fuldtid
Engageret og ansvarsbevidst souschef med fokus på effektiv og sikker IT søges til Cyberdivisionen i Hvidovre
Er du klar til at tage næste skridt i din karriere? Vi søger en engageret souschef, der er klar til at udvikle sig og ønsker at arbejde i et inspirerende arbejdsmiljø. I samarbejde med din afdeling vil du levere effektiv og sikker IT, samtidig med at du får stor indflydelse på udviklingen og driften.
Din rolle vil være afgørende for at sikre, at overvågning og koordination – herunder incidenthåndtering, fungerer optimalt, så vi kan opnå en kontinuerlig innovativ og tilpasset driftshåndtering. Hvis du har en passion for IT og ledelse, så er dette måske muligheden for dig!
Om os
Det er Forsvarets mission, at arbejde for fred og sikkerhed i Danmark og hele verden. Dette afføder et stadigt stigende krav om et højt it-serviceniveau, der skal sikre effektiv og sikker informationsdeling til Forsvarets koncern.
Cyberdivisionen, under Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse , er ansvarlig for at levere denne service i fred, krise og krig.
Cyberdivisionen er en af landets største IT-virksomheder, som udbyder IT-services til mere end 20.000 brugere, nationalt og internationalt, og løser en række spændende drifts- og udviklingsopgaver, som skaber fundamentet for kommunikation og IT for Forsvarets ansatte.
IT Operations er en afdeling i Cyberdivisionen, med mere end 100 medarbejdere, som har ansvaret for opretholdelse af en kontinuerlig drift af alle vores systemer og services, med henblik på at imødekomme Forsvarets stadigvæk stigende krav til it.
Operationscenterets hovedopgave er, at opretholde serviceniveauet for den samlede IT-drift i Cyberdivisionen, gennem systemovervågning og kontinuerlig koordination på tværs af organisationen.
Vi står over for en markant opbygning af forsvarets IT-kapabiliteter. Og IT Operations har en væsentlig rolle heri.
Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø i moderne rammer med en arbejdsuge på gennemsnitligt 37 timer, fleksibel arbejdstid og betalt frokostpause. På vores unikke arbejdsplads har du med andre ord tid til et liv ved siden af, uden du skal give afkald på kompetenceudvikling og relevante udfordringer.
Vi tror på, at åbenhed, respekt og engagement skaber de bedste forudsætninger for et godt samarbejde.
Om stillingen
Som souschef får du en central rolle med stort ansvar for udviklingen og driften af vores nyoprettede sektion, hvor fokus er på driftsovervågning og koordination. Du vil være ansvarlig for at sikre, at dette fungerer optimalt og i tæt samspil imellem kollegaerne. Målet er, at opnå effektiv og sikker IT.
Du vil skulle stå i spidsen for, at opretholde serviceniveauet, således at vi kontinuerligt understøtter vores opgaveløsning. I din dagligdag vil du have stor frihed i løsningen af opgaver, samt en høj grad af fleksibilitet i forhold til, hvordan de gribes an. Desuden vil du få en bred kontaktflade både i- og uden for virksomheden, hvilket giver dig mulighed for at samarbejde med forskellige interessenter og bidrage til et engageret og positivt arbejdsmiljø. Dit engagement og din evne til at organisere, vil være afgørende for at skabe et effektivt team, der arbejder hen imod fælles mål.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en solid ledelsesprofil , er selvkørende og arbejder struktureret. Du er samarbejdsorienteret og trives med at navigere i en matrixorganisation, hvor du arbejder på tværs af forskellige teams. Du fremstår som en professionel, tillidsvækkende og præsentabel person, som nemt kan indgå i samarbejdet med dine kommende kollegaer.
Det er vigtigt, at du gennem din ledelsesstil og personlighed kan skabe et optimalt arbejdsmiljø for dine medarbejdere, selv i en travl og omskiftelig hverdag. Du skal være servicemindet og have forståelse for den operative betydning, vores services har Vi forventer, at du er i stand til at planlægge og udføre opgaver effektivt, mens du viser tydelig lederskab.
Desuden er det vigtigt, at du er ansvarlig og i stand til at optimere ressourcerne i dit team, så I sammen kan nå jeres mål på effektiv vis. Selvom det vil være gavnligt at have en solid teknisk forståelse, vil din evne til at motivere og engagere mennesker være mere væsentlig. Din evne til at skabe relationer og engagere dit team vil vægte højest i forhold til din rolle som souschef.
Det er desuden en fordel, men ikke et krav, hvis du har kendskab til Forsvarsministeriets organisation og Forsvarets opgaveløsning.
Du har en evne til at formidle og skabe en positiv atmosfære omkring dig. Du formår at kommunikere teknisk komplekse informationer klart og forståeligt, til både tekniske og ikke-tekniske samarbejdspartnere samt kolleger. Uanset om det er på dansk eller engelsk, kan du formidle budskaberne på et fagligt niveau, som sikrer, at alle involverede parter er på samme side. Din evne til at tilpasse din kommunikation til forskellige målgrupper vil være en værdifuld ressource i dit arbejde og vil bidrage til et effektivt samarbejde i organisationen.
Ansættelsesvilkår:
Stillingen vil blive slået op både civilt og militært.
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst.
Er du akademiker ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Hvis du har en kontoruddannelse eller en anden relevant uddannelse ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Fast tjenestested er i Hvidovre.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Har du fået lyst til at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte orlogskaptajn Christian D. Sabroe på telefon 6130 0356.
Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår som civil ansøger, er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mia Backhausen, der kan træffes på telefon 3266 5574.
Ansøgningsfristen er den 19. september 2025 og samtaler forventes afholdt løbende. Stillingen er til besættelse pr. 1. oktober 2025, eller snarest herefter.
Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
I forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars- og beredskabsmateriel, it og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og it for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores it-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. FMI består af ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.