En antropologisk eller sociologisk post doc om medicinsk robot på Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation (CAMES)

fuldtid
En antropologisk eller sociologisk post doc om medicinsk robot på Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation (CAMES)
  • HR og Uddannelse
  • Ryesgade 53B, 2100 København
Samfundsvidenskabelige indsigter i udvikling og afprøvning af robotteknologi til koloskopi er væsentlige for patienternes senere oplevelse af undersøgelsen og for anvendeligheden af teknologien i en klinisk hverdag. Hvad er på spil for patienterne, hvad er vigtigt for klinikerne, og hvordan arbejder udviklerne? Hvordan indgår forestillinger om samspillet mellem patienterne, klinikerne, og teknologien i udvikling og test af den konkrete robotteknologi? Disse spørgsmål indgår i det samlede fire-årige Horizon Europe-finansierede forskningsprojekt ’Intelligent Robotic Endoscopes (IRE)’, som CAMES indgår i sammen med forskere fra Datalogisk Institut, KU, og universiteter i Tyskland, Holland, Frankrig, og Spanien. Formålet med det samlede projekt er at bidrage til udviklingen af ’soft robot’ prototyper til koloskopiundersøgelser af kolorektalcancer.

Jobbeskrivelse
CAMES søger en antropolog eller sociolog til en post doc, som skal indgå i den samlede transnationale forskningsgruppe, der omfatter dataloger, robotudviklere, ingeniører, læger og en antropolog. Sidstnævnte vil være din primære samarbejdspartner i hverdagen, som også kommer til at foregå i tæt samarbejde med en ph.d.-studerende med tilhørende vejlederhold, en post doc – alle lægeuddannede – og en ingeniør. Din opgave bliver at undersøge patienters og sundhedsprofessionelles perspektiver på robotprototyperne og udviklingen af dem, og formidle dine indsigter videre i den samlede forskergruppe, samt gennem publikationer og konferencedeltagelse til relevante danske og internationale aktører. Indenfor projektets overordnede ramme vil der være rig mulighed for at tone din forskning i den faglige og teoretiske retning, du interesserer dig for.

Vi tilbyder

  • En tidsbegrænset forskningsstilling på fuld tid (37 timer per uge) fra 1. okt. 2025 til 31. dec. 2027
  • Et stærkt tværvidenskabeligt forskningsmiljø indenfor uddannelse af sundhedsprofessionelle
Din daglige arbejdsplads vil primært være på CAMES i Ryesgade, men lejlighedsvist også på CAMES på Herlev hospital.

Krav til ansøger

Ansøger skal have forsvaret sin ph.d.-afhandling pr. 1. oktober 2025 og have erfaring med forskning indenfor en eller flere af følgende faglige orienteringer:

  • Medicinsk eller pædagogisk antropologi eller sociologi
  • Design og innovation, tekno-antropologi
  • Science and technology studies
  • Social studies of science
Desuden skal ansøger tale og skrive flydende akademisk dansk og engelsk; have erfaring med og interesse for at publicere forskningsresultater internationalt; have erfaring med tværvidenskabelige samarbejder indenfor sundhed; være indstillet på at indgå aktivt i en tværfaglig forskergruppe på CAMES og på tværs af Europa; være villig til at rejse i kortere perioder i Europa; kunne formidle forskning til mange forskellige typer af modtagere; være villig til at arbejde både meget selvstændigt og i forskellige teamkonstellationer. Erfaring med participatorisk aktionsforskning, såvel som tysk-, hollandsk-, fransk- eller spanskkundskaber, er en fordel.

Ansøgningen skal indeholde:

  • En motiveret ansøgning, der beskriver hvilke potentielle empiriske, analytiske og/eller teoretiske forbindelser du kan se mellem din tidligere forskning og dette forskningsprojekt.
  • CV
  • Publikationsliste, som også omfatter evt. formidlingsprodukter til modtagere udenfor akademia
Yderligere oplysninger
For specifik information om ansættelsesvilkår kontakt venligst Sektionschef for forskning og udvikling, Barbara Esbjørn, på mail: barbara.esbjoern@regionh.dk.
For yderligere information vedrørende forskningsprojektets indhold kontakt seniorforsker Birgitte Bruun på mail: birgitte.bruun@regionh.dk

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst.

Ansøgningsprocedure
Jobsamtaler vil blive afholdt 3. juli 2025.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.




Log ind