Dataspecialist med programmeringsfærdigheder

fuldtid
Dataspecialist med programmeringsfærdigheder
  • DANMARKS STATISTIK
  • Sejrøgade 11, 2100 København Ø
Er du en mester i at strukturere data, så de bliver brugbare? Kan du bygge dataarkitektur i et tæt tværfagligt samarbejde Med andre ord: Kan du bidrage til at skabe fundamentet for fremtidens dataudbud til brugere af Danmarks Statistiks mikrodataordninger? Og kan du både designe og programmere løsningen? Så har vi en interessant stilling til dig!

Opgaverne

Danmarks Statistik søger en talentfuld dataspecialist med stærke programmeringsfærdigheder, gerne i Python, til at udvikle og automatisere vores udstilling af data fra både interne og eksterne kilder.

Stillingen er et vigtigt skridt i udviklingen af Danmarks Statistiks mikrodataordninger, som er strategisk centrale i satsningen på Danmarks Datavindue. Desuden vil stillingen involvere en række moderniseringsprojekter på tværs af organisationen.

Dine opgaver vil give dig et bredt samarbejde i Danmarks Statistik. Eksempelvis vil du komme til at samarbejde med de mange statistikkontorer, der leverer data, samt den centrale IT-afdeling. Derudover vil også være opgaver med eksterne dataleverandører.

Områder med fokus vil være:

  • Dataarkitektur
  • Automatisering og skitsering af dataprocesser til udstilling af data (programmering af disse samt hjælp til opfyldelse af Danmarks Statistiks procesmodel (GSBPM))
  • Forståelse af data herunder udfærdigelse af krav, standarder og dokumentation for/til disse
Ansøgerprofil

Stillingen kræver en solid forståelse af data og processer samt evnen til selv at programmere løsninger. Det er ikke afgørende om du kender vores data på forhånd. Så om du er sociolog, fysiker, ingeniør eller noget fjerde er underordnet. Det vigtige er, at du medbringer viden om og engagement i data, herunder:

  • En relevant akademisk uddannelse
  • Stærk data- og procesforståelse
  • Erfaring med automatisering af datahåndtering
  • Du trives i og med koordinering af tværgående IT-projekter
  • Har kendskab til DevOps (vil være en fordel)
  • Kan programmere, gerne i Python
  • Har erfaring med håndtering og strukturering af mange typer data, herunder gerne kendskab til cloud-baserede teknologier og eventuelt parquet-filer.
Om Forskningsservice

I Forskningsservice, Danmarks Statistiks kontor for mikrodataservice, arbejder vi for at gøre Danmarks Statistiks unikke registerdata let tilgængelige for forskere, som har behov for skræddersyede data til særlige analysebehov. Vi har en central rolle i at nyttiggøre Danmarks Statistiks mange data, så de kan komme samfundet mest muligt til gavn. Vi arbejder også på at øge kvaliteten af Danmarks Statistiks data og dokumentationen heraf.

Kontoret har igennem de seneste år været i vækst og består i dag af ca. 40 personer. Vi værdsætter det kollegiale fællesskab med en behagelig omgangstone og har fokus på en god, struktureret oplæring af nye medarbejdere. Organisatorisk vil du i Forskningsservice blive en del af et lokalt IT-team på 6 personer.

Løn og ansættelse

Aflønning sker efter gældende overenskomst for akademikere i staten. Stillingen ønskes besat snarest muligt.

Kontakt og ansøgning

Ansøgningsfristen er den 12. juni 2025 og med ansættelse den 1. august 2025.

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte Nikolaj Borg Burmeister på 29475806 eller nbu@dst.dk.

Er du i besiddelse af de nævnte kvalifikationer, og har du lyst til at arbejde med forskningsservice, så send os din ansøgning, eksamenspapirer og CV ved at klikke på "Søg stillingen" nedenfor.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Kort om Danmarks Statistik

Danmarks Statistik er en fagligt uafhængig institution og den nationale myndighed for officiel statistik i Danmark. Vores vision er at være den foretrukne kilde til troværdig viden om det danske samfund. Vi indsamler, bearbejder og offentliggør statistik og data om samfundsforhold. Danmarks Statistik har cirka 600 ansatte og er en familievenlig arbejdsplads med gode udviklingsmuligheder. Du kan få et hurtigt overblik over Danmarks Statistik på www.dst.dk.

Se vores medarbejdervideo her: https://youtu.be/UanDN4JQ5us

Du kan følge os på LinkedIn. https://dk.linkedin.com/company/statistics-denmark

Log ind