Datakonsulent med skarpt brugerfokus

fuldtid
Datakonsulent med skarpt brugerfokus
  • Skatteforvaltningen, Aarhus, Lyseng Allé
  • Lyseng Allé 1, 8270 Højbjerg
Vil du være med til at understøtte, at både direktionen og dine kolleger på grænsestregen kan træffe datadrevne beslutninger? Trives du i rummet mellem forretning og it-understøttelse, og kan du omsætte store datamængder til tilgængelige og indsigtsfulde dataprodukter? Så er du måske vores nye datakonsulent.

Bidrag til god og effektiv brug af data, og understøt effektiv toldkontrol
I Data har vi til opgave at understøtte Toldstyrelsen på dataområdet og arbejder for, at styrelsen bliver stadig mere datadrevet. Det gør vi blandt andet ved at udvikle rapporter til både strategisk og operationelt brug for databrugere fra direktionsgangen og helt ud på grænsestregen.

Dine opgaver vil koncentrere sig om at:

  • afdække brugernes rapporteringsbehov
  • udvikle opgørelser af måltal
  • udvikle rapporter i Power BI, herunder at modellere data
  • undervise i brugen af rapporter
  • gøre det let at være databruger i Toldstyrelsen
  • bidrage til udviklingen af koncepter og arbejdsgange for kontoret.
Kontoret løser derudover en bred vifte af opgaver, fx kravspecifikation og test af data fra nye systemer, rapportering til EU og udvikling af styrelsens datamodenhed. Du skal være indstillet på også at bidrage til den type opgaver.

Kontoret består af en kontorchef og 11 medarbejdere (inklusive dig), som alle arbejder med data hele vejen fra udtræk ved kilden til implementering af en færdigudviklet rapport.

Struktureret og samarbejdsorienteret med fokus på brugeren
Din uddannelse er ikke afgørende, og du er enten nyuddannet eller har nogle års erfaring med lignende opgaver. Din erfaring kan komme fra fx avanceret Excel-arbejde eller fra arbejde med Power BI, Tableau, SAS eller STATA.

Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har arbejdet med DAX, SQL og Power BI og har erfaring med eller kendskab til at arbejde med begrebsmodeller og logiske datamodeller.

Det er vigtigt, at du har et stærkt end-to-end-fokus i udviklingen af dataprodukter. Det vil sige, at du både kan afdække og forstå behov, kan omsætte behovene til dataløsninger og kan implementere løsningerne hos brugerne. Du skal kunne dykke ned i kildesystemerne og sammen med dine toldfaglige kolleger finde frem til de processer, hvor det giver værdi at indarbejde data.

Det er vigtigt, at du har lyst til og flair for at forstå dine toldfaglige kollegers opgaver, så kontoret bliver en attraktiv sparringspartner i udviklingen af den mere datadrevne Toldstyrelse.

Desuden lægger vi vægt på, at du:

  • arbejder struktureret
  • er drevet af at forstå, hvordan data kan hjælpe dine toldfaglige kolleger, og hvordan ledere kan sætte data i spil
  • hele tiden har den enkelte brugers dataoplevelse som pejlemærke
  • kan lide at samarbejde med mange forskellige faggrupper
  • går dedikeret og optimistisk til dine opgaver.
Vi understøtter en international samfundsopgave
Toldstyrelsen har ca. 900 medarbejdere fordelt over hele landet. Vi kommer med vidt forskellige baggrunde og fagligheder – men vi er alle drevet af at tage del i en vigtig opgave, og vi er stolte af de resultater, vi skaber. I staben arbejder vi hver dag ambitiøst på at understøtte styrelsens kerneopgaver, og vi samarbejder på tværs af hele organisationen om konstruktive løsninger. Hvis du har lyst til at samarbejde med engagerede kolleger i hele landet og vil være med til at løse en international opgave, der skaber værdi for Danmark og sikrer det danske samfund, så er Toldstyrelsen noget for dig. Sammen skaber vi muligheder på tværs af grænser.

I Data værdsætter vi stor selvstændighed i arbejdet, fleksibilitet og gode udviklingsmuligheder. Vi hjælper hinanden og har en uhøjtidelig og humoristisk omgangstone kombineret med en dyb respekt for vores faglighed og opgaver.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Send ansøgning, CV, eksamensbevis og evt. andre relevante dokumenter via linket ”Søg stillingen” senest torsdag den 5. juni 2025.

Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte fg. kontorchef Michael Philip Poulsen på telefon 72 37 72 46.

Vi holder første samtalerunde torsdag den 12. og fredag den 13. juni 2025. Samtalerne foregår på Lyseng Allé i Højbjerg.

Forud for ansættelsen indhenter vi referencer og straffeattest. Du skal være opmærksom på, at din ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde denne sikkerhedsgodkendelse under din ansættelse i stillingen.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Ansættelse vil være i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.

Arbejdsstedet er Lyseng Allé 1, 8270 Højbjerg.

Læs mere om ansættelse i Toldstyrelsen på toldst.dk/job.

Log ind