Den Fælles Sterilcentral søger dygtig og engageret økonom (special- eller chefkonsulent) til Team for Økonomi og Analyse

fuldtid
Den Fælles Sterilcentral søger dygtig og engageret økonom (special- eller chefkonsulent) til Team for Økonomi og Analyse
  • Den fælles Steril central
  • Borgmester Ib Juuls Vej 56, 2730 Herlev
Synes du, det kunne være spændende at blive en del af et nyt økonomi- og analyseteam i en moderne produktionsvirksomhed i sundhedsvæsenet? Trives du med opgaver og ansvar omkring økonomistyring? Vil du gerne sætte dit præg på det økonomiske fundament, opbygning og implementering af økonomistyringen i en ny virksomhed? Så kan det være dig, vi leder efter som vores nye økonom.

Du vil indgå i et nyoprettet team for økonomi og analyse, hvor vi pt. er 3 medarbejdere inkl. dig, men forventer at blive flere i de kommende år. Vi har det overordnede ansvar for økonomistyring, udarbejdelse og gennemgang af månedsbudgetter og økonomiske prognoser, facilitering af månedlige økonomiopfølgninger samt udarbejdelse af ledelsesinformation. Dette på både løn og øvrig drift.

Team for Økonomi og Analyse er en del af Den Fælles Sterilcentrals Stab, som ledes af stabschefen, og som udover økonomi- og analyseteamet udgøres af de understøttende stabsfunktioner.

Stillingens indhold
Dit primære ansvarsområde vil være budgetlægning og -styring af økonomien på Den Fælles Sterilcentral, og du vil skulle yde en systematisk og kvalificeret støtte til vores enheders økonomistyring.

Da vi er en nyetableret virksomhed i Region Hovedstaden, vil nogle af dine første opgaver sammen med dine kolleger, være at bygge et solidt fundament for den fremtidige økonomistyring, som understøtter vores enheder, og vores ledelse, og som sikrer at vores leverandører får deres penge til tiden. Du får derfor også en opgave med at opbygge økonomistyringsdata og etablere en dialog og systematik med forretningen omkring økonomistyring, og efterfølgende gennemføre månedlige opfølgninger med vores enheder. På sigt vil du også skulle være med til at udvikle dashboards på både enhedsniveau og virksomhedsniveau.

Vi servicerer og vejleder vores kollegaer, som har mange forskellige faglige baggrunde, med økonomirelaterede opgaver som fx fakturahåndtering, fremmødeprofiler og lønprognoser. Det er derfor vigtigt, at du kan formidle økonomi i et letforståeligt sprog og skabe rammerne for, at dine kollegaer kan varetage deres økonomirelaterede opgaver. Du vil også skulle løse forskellige analyse- og udviklingsopgaver samt forskellig sagsbehandling omkring økonomi til ledere i Den Fælles Sterilcentral.

Vi har et tæt samarbejde og dialog med Region Hovedstadens Center for Økonomi, som vi løbende rapporterer til om vores økonomi, m.m.

Hvem er du?
Du har en relevant akademisk baggrund, som fx cand.merc. eller cand.polit. kombineret med stor erfaring med økonomistyring, økonomiske analyser m.m.

Desuden forventer vi, at du kan sige ja til hovedparten af nedenstående kompetencer:

  • Erfaring med SAP og SD eller andre tilsvarende ERP og lønsystemer
  • Erfaren Microsoft Office-bruger, især Excel og PowerBI
  • Har erfaring med økonomistyring fra sundhedsvæsenet (og gerne fremmødeprofiler) eller andre offentlige institutioner
  • Er logisk tænkende, har stærke analytiske evner og forstår at sætte dig ind i komplekse økonomiske sager
  • Har god talforståelse og evne til at skabe overblik over store datamængder
  • Du kan både arbejde selvstændigt og indgå i et team, og du har gode relationelle kompetencer, da stillingen indebærer en stor kontaktflade
  • Dine skriftlige og mundtlige formulerings- og formidlingsevner er gode, så din kommunikation er tilpasset dine forskellige modtageres forudsætninger for økonomisk forståelse
Hvad kan vi tilbyde?
Vi tilbyder et job med spændende opgaver, og hvor du er med til at gøre en forskel hver dag i samarbejde med dygtige og engagerede kolleger. Du får også rigtig god mulighed for at være med til at udvikle din egen stilling og sætte dit præg på opgaverne, arbejdsgangene m.m.

Du vil have 1:1 med din nærmeste leder, som er teamlederen for Økonomi og Analyse, og rig mulighed for faglig sparring og for deltagelse på faglig relevante kurser.

Vi har et godt og positivt arbejdsmiljø i staben, hvor kollegerne engagerer sig i hinanden og i vores fælles trivsel.

Du får en travl og spændende hverdag, og samtidig har vi fokus på balance ml arbejds- og privatliv – fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdslivet er derfor i højsædet, herunder muligheden for at arbejde hjemme.

Om os
I Stab varetager medarbejderne hver sine specialopgaver inden for økonomi, reception, uddannelse, kompetenceudvikling, pre-, on- og offboarding, kommunikation, vagtplanlægning og HR. Enheden fungerer som støttefunktion til hele Den Fælles Sterilcentral og bidrager til at sætte rammerne for en stabil, velfungerende drift.

Den Fælles Sterilcentral er en nyetableret virksomhed i Region Hovedstaden fra 1. januar 2025, og vi er fortsat under opbygning. Med etableringen samles de to regionale sterilcentraler på Rigshospitalet og Herlev Hospital organisatorisk med en direktør i spidsen og en bestyrelse bestående af interne og eksterne medlemmer. De øvrige hospitalers lokale sterilcentraler skal samtidig implementeres i den nye virksomhed, som derefter får det samlede ansvar for hele Region Hovedstadens genbehandling og understøttelse af ca. 1.000 daglige operationer. Vi har derfor en meget vigtig rolle for hele vores sundhedsvæsen, selvom vores patienter ikke møder os.

I Den Fælles Sterilcentral genbehandler vi kirurgiske instrumenter i et samspil mellem manuelle og fuldautomatiske processer, hvor bl.a. avanceret robotteknologi gør, at vores to sterilcentraler er blandt de mest automatiserede sterilcentraler i verden.

Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer. Der vil være mulighed for ansættelse som special- eller chefkonsulent.

Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer. Tjenestested kan være på både Herlev Hospital og Rigshospitalet.

Tiltrædelse 1. august 2025.

Ønsker du at vide mere om stillingen?
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder for Økonomi og Analyse Stephanie Møller Callesen stephanie.moeller.callesen@regionh.dk eller 21 53 59 61

Søg stillingen
Du søger stillingen via linket i annoncen. Ansøgningsfristen er den 15. juni 2025.

Vi forventer at afholde samtaler den 18. juni 2025.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Log ind