Byplanlægger til Køge

fuldtid
Byplanlægger til Køge
  • Køge Kommune
  • Torvet 1, 4600 Køge
Det går stærkt i Køge! Vi har travlt med at udvikle ny by - og gøre det på en måde, som understøtter den grønne omstilling. Hvis du vil være med, så har du chancen nu!

Vi søger en ny kollega til Køge Kommunes planteam. Du skal primært arbejde med lokalplanlægning, men også bidrage til planteamets øvrige arbejde med kommuneplanlægning, myndighedsbehandling, borgerbetjening mv.

Køge ligger lunt i svinget – mellem land og by, hovedstad og Sjælland, og der er mange som gerne vil bygge her. Lige nu er vi bl.a. i gang med at omsætte helhedsplaner for vores byudviklingsprojekter Herfølge Bjergby, Ravnsborg Enge, Køge Nord og Køge Kyst til lokalplaner. Samtidig har vi gang i en række lokalplaner for både små og store boligbebyggelser, erhvervsområder, dagligvarebutikker og meget andet.

Vi er også i gang med at integrere den grønne omstilling i vores planlægning. Vi har bl.a. udviklet Køge-Kompasset, som er vores bæredygtighedsdialogværktøj til lokalplanprocesser, og vi opbygger løbende ny viden om bæredygtighed i planlægningen.

Hvem er vi

Planteamet er et af seks teams i Køge Kommunes Plan, Byg og Miljøafdeling. Vi er 13 planlæggere og en teamleder, og vi er en god blanding af erfarne medarbejdere og nye kræfter.

Vi arbejder med kommune- og lokalplanlægning, helhedsplaner, varmeplanlægning, landzoneadministration mv., og vi arbejder tæt sammen med vores kolleger i afdelingens øvrige teams: Byggesag, Køb og salg, Grøn Omstilling, Miljø og Affald samt Vand og Jord og med vores ”søster-afdeling” Vej, Park og Byrum.

Vi søger

Vi søger en ny kollega, som har lyst til at indgå aktivt i vores arbejde med at styrke den gode planlægning.

Som en af dine første opgaver vil du skulle være projektleder på en eller flere lokalplaner. Det betyder, at du skal kunne være projektleder og gerne have styr på det planmæssige og juridiske i en lokalplan. Det er en fordel, hvis du har kendskab til arbejdet i en politisk organisation.

Herudover håber vi, at du:

  • er uddannet arkitekt eller har en anden relevant uddannelse.

  • har viden om og interesse i bæredygtig planlægning.

  • har lyst til at samarbejde og indgå i et engageret fagligt fællesskab – både med kolleger i planteamet og med andre fagligheder, særligt på klima, miljø og trafikområdet.

  • evner at se en sag fra flere sider og evner den gode dialog med bygherrer, konsulenter, borgere, interessenter, politikere m.fl.

  • kan kommunikere klart og gerne i illustrationer. Vi arbejder mest med Adobe Illustrator, men vi vil gerne arbejde mere i f.eks. Rhino.

Vi tilbyder
  • En fuldtidsstilling i et team hvor fagligheden er høj, og engagementet er stort. Vi arbejder ambitiøst med planlægning, og vi tager gerne en faglig diskussion.

  • Mulighed for at være med til at præge udviklingen i en kommune, hvor der er gang i rigtig mange spændende projekter, og mulighed for at gøre en forskel for den grønne omstilling, som (heldigvis) fylder mere og mere i vores arbejde.

  • Et tillidsbaseret arbejdsmiljø med mulighed for en høj grad af selvledelse.

  • Et fleksibelt arbejdsliv med gode muligheder for hjemmearbejde.

  • Godt kollegaskab. Selvom vi har en travl hverdag, prioriterer vi kaffepauser, udflugter og fest. Vi har det godt og sjovt sammen, og omgangstonen er uhøjtidelig.

Ansættelsesforhold

Løn og ansættelse sker efter gældende overenskomst. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt.

Stillingen forventes besat pr. 1. august 2025, men gerne før.

Arbejdet er på Køge Rådhus, Torvet 1, 4600 Køge. Rådhuset ligger ved Køge Station, hvor der er gode forbindelser med både S-tog og regionaltog. Vi er mange i planteamet, som pendler fra København og omegn.

Besøg vores hjemmeside www.koege.dk, hvor du kan få mere at vide om Køge Kommune.

Byplanlægning

Din ansøgning

Du skal sende din ansøgning online på ”Søg stillingen”. Vedhæft derefter din ansøgning, CV og evt. referencebilag.

Send din ansøgning så vi har den senest den 9. juni 2025 kl. 23.59.

Vi gennemfører ansættelsessamtaler den 12. juni 2025.

Log ind