Boligsocialt Område søger sagsbehandler til krisecenterområdet

fuldtid
Boligsocialt Område søger sagsbehandler til krisecenterområdet
  • Den Sociale Hjemmepleje - Københavns Kommune
  • Vibevej 9, 2400 København NV
Boligsocialt Område søger en sagsbehandler til krisecenterområdet, som har lyst til at gøre en indsats for voldsramte personer og udsatte borgere.

Lidt om os
Det Boligsociale Område er et myndighedsområde i Socialforvaltningen, der beskæftiger sig med udsatte borgere på tværs af målgrupper og alder med et primært fokus på bolig, hjemløshed og beskæftigelse. Med ca. 120 medarbejdere er vi er en god blanding af sagsbehandlere, boligrådgivere og andre socialfaglige medarbejdere, som i det daglige har mange fælles berøringsflader og drager stor nytte af hinanden.

Vi samarbejder tværfagligt og inviterer interne og eksterne aktører ind i opgaveløsningen i samarbejde med borgeren, og vi insisterer på at støtte borgeren i at være en del af hele samfundet.

Det Boligsociale Område finder, udvikler og anviser mulige veje til mestring af et godt liv. Boligindsatsen spiller en vigtig rolle, fordi en bolig for de fleste mennesker er en base, hvorfra andre forhold, der giver livet værdi, kan udspringe. Boligindsatsen er også en sammenhængende og integrerende indsats, hvor der skabes sammenhæng mellem borgere, professionelle aktører og civilsamfund.

Beskrivelse af opgaven
Du bliver en del af vores Krisecenterteam, hvor indsatsen er målrettet voldsramte borgere på krisecentre og borgere der er udsat for æresrelaterede konflikter og social kontrol.

I krisecenterteamet arbejder sagsbehandlerne blandt andet fremskudt ude på krisecentrene. Her yder de en systematisk og håndholdt indsats for at hjælpen borgeren tilbage i egen eller anden bolig.

Krisecenterteamet udgøres af seks medarbejdere. De arbejder med sagsbehandling, og herigennem også implementering af bolighjemløse-reformen blandt andet gennem forløbsprogrammer, der skal sikre hurtig afklaring af borgers behov.

Sagsbehandlerne bygger bro til andre relevante kommunale tilbud – f.eks. indstilling til egen bolig via den boligsociale anvisning med Housing First bostøtte jf. §85a eller til botilbud jf. §§ 107/108, hvor der afklares via VUM. De bygger også bro til relevante tilbud udenfor kommunalt regi i samarbejde med civilsamfundet.

Som sagsbehandler skal du også samarbejde med de øvrige faggrupper i det boligsociale område og yde sparring til kollegaer omkring hvilken indsats, der kan/skal ydes i forhold til at afhjælpe den enkelte borgers udfordringer.

Der arbejdes primært indenfor servicelovens rammer og arbejdsopgaverne er mangfoldige, hvilket bidrager til en spændende og varieret arbejdsdag.

Typiske arbejdsopgaver kan være at

  • være koordinerende myndighedssagsbehandler for borgere på krisecentre
  • tilbyde og udarbejde sociale handleplaner jf. sel. § 141 samt § 12a
  • udarbejde indstilling til bolig via den boligsociale anvisning herunder afklarende samtaler, afklaring af støttebehov og udarbejdelse af budget
  • give bred og faglig rådgivning og vejledning til borgerne
  • koordinere på tværs af forvaltninger og samarbejdspartnere
  • bygge bro til andre relevante kommunale tilbud f.eks. § 83, § 85, § 85a, § 107 og § 108
  • bygge bro til relevante tilbud udenfor kommunalt regi i samarbejde med civilsamfundet
  • indgå i faglig sparring og samarbejde med de øvrige faggrupper i det boligsociale område
Lidt om dig

  • Du har et godt kendskab til den sociale lovgivning, er uddannet socialrådgiver, socialformidler eller har en tilsvarende relevant socialfaglig uddannelse
  • Det er en fordel, hvis du har kendskab til eller erfaring med voldsramte personer eller arbejde med udsatte borgere og psykisk sårbare grupper.
  • Du evner at arbejde med flere sideløbende opgaver og kan arbejde tværfagligt
  • Du lægger stor vægt på samarbejde og kollegial sparring på tværs af faggrænser
  • Du har gode sproglige og skriftlige kommunikationsevner
  • Du finder det spændende at arbejde i en enhed, hvor politiske fastlagte mål styrer indsatserne
  • Du kan arbejde struktureret og er god til at holde overblikket i en travl hverdag
Vi tilbyder

  • En arbejdsplads, hvor kompetenceudvikling er i fokus
  • En arbejdsplads, hvor videndeling og sagssparring er højt prioriteret
  • En arbejdsplads, hvor psykologisk tryghed og stærke arbejdsfællesskaber vægtes højt
  • Flekstidsaftale, hvor du i høj grad selv kan være med til at planlægge din egen arbejdstid
  • Individuelt tilrettelagt introforløb som nyansat
  • Månedlig supervision
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning vil ske efter overenskomst for socialrådgivere, socialformidlere og/eller HK- overenskomst for administration og IT.

Arbejdstiden er på hverdage og 37 timer ugentligt.

Stillingen er til besættelse snarest muligt.

Som led i ansættelsesprocessen indhentes privat straffeattest.

Yderligere oplysninger
Er du interesseret i at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte socialrådgiver Lena Nielsen på 21 78 13 51, socialformidler Ingelise Tengberg på 51 71 70 50 eller afdelingsleder Tanja Bæklund på 40 16 90 09.

Vi lægger vægt på en motiveret ansøgning med dine refleksioner over jobbet

Søg via linket senest onsdag den 22. oktober 2025
Ansættelsessamtalerne forventes afholdt i uge 44.

Log ind