Erfaren planlægger til Randers Kommune (genopslag)

fuldtid
Erfaren planlægger til Randers Kommune (genopslag)
  • Plan
  • Laksetorvet 1, 8900 Randers C
I Randers Kommune har vi fart på byudviklingen af Flodbyen Randers. Vi søger derfor en erfaren lokalplanlægger med kendskab til miljøvurdering til vores planafdeling.

Planlægningen for Flodbyen Randers, det mest ambitiøse byudviklingsprojekt i kommunens historie, er i fuld gang. Flodbyen Randers forvandler de tidligere havnearealer til en ny bydel med boliger, erhverv og rekreative områder. Projektets to hovedmål er at skabe en ny, attraktiv bydel ved vandet med plads til 7.500 beboere og at beskytte Randers mod fremtidige oversvømmelser fra Gudenåen og Randers Fjord.

Med byudviklingen realiseres en klimaløsning, der skal sikre Randers og skabe mere natur, nye byrum og plads til aktiviteter, hvor naturen fra Gudenåen atter forbindes igennem byen med Randers Fjord. Klimabroen er en integreret del af løsningen, der vil bestå af en dæmning og en ny bro over fjorden, der vil give en bedre afvikling af trafikken i det centrale Randers. Sammen med dygtige kolleger vil din primære opgave være at stå i spidsen for planlægningen af Klimabroen og samarbejde om relaterede planer i Flodbyen Randers.

Om Randers Kommune
Randers Kommune indeholder storslåede landskaber, fantastisk natur og levende byer i alle størrelser, deriblandt Danmarks 6. største by. Borgerne er mange, ca. 100.000, og virksomhederne mangfoldige. Vi oplever en tilvækst af borgere i disse år, og der sælges erhvervsjord som aldrig før. For at sikre det bedste grundlag for borgere og virksomheder arbejder Randers Kommune målrettet med bl.a. bosætning, erhvervsudvikling, klimatilpasning og bæredygtighed.

Planafdelingen
Du bliver en del af Randers Kommunes planafdeling, som favner 20 gode, faglige og engagerede kolleger. Planafdelingens opgaveportefølje spænder bredt fra kommuneplanlægning og strategisk byudvikling over landdistrikts- og midtbyudvikling til helhedsplaner og lokalplaner. Som ansat i Plan får du mulighed for at følge alle planprocesser fra de indledende strategiske overvejelser, politiske visioner, dialog med bygherrer og udviklere til at en lokalplan sætter rammerne for livskvalitet i borgernes liv.

Planafdelingen er en del af forvaltningen Udvikling, Miljø og Teknik, som er myndighed og bygherre indenfor Plan, Byg, Natur, Trafik og Miljø. Med udgangspunkt i vores arkitekturpolitik har vi et tæt og godt samarbejde på tværs af forvaltningen og samarbejder service- og dialogorienteret både internt og eksternt med kommunens borgerere, virksomheder og mange interessenter.

Dine kompetencer
  • Du har flere års erfaring med lokalplanlægning og et solidt kendskab til lovgivningen
  • Du er en stærk projektleder med erfaring i facilitering af processer
  • Du er formentlig allerede special- eller chefkonsulent, eller kommer fra lignende stilling
  • Du har lyst og evner til at føre en professionel dialog med planlægningens mange interessenter, samt evne og lyst til at føre projekter frem til politisk godkendelse
  • Du har erfaring med miljøvurdering af planer og programmer
  • Du behøver ikke have erfaring fra en politisk styret organisation, men skal til gengæld have lysten til at ville planprocessen hele vejen frem til vedtagelse
  • Du er civilingeniør, arkitekt, landinspektør eller lignende

Vi tilbyder
  • En arbejdsplads, der har fokus på høj faglighed, som vi bringer i spil til opnåelse af de bedste løsninger
  • En arbejdsplads med korte beslutningsveje og stor indflydelse på eget job, hvor der er rum til at være kreativ og bringe god planlægning og arkitektur i spil på alle skalaer
  • Vi har en uformel omgangstone, hvor der er højt til loftet, plads til engagement og brede samarbejder
  • En mulighed for at være med i disse år, hvor Randers’ ambitioner konkretiseres i midtbyen, ved vandet og i byerne omkring Randers, og hvor det åbne lands anvendelse skal defineres på en ny måde
  • Fantastiske kolleger med et både godt fagligt og socialt sammenhold

Det praktiske
Der er ansøgningsfrist den 7. december 2025, kl. 23.59.

Første samtalerunde er den 9. december 2025. Evt. anden samtalerunde afholdes den 17. december 2025.

Ansættelsesudvalget består af planchef Simon Ostenfeld Pedersen, chefkonsulent Thore Rytter Klitgaard og en medarbejderrepræsentant.

Stillingen er på 37 timer pr. uge, og løn og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst og samlede kvalifikationer og kompetencer. Vi tilbyder fordelagtige løn- og ansættelsesvilkår, men den endelige lønindplacering sker efter nærmere forhandling og på baggrund af kompetencer og erfaring.

Ansættelse fra den 1. februar 2026 eller efter aftale.

For yderligere oplysninger
Kan planchef Simon Ostenfeld Pedersen kontaktes på telefon 21 15 23 78 og mail sop@randers.dk eller chefkonsulent Thore Rytter Klitgaard på telefon 30 52 55 45 og mail thore.rytter.klitgaard@randers.dk.

 

Log ind