Enhedslisten søger en presse- og kommunikationsrådgiver til partiets politiske ordfører, Pelle Dragsted. Som presserådgiver for Pelle Dragsted vil du komme helt tæt på Enhedslistens politiske maskinrum, hvor du skal holde styr på den politiske ordførers daglige presse- og kommunikationsarbejde.
Med et år tilbage til folketingsvalget er der ikke nogen vigtigere opgave end at vise danskerne, at Enhedslisten vil gøre en konkret forskel for dem. Din vigtigste rolle bliver at få Enhedslistens politiske projekt til at stå knivskarpt og opbygge tillid til Enhedslisten og Pelle Dragsted blandt flere.
I stillingen vil du stå for den daglige presserovervågning, hjælpe med at udarbejde debatindlæg, sælge indlæg og politiske meldinger til pressen, skrive taler, koordinere presse med lokale kandidater og meget mere.
Du vil arbejde tæt sammen med Pelle Dragsteds PA i et team rundt om Pelle, hvor den strategiske rådgiver er den daglige opdragsgiver. Derudover vil du koordinere bredt med vores dygtige fag- og kommunikationsrådgivere og med Enhedslistens folketingsgruppe i relation til den politiske ordførers arbejde.
Vi leder efter en profil, der:
Har erfaring med presse- og kommunikationsarbejde og kan oversætte politik og strategi til klare og fængende kommunikationslinjer.
Er en hurtig og sikker skribent, som skriver godt og kan kommunikere krystalklart både mundtligt og skriftligt.
Kan lave daglige presseovervågninger og vurdere, hvor Pelle Dragsted kan komme i medierne.
Ikke er bange for at kontakte journalister og sælge politiske udmeldinger og udspil.
Har flair for og gerne erfaring med at kommunikere politiske budskaber på sociale medier, så de sidder fast – særligt Facebook, Instagram og TikTok.
Har kendskab til Enhedslistens visioner og politik.
Har erfaring med politisk rådgivning og kender arbejdet i en politisk organisation.
Kan holde overblikket i en travl hverdag.
Det forventes i stillingen, at man er fleksibel og er indstillet på at arbejde på skæve tidspunkter.
Arbejdspladsen
Du vil blive en del af et sekretariat med 21 medarbejdere, der yder faglig, politisk og organisatorisk bistand til Enhedslistens 9 folketingsmedlemmer. De daglige arbejdsopgaver er i høj grad præget af arbejdet i folketinget, samt af udadvendt kommunikations- og kampagnearbejde.
Vi tilbyder
En arbejdsplads med engagerede kolleger, der brænder for det, de laver. En arbejdsplads, hvor der bliver lyttet til gode ideer, og hvor man som ansat har stor frihed i sit job inden for rammerne af de politiske prioriteringer.
Der vil forekomme aften- og weekendarbejde. Overarbejde afspadseres 1:1.
Stillingen er på 37 timer med tiltrædelse snarest muligt og senest 01.12.2025. Vores enhedsløn er pt. 40.089 kr. pr. md. for 37 timer pr. uge. Enhedslisten har en pensionsordning, der følger CO-Industris overenskomst, hvilket pt. betyder 10%/4%. Dertil kommer en frivalgsordning på 10%. Det forudsættes, at du ved ansættelsen er eller bliver medlem af Enhedslisten.
Der lægges i ansættelsespolitikken vægt på at fremme ligestilling i forhold til køn og etniske grupper, ligesom Enhedslisten giver fortrinsret til jobsamtale til ansøgere med funktionsnedsættelse. Det betyder at, hvis der blandt de bedst kvalificerede er personer med funktionsnedsættelse, skal vedkommende indkaldes til en samtale.
Hvis du har spørgsmål til jobopslaget, er du velkommen til at kontakte souschef Signe Mortensen (signe.mortensen@ft.dk eller 61 62 47 33), strategisk rådgiver Jakob Ruggaard (jakob.rugaard@ft.dk eller 61 62 34 60) eller tillidsrepræsentant Lotte Thurøe Andersen (lotte.andersen@ft.dk eller 61 62 37 06)
Ansøgningen skal være os i hænde senest søndag d. 26.10.2025 kl. 12 pr. e-mail til jobenhedslisten@ft.dk med emnefelt ”presserådgiver for den politiske ordfører”. Der afholdes samtaler i uge 44.