Tag føringen på et unikt tjenestested med historiske rammer og moderne drift Som chef for Etablissementspartnerelementet på Svanemøllens Kaserne får du ansvar for ledelse, drift og serviceleverancer på to af Forsvarets mest markante lokaliteter. Her er du både den daglige drivkraft og den lokale nøgleperson for et velfungerende etablissement. Om os Etablissement- og Terrænkommandoen ved Forsvarskommandoen (tidligere Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse) har 28 etablissementspartnerelementer, som er fordelt på Forsvarsministeriets tjenestesteder. Vi har blandt andet selvstændigt ansvar for bygningsdrift og mindre vedligeholdelsesopgaver, og det er vores rolle, at støtte tjenestestedscheferne i forhold til etablissementsdrift og udvikling af tjenestestedet.
Lokalt er vi tjenestestedets og brugernes primære indgangsvinkel til rekvirering af ydelser hos Etablissement- og Terrænkommandoen. Vores opgaver omfatter håndtering af alle typer af brugerhenvendelser, initiering af indkøb, praktiske drifts- og vedligeholdelsesopgaver, støtte til arrangementer, tilsyn, kvalitetssikring, varemodtagelse, mv. Alt i alt håndterer vi alle de spørgsmål, forespørgsler eller forhold som relaterer sig til det at drive domiciler under Forsvarsakademiet i København og på Frederiksberg og de tilknyttede faciliteter og arealer hertil.
Etablissementspartnerelement Svanemøllen består primært af to etablissementer: Svanemøllens Kaserne og Frederiksberg slot.
Om stillingen Som chef for etablissementspartnerelementet refererer du til områdechef major Nikolaj Dalbjerg Sørensen, som ligeledes er ansvarlig for flere andre Etablissementspartnerelementer.
Din vigtigste opgave som chef for partnerelementet er, at sikre at domicilernes faciliteter opfylder de nødvendige behov for de ansatte og eleverne. Fokus er at sikre serviceleverancer til enhederne og eleverne samt at støtte kollegaer i kommandoen med lokalkendskab.
Du bliver blandt andet ansvarlig for den daglig ledelse af elementets medarbejdere og derudover bliver du i tæt samarbejde med nærværende tjenestestedschef ansvarlig for:
- Daglig iværksættelse af opgaver.
- Prioritering og styring af facility management ydelser.
- Etablissementsdrift.
- Bygningsvedligeholdelses- og tekniske projekter.
- At udarbejde lokale driftsplaner
- At overholde samt sikre opfølgning på budgetter
- At tilsikre at opgaveløsning sker i rammen af kommandoens godkendte driftsmanual og indkøbsprocesser.
Du skal ligeledes varetage de personalerelaterede opgaver, herunder at udvikle og optimere elementets interne processer og opgaveløsning, samt sikre relevant kompetenceudvikling, herunder gennemføre udviklings-, FOKUS- og lønsamtaler. Du får mulighed for, at arbejde med mange forskellige arbejdsopgaver som spænder fra ledelse og drift til økonomiopfølgning og brugertilfredshed. Spændet i dine samarbejdsflader er bredt, hvilket giver stor dynamik i hverdagen.
Du bliver ansvarlig for kontrol og varemodtagelse af leverancer fra eksterne leverandører, herunder lokal opfølgning på klager, fejl og mangler, samt tager ansvar for problemløsningsprocessen ved tvister og behandling af lokale klager.
Du kommer desuden til at fungere som Etablissement- og Terrænkommandoens lokale repræsentant på etablissementerne, hvor dit indgående kendskab skal sikrer en solid støtte til brugerne. Det indebærer også en del mødeaktivitet med Tjenestestedschefen og øvrige brugere.
Der må forventes rejseaktivitet i forbindelse med centrale møder ved Etablissement- og Terrænkommandoen, som vil finde sted på etablissementer rundt om i hele landet.
En mindre del af arbejdet kan ligge uden for normal arbejdstid.
Om dig Du har en stærk faglig profil, med grundlæggende viden og erfaring inden for Facility management, sagsbehandling, økonomi- og budgetstyring.
Det er et krav, at du har erfaring med etablissementsdrift, samt kendskab til kunde- og leverandørforhold i forbindelse med håndtering af eksterne leverandører.
Vi forestiller os, at du har en akademiuddannelse i ledelse eller tilsvarende. Ellers skal du være motiveret til at gennemføre denne.
Du besidder relevant ledelseserfaring fra en driftsorganisation, eller anden offentlig organisation.
Du har erfaring med at drage maksimalt udbytte af dit teams potentiale, og kommunikerer nemt med dine kollegaer, medarbejdere og kunder. Du går forrest og viser vejen.
Vi ser gerne at du:
- Er løsningsorienteret.
- Har forståelse for processer og procedurer.
- Har evnen til at træffe svære beslutninger, samt skabe og fastholde stabile og længerevarende relationer - også i en hverdag med et foranderligt og til tider højt tempo.
- Kan formulere dig præcist både skriftligt og mundtligt,
- Har erfaring i anvendelse af IT- værktøjer og Microsoft Office pakken og har du kendskab til SAP DeMars, er det en fordel.
Det er ligeledes en fordel, at du har kendskab til Forsvarsministeriets koncern, offentlig forvaltning og Forsvarets forvaltningspraksis.
Ligesom at det foretrækkes, at du har gjort tjeneste på et af Forsvarets tjenestesteder.
Ansættelsesvilkår Du ansættes efter gældende relevant overenskomst.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er på Svanemøllens Kaserne.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Områdechef Nikolaj Dalbjerg Sørensen på telefon 2540 7826.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Julie Cramer-Palmquist på telefon 3266 5848.
Ansøgningsfristen er den 30. maj 2025. Samtaler forventes afholdt umiddelbart herefter.
Stillingen er ledig til besættelse snarest muligt, eller efter aftale.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM ETABLISSEMENT- OG TERRÆNKOMMANDOEN Etablissement- og Terrænkommandoen støtter og servicerer militære og civile myndigheder under Forsvarsministeriet. Vores opgave er at levere og udvikle attraktive fysiske rammer, som er nødvendige for deres daglige virke.
Vi bygger nyt, vedligeholder, driver kantiner og gør rent på tjenestesteder i hele landet.
Vi har på vegne af Forsvarskommandoen og i yderste led Forsvarsministeriet ansvaret for det grønne område, der blandt andet omfatter miljø, energi og naturpleje.
Vores hovedkontor er i Hjørring, men vi har medarbejdere i hele landet. Vi er i alt 1600 ansatte, der tæller både civilt og militært ansatte. Vi er en organisation baseret på stærke fagfællesskaber, og vi prioriterer det tværgående samarbejde højt.
• Vi har ansvaret for over 600 lokationer spredt ud over hele Danmark.
• Vi administrer over 6000 bygninger og forvalter øvelsesområder, der samlet set er på størrelse med Mors.
• Vi bygger og vedligeholder i år for knap en milliard og er blandt andet bygherre på store projekter som campus til de nye F35-kampfly, genetableringen af Jordbaseret Luftforsvar på Skalstrup Flyvestation m.v.