Er du god til at kigge folk dybt i øjnene og samtidig give dem den tryghed og omsorg, de har brug for, bag masken?

fuldtid
Er du god til at kigge folk dybt i øjnene og samtidig give dem den tryghed og omsorg, de har brug for, bag masken?
  • Glostrup Hospital
  • Nordre Ringvej 57, 2600 Glostrup
Vi søger en operationssygeplejerske til et barselsvikariat på 1 år med opstart 1. august eller efter aftale. Stillingen er på 37 timer ugentligt på Ø36/46 operationsgang i Afdeling for Øjensygdomme på Rigshospitalet Glostrup.

Som operationssygeplejerske hos os bliver du en del af et dedikeret team, der hver dag arbejder for at bevare og forbedre vores patienters syn. Du vil indgå i et spændende og afvekslende arbejde med både rutineprægede og mere komplekse øjenoperationer. Erfaring med øjenkirurgi er ikke et krav – vi lægger vægt på motivation, faglig nysgerrighed og sans for detaljer. Du får en grundig oplæring og tilknyttes en mentor, så du føler dig tryg i rollen uanset din baggrund. Hos os ser vi hele mennesket – også i de korte behandlingsforløb, hvor fokus er rettet mod øjet.

Dine opgaver vil blandt andet være at modtage og klargøre patienter til operation, varetage gulvfunktionen og assistere lægen under indgreb. Du kommer til at arbejde tæt sammen med engagerede kolleger i et stærkt tværfagligt miljø med gode muligheder for læring og faglig fordybelse inden for en bred vifte af subspecialer.

Daglig arbejdstid fra mandag til torsdag kl. 7.45- kl. 15-15, fredag fra kl. 7.45- 14.45.

Hvem er vi?
Ø36/46 har 10 operationsstuer, der udfører et væld af operationer under lokal anæstesi – fra grå stær og grøn stær til hornhindekirurgi, øjenlågs- og tårevejsoperationer samt refraktivkirurgi. Sammen med erfarne sygeplejersker, dygtige social- og sundhedsassistenter og en servicemedarbejder, der altid er klar til at hjælpe, får du mulighed for at udvikle dig fagligt indenfor øjensygdomme og opbygge en unik kompetence. Vi vægter trivsel og arbejdsglæde højt. Her er en uformel omgangstone, hvor der er plads til smil og sociale arrangementer. Vores arbejdsplads rummer kollegaer fra flere generationer – fra Baby Boomers til Generation Y – og vi har et stærkt kollegialt sammenhold, hvor sparring og vidensdeling er en naturlig del af hverdagen, og hvor der er fokus på både faglig og personlig udvikling.

Vi forventer, at du er en god kollega, der gør dit bedste for, at vi alle får en god arbejdsdag. Vi drømmer selvfølgelig om, at du har operationserfaring og flair for teknisk apparatur, men hvis ikke, lægger vi endnu større vægt på din lyst til at lære og din omsorg for patienterne. Vi tilbyder grundig oplæring og en mentorordning, så du får en tryg start og mulighed for at udvikle dig i dit eget tempo. Det er dog et krav, at du har samsyn, da dette er en forudsætning for at kunne arbejde under mikroskopet.

Lyder dette som noget for dig? Send din ansøgning via linket senest d. 20. juni 2025 – samtalerne afholdes d. 24 og 25 juni 2025. Vi ser frem til at høre fra dig!

Har du spørgsmål eller ønsker du at besøge os, er du velkommen til at kontakte oversygeplejerske Ditte Tsang Mortensen på mail: ditte.tsang.mortensen.01@regionh.dk

Faglig og organisatorisk profil

Afdeling for Øjensygdomme, Rigshospitalet-Glostrup varetager al akut oftalmologi for Region Hovedstaden og Grønland. Afdelingen er center for regionens kirurgi og de mere komplicerede ydelser. Afdelingen har flere ambulatorier, et sengeafsnit, tre operationsafsnit og et forskningsafsnit. Patienterne er både børn og voksne, i elektive og akutte patientforløb. Der opereres primært for cornea-, nethinde- og glaslegeme sygdomme, grå stær, grøn stær, aldersforandringer på nethinden og øjenskader.

Afdelingen består af øjenfunktionerne på Glostrup Hospital, Hillerød Hospital, Kennedy Centret samt Blegdamsvej. Der er ca. 340 ansatte, som har et tæt samarbejde på tværs af faggrupper, afsnit og funktioner

Du kan læse mere om Øjenklinikken på vores hjemmeside; www.rigshospitalet.dk/oejen

Stillingen er omfattet af bekendtgørelse om indhentelse af børneattest. Det er derfor en forudsætning for ansættelse, at du har blank børneattest.

Forudsætning for ansættelse er forståelse og beherskelse af det danske sprog.

Vi er en røgfri arbejdsplads.

Et af Regionens mål i personalepolitikken er ligebehandling uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap eller religion. Det sikres blandt andet gennem ansættelses- og uddannelsespolitikken.







Dine løn- og ansættelsesvilkår Autoriseret sundhedspersonale med patientkontakt, der er uddannet i et andet EU/EØS-land end Danmark, skal ved ansættelse i Region Hovedstaden, opfylde kravet til sprogkompetencer* i dansk. *Autoriseret sundhedspersonale med patientkontakt, der er uddannet i et andet EU/EØS-land end Danmark, skal ved ansættelse i Region Hovedstaden have bestået en danskprøve (Danskuddannelse 3, som svarer til 9. klasses afgangseksamen) eller som minimum kunne bestå prøven senest 1 år efter ansættelsen, eller have opnået tilsvarende sprogkompetencer i dansk på anden vis. Danskprøven skal bestås med minimum følgende karakterer: • mundtlig kommunikation med karakteren 10 • læseforståelse med karakteren 7 • skriftlig fremstilling med karakteren 7

Log ind