Dygtig socialrådgiver søges til Familieafdelingen i Samsø Kommune

fuldtid
Dygtig socialrådgiver søges til Familieafdelingen i Samsø Kommune
  • Samsø Kommune
  • Søtofte 10, 8305 samsø
Stillingen som socialrådgiver er en fast stilling på 37 timer til besættelse 1. august 2025.

Om os:

Vi er en Familieafdeling bestående af tre socialrådgivere, en fagkoordinator, en fagsekretær og en afdelingsleder. Derudover er vi i øjeblikket ved at ansætte en anbringelseskonsulent til afdelingen. Ud over Familieafdelingen hører også SSP området og sundhedsplejen til hos os.
Flere af medarbejderne pendler fra Jylland, og som pendler har man lidt særlige arbejdsvilkår, da vi retter arbejdsdagen ind efter færgens afgangstider. Alle har mulighed for ugentlige hjemmearbejdsdage, når og hvor det passer med driften.
Vi er en dynamisk lille afdeling med høj faglighed, stærk arbejdsmoral og ikke mindst et tillidsfuldt forhold på kryds og tværs, hvor vi kerer os om hinanden, er gode til at se hinandens behov, og hjælper hinanden, så vi ikke står alene i det, der kan være udfordrende. Vi har forskellige faglige interesseområder og sammen dækker vi det hele med en stor viden, både på generalist- og specialistniveau. Har du særlig interesse eller kompetence inden for f.eks. Barnets Lov, DUBU, tidlig indsats og fremskudt funktion eller noget helt femte, kan det være muligt, at tilrettelægge din stilling herefter.

Vi trives med stor selvstændighed og kompetence, både fagligt og økonomisk og ikke mindst har vi en god og respektfuld omgangstone og den fedeste humor – synes vi da selv.

Samsø Kommune er en lille kommune med meget korte kommandoveje og højt til loftet. Vi har en god og fremadskuende dialog med både politikere og direktion, og fordi vi gør ting sammen på Samsø, lykkes vi også. Vi har et tæt samarbejde på tværs af sektorer og med ca. 3700 borgere kender vi sammen til det meste og de fleste. Forrest i vores sagsbehandling står ordentlighed og respekt for borgernes livssituation og udfordringer.



Som pendler:

Vi tager færgen fra enten Aarhus/Dokk1 eller Hou. Færgen fra Aarhus sejler kl. 7:45, hvor du vil være på Samsø

kl. 8:45. Færgen fra Hou sejler kl. 7:00, du vil være på Samsø kl. 8:00. Det er muligt at bestille flexbus, der kører dig til rådhuset for 17 kr.

Os der pendler har flydende kontor to timer om dagen og generelt har vi stor fleksibilitet ift tilrettelæggelse af arbejdslivet med fokus på at balancere arbejds- og privatlivet.

Om vores visioner:
Vi er en afdeling, der kontinuerligt arbejder med at kvalitetssikre og udvikle det socialfaglige arbejde, både administrativt og i indsatsen overfor borgerne. Vi ønsker løbende at udvikle os og skal derfor i gang med kursus ved Karen Glistrup, som styrker personlige og faglige kompetencer i mødet med udsatte børn og deres sårbare forældre.

Som forvaltning er vi et rigtig godt sted med fokus på tværfaglighed og et stærkt samarbejde på tværs.

Hos os er det et krav, at du kan etablere relationen og være i den, både med børn, unge, forældre og anbringelsessteder, da det er her, vi lykkes sammen. Vi har fokus på tidlig indsats og forebyggelse og vi arbejder i øjeblikket med implementering af trivselslineal og trivselsguide med vores samarbejdspartnere i hhv. skole, dagpleje og børnehaver.



Vi har et stærkt netværk af dygtige, faste leverandører, vi visiterer til, når en familie eller en ung har behov en mere indgribende støtte. Vi laver det, vi kalder håndholdte indsatser, da vi i hver enkelt familie tilrettelægger den indsats, vi tror på giver den nødvendige udvikling. Du vil få plads til dine faglige og personlige ambitioner i familieafdelingen.

Som afdeling arbejder vi på at følge socialrådgiverforeningens vejledende sagstal på området.



Ansvarsopgaver:
Dine opgaver vil være bredt over hele Barnets Lov. Du vil komme til at arbejde med forebyggelse, tidlig indsats, børnefaglige undersøgelser, barnets plan/ungeplan, iværksættelse af støttende indsatser, anbringelser, ungestøtte og børnehandicapsager. Du vil få et tæt samarbejde med dine kolleger i Familieafdelingen og med andre afdelinger i Samsø Kommune.

I den daglige drift understøttes du at fagkoordinatoren og I har udstrakt gruppekompetence i teamet og har dermed også et medansvar for afdelingens økonomi.


Om dig:

  • Du er uddannet socialrådgiver med erfaring fra børne- og ungeområdet.
  • Du har erfaring med ICS og DUBU – eller du er hurtig til at lære nye systemer at kende.
  • Du er dygtig til at tale med børn og ved, hvordan man respektfuldt og anerkendende træder ind i et udsat barns univers.
  • Du har mod på at bruge dig selv som forebyggende indsats i familien, og gå et ekstra skridt sammen med barnet, den unge og familien.
  • Du er modig, tydelig og har sko, der går fremad og som også kan løbe, når det er nødvendigt.
  • Du arbejder struktureret og går systematisk til værks i din sagsbehandling.
Vi forudsætter at du:

  • Har lyst til at bruge socialrådgiverfagets metoder, og at du er sikker i din etik, menneskesyn og ikke mindst kan arbejde inddragende, netværksfokuseret og anerkendende i borgerkontakten.
  • Har lyst til at være i et team, hvor vi spiller hinanden bedre, giver sparring og videns deler, og hvor vi har åbne døre og et mindset, der matcher dette.
  • Forstår at arbejde og begå dig i en politisk styret organisation, hvor de politiske dagsordener har indflydelse på vores arbejde, og hvor vi har borgerperspektivet, retssikkerhed og inddragelse med os i alle beslutninger.
  • Er loyal, fleksibel, handlingsorienteret, positiv og har et godt humør.
  • Gør dig tanker om, at det er noget særligt at arbejde på en ø, især hvis du skal pendle.
Det praktiske:

  • Der vil blive indhentet straffe- og børneattest på den vi ansætter.
  • Stillingen aflønnes efter gældende overenskomst med Dansk Socialrådgiverforening
  • Du kan få nærmere oplysning om stillingen hos afdelingsleder Therese Tomshøj på telefon 25208823 eller fagkoordinator Marianne Dalsgaard Christensen på telefon 51445953.


Ansøgningsfrist mandag den 9. juni 2025, kl. 12:00.

Samtaler forventes afholdt tirsdag den 17 juni 2025.



Lyder det som noget for dig – og bor du ikke på Samsø? Så kan du læse meget mere om livet på Samsø på www.tidtilsamsoe.dk eller følge med på både Instagram på @tidtilsamsoe og Facebook på @tidtilsamsoe. Du kan læse mere om Samsø Kommune på kommunens hjemmeside www.samsoe.dk

Øen er kendt for en helt unik natur, de smukke landskaber, lyset, havet og den helt specielle østemning. Samsø er højtprofileret som en grøn kommune med en meget skarp miljøprofil. Kommunen lever af landbrug og turister og har i betragtning af sit befolkningsgrundlag et bemærkelsesværdigt stærkt kultur- og foreningsliv.



Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering. Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post. Samsø Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.



Log ind