Engageret og faglig stærk økonomikonsulent til ældre-og sundhedsområdet i Roskilde Kommune

fuldtid
Engageret og faglig stærk økonomikonsulent til ældre-og sundhedsområdet i Roskilde Kommune
  • Roskilde kommune
  • Rådhusbuen 1, 4000 Roskilde
Har du lyst til at indgå i et stærkt og samarbejdende fællesskab med høj faglighed og et godt socialt miljø, hvor du får mulighed for at lære nyt og udvikle dig? Og vil du sammen med dygtige kollegaer stå for en ledelsesunderstøttende og sikker økonomistyring af ældre- og sundhedsområdet i Roskilde Kommune? Så er du måske vores nye økonomikonsulent i Budget og Styring. Vi søger nemlig en nytænkende og samarbejdsorienteret økonomikonsulent, som skal bidrage til at udvikle og drifte økonomistyringen på området.

Direktørområdet Social, Job og Sundhed har ansvar for social, beskæftigelses- og integrationsområderne samt sundheds- og omsorgsområderne. Som vores nye kollega bliver du en del af afdelingen Budget og Styring, som udgør den ene del af direktørens stab. Her varetager vi, blandt meget andet, styring og opfølgning for områdets udgiftsbudget på godt 3,9 mia. kr. Direktørområdet er under en gennemgående forandring med store reformer og omstillinger af kernevelfærd. Vi skal de kommende år sikre en positiv sammenhæng mellem borgernes trivsel og knappe ressourcer (arbejdskraft), og Budget og Styring har en helt central rolle i at udvikle de styringsmodeller, der skal understøtte denne bevægelse. I den forbindelse arbejder vi som en af de første kommuner i Danmark med trivselsøkonomiske modeller. Man træder derfor ind i en afdeling med flere spændende, faglige omstillingsprocesser, som man bliver en del af.

Hvem er vi
I Budget- og Styring er vi et team på 12 konsulenter og en leder, og sammen løser vi en bred vifte af økonomistyrings- og driftsopgaver samt data og ledelsesinformationsopgaver. Vores kerneopgave er at give den bedst mulige økonomiunderstøttelse af fagområderne på hele Social, Job og Sundhedsområdet. Vi mangler lige nu en dygtig kollega, som i samarbejde med øvrige kollegaer i afdelingen, og i dialog med ledere og fagområde, kan varetage økonomiopgaver på ældre- og sundhedsområdet.

Om stillingen
I stillingen vil man være med til at sætte dagsordenen for økonomistyringen på ældre- og sundhedsområdet, og dermed være med til at løfte de mange spændende styringsdagsordener, vi står overfor, herunder særligt ældrereformen. Du vil sammen med 2 kollegaer bistå ledere på hjemmeplejeområdet og på plejecentre med god økonomistyring, og du vil få ansvaret for den samlede rapportering på ældre- og sundhedsområdet. Du skal derfor kunne rådgive og sparre med chefer og kolleger, hvilket vil give dig rig mulighed for at opbygge samarbejder og relationer i organisationen.
Stillingen rummer gode muligheder for at udvikle dine kompetencer indenfor økonomistyring bredt med opgaver indenfor bl.a. budgettering, prognoser, ledelsesrapportering, analyser, regnskab mv. Dine opgaver vil især være:

  • Budgetlægning og Budgetopfølgning
  • Sparring og rådgivning til ledere omkring effektiv økonomistyring og budgetoverholdelse.
  • Opfølgning på aktivitet, herunder udvikling, bearbejdning og produktion af relevant ledelsesinformation til såvel ledere og det politiske niveau
  • Økonomistyring i forbindelse med helhedspleje og borgernær visitation som følge af ny ældrelov
  • Udvikling og implementering af styringsmodeller
Der er gode muligheder for selv at sætte sit præg på stillingen og opgaverne, afhængigt af interesser og kompetencer.

Vi kan bl.a. tilbyde

  • En stilling i en budget- og styringsafdeling med højt fagligt niveau og gode udviklingsmuligheder
  • Økonomiopgaver på ældre- og sundhedsområdet, der har stor politisk opmærksomhed i en kommune med høje ambitioner om at skabe de bedste løsninger for kommunens ældre borgere.
  • Gode muligheder for et bredt netværk i organisationen, da vi sætter en ære i godt samarbejde på tværs, og stillingen rummer opgaver med en bred kontaktflade med ledere og medarbejdere på området.
  • At blive en del af en enhed med gode kollegaer, der arbejder tæt sammen om opgaverne, og hvor der er plads til grin i hverdagen.
  • Et godt arbejdsmiljø med engagerede og hjælpsomme kollegaer, hvor vi har som mål at komplementere hinanden og spille hinanden gode.
  • Gode fysiske rammer i storrumskontor og mulighed for kompetenceudvikling og hjemmearbejde.
Om dig
Mange af opgaverne vil du skulle løse sammen med dine nærmeste kollegaer i afdelingen samt fagområdet. Det er derfor vigtigt, at du har gode samarbejdsevner og sans for formidling. Du trives i en funktion som rådgiver og sparringspartner for ledere i forhold til styring af vores kerneopgaver. Det indebærer blandt andet, at du skal have lyst til kontinuerligt at udvikle og producere data, ledelsesinformation og beslutningsoplæg samt holde en tæt forbindelse til de ledere og medarbejdere i organisationen, der er afhængige af dit arbejde for at kunne styre deres områder. Vi lægger vægt på, at du er god til Excel samt til at kommunikere skriftligt og mundtligt, og at du sætter pris på de synergier der opstår, når kolleger med forskellig uddannelse og baggrund arbejder sammen for at sikre et fælles mål. Vi forestiller os, at du har en relevant kandidatuddannelse samt erfaring med de beskrevne opgaver, herunder gerne erfaring med ældreområdet, hvilket dog ikke er en betingelse.

Løn- og ansættelsesforhold
Stillingen er på 37 timer om ugen med tiltrædelse efter nærmere aftale. Vi sigter dog efter at have dig ombord senest 1. februar 2026. Aflønning sker i henhold til gældende overenskomst og principperne for ny løn. For den rette kandidat er der mulighed for indplacering som special- eller chefkonsulent, afhængigt af dine kvalifikationer. Roskilde Kommune opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. Ved ansættelse indhentes der straffeattest.
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 50.

Yderligere oplysninger
Er du blevet nysgerrig på stillingen som økonomikonsulent hos os, så tøv ikke med at kontakte Gitte Mosegaard Nielsen, der er leder af Budget og Styring på tlf. 2365 3062 eller på mail gitmn@roskilde.dk
Du kan desuden læse mere om Roskilde Kommune på http://www.roskilde.dk

Log ind