En af vores medarbejdere går på pension og Økonomiafdelingen på Herlev og Gentofte Hospital er derfor på udkig efter en ny engageret kollega, som har lyst til at sikre, at hospitalet får betaling fra patienter, der skal opkræves for deres sundhedsydelser. Du vil blive ansat i vores Budgetenhed, som består af 18 medarbejdere, hvor du vil referere til budgetchefen. Du skal trives med at arbejde med forskellige opgaver relateret til patienter uden bopæl i Danmark i et nært samarbejde med en erfaren kollega og eksterne samarbejdspartnere.
Din hovedopgaver vil være at gennemgå patienter blandt andet med henblik på at vurdere om de skal betale for deres sundhedsydelser, herunder:
- Gennemgang og vurdering af patienter via oplysninger fra Sundhedsplatformen.
- Opkrævning af ydelser leveret til selvbetalende patienter, herunder ambassadeansatte og ansatte i FN og Dansk Røde Kors.
- Rådgivning til afdelinger på hospitalet omkring dokumentation og rettigheder vedrørende patienter uden bopæl i Danmark.
- Registrering og dokumentation i It-systemer fx indberetning af EU-borgere.
- Afklaring af betaling for ydelser som Herlev og Gentofte Hospital leverer til borgere i andre regioner.
- Tæt kontakt til vores medarbejdere i hospitalsafdelingerne, der behandler patienter uden bopæl i Danmark.
Opgaverne løses i et opgavefællesskab med din nære kollega i Budgetenheden og du skal desuden have kontakt til samarbejdspartnere uden for hospitalet, herunder andre hospitaler samt Region Hovedstadens Center for Økonomi, interesseorganisationer, m.fl.
Om dig Vi søger en kollega, der kan arbejde selvstændigt, men forventer også, at du kan indgå i et tæt samarbejde både med hospitalets afdelinger og på tværs af faggrupper. Du har en relevant kontor- eller administrativ baggrund, gerne som lægesekretær. Det er en fordel, hvis du har forudgående erfaring fra arbejde inden for regnskab/økonomi i det offentlige, og gerne inden for sundhedsområdet. Kendskab til Sundhedsplatformen vil også være en fordel. Men vi er også klar til at iværksætte den fornødne kompetenceudvikling, hvis du har mod på stillingen, også selvom du ikke kan leve op til alle ovenstående ønsker.
Vi forventer, at du:
- Har en positiv tilgang til andre mennesker og er god til at samarbejde.
- Er serviceminded og brænder for at løse opgaverne til det fælles bedste, og for at hjælpe andre med deres opgaveløsning.
- Har gode engelskkundskaber såvel skriftligt som mundtligt, da der vil være kommunikation med udenlandske patienter.
- Er fleksibel i forhold til opgaveløsning, fx i forhold til at dække kollega ind ved ferie/fravær.
- Arbejder struktureret og selvstændigt med energi og drive i opgaveløsningen.
- Er kvalitetsbevidst, systematisk og har et godt overblik.
Om os Du bliver en del af et kontorfælleskab, der består af 4 kollegaer og vil indgå i Budgetenheden, der er bredt beskæftiget med økonomistyringsopgaver. Budgetenheden er en del af Økonomiafdelingen, der i alt består af ca. 35 erfarne medarbejdere.
Vi tilbyder Du bliver en del af Herlev og Gentofte Hospital, der er et af Danmarks største akut- og kræfthospitaler. Du får i høj grad indflydelse på dine opgaver og på udviklingen af området. Omgangstonen i afdelingen er uformel og humoristisk, og der vil være rig mulighed for at sparre med erfarne kollegaer. Generelt er økonomiafdelingen kendetegnet ved at have et godt arbejdsmiljø. Vi er også en familievenlig arbejdsplads med stor fleksibilitet med bl.a. flekstid og muligheder for hjemmearbejde.
Du vil endelig blive grundigt oplært i arbejdsopgaverne, der er knyttet til stillingen.
Løn og ansættelsesvilkår Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling og sker i henhold til gældende overenskomst.
Dit primære arbejdssted bliver på Gentofte Hospital, men der kan også være mødeaktivitet på Herlev Hospital.
Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte budgetchef Mogens Mosegaard Nielsen på tlf. 38 67 21 97 eller på mail:
mogens.mosegaard.Nielsen@regionh.dk eller konsulent Lene Rasmussen på tlf.: 38 67 21 82 eller mail: lene.rasmussen.08@regionh.dk
Vi ønsker at besætte stillingen snarest muligt.
Ansøgningsfrist 22. juni 2025. Vi forventer at holde samtaler i uge 26.