamleder Johanne Vesløv på tlf.nr. 41871794, hvorefter du vil blive kontaktet.

Ansøgning

Hvis du er interesseret i stillingen, beder vi dig sende ansøgning sammen med cv og anden relevant dokumentation elektronisk via stillingsopslaget på fstyr.dk senest den 12. juni 2025. Vi forventer at gennemføre første samtalerunde den 17. juni 2025 og en eventuel anden samtalerunde den 26. juni 2025.

Mellem de to samtalerunder gennemføres eventuelt et testforløb, og der indhentes referencer efter aftale med kandidaterne samt straffeattest.

Færdselsstyrelsen ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle, uanset personlig baggrund, til at søge.

Log ind