Bliv en del af holdet bag Københavns Universitets mission for efter- og videreuddannelse – Vi søger to kursus- og eksamensmedarbejdere!

fuldtid
Bliv en del af holdet bag Københavns Universitets mission for efter- og videreuddannelse – Vi søger to kursus- og eksamensmedarbejdere!
  • KU - FA - Kbh K
  • Universitetsfirkanten, Nørregade 10, 1165 Kbh. K
I Center for Videreuddannelse og Livslang Læring (VLL) arbejder vi ud fra en ambition om at gøre Københavns Universitet til en livslang læringspartner for ansatte i erhvervslivet. Det kræver et stort udviklingsarbejde med at få opbygget vores center, så det effektivt understøtter vores efter- og videreuddannelsestilbud og forretningsmæssigt understøtter udviklingen af nye tilbud. Derfor leder vi efter to nye kollegaer, der vil være med i den udvikling, vi er i gang med – måske en af dem kan være dig?

VLL er et specialiseret center på Københavns Universitet, der arbejder bredt med opgaver knyttet til udvikling og udbud af efter- og videreuddannelse; både uddannelser, længere kurser, korte kurser og konferencer. Disse to stillinger er opslået i det team, der primært varetager administrationen af kurser, konferencer og eksamener.

Stillingen

I vores kursus- og eksamensteam arbejder vi tæt sammen med kursusansvarlige og undervisere og sætter altid de studerende i centrum. Vores team håndterer blandt andet:

  • Kursus- og eksamensplanlægning
  • Understøttelse af kurser, konferencer og faglige arrangementer
  • Kommunikation og vejledning af studerende og kursusdeltagere
  • Understøttelse af undervisere og kursusansvarlige
  • Absalon (KU’s Læringsplatform)
  • Eksamensafvikling
  • Aflønning af undervisere
  • Forplejning og lokalebookning
  • Ad hoc-opgaver som booking af konferencecentre, studieture og sociale arrangementer
I teamet arbejder vi tæt sammen, og du behøver ikke være ekspert i alle opgaver, men vi mangler i teamet særligt kollegaer, der har erfaring med nogle af nedenstående opgaver:

  • understøttelse af kortere kurser og konferencer (ikke akkrediterede aktiviteter)
  • vejledning og kommunikation med studerende, herunder vejledning på både mail og telefon.
  • lokalebookningsprocessen, herunder arbejde i Syllabus (KU’s skemalægningssystem)
  • arbejde med strukturelle studieordninger
  • aflønning af undervisere
Da der er to stillinger til opslag, forventer vi ikke du nødvendigvis har erfaring med alle ovenstående områder.

At arbejde i VLL

I VLL er der ”højt til loftet”, og der er rig mulighed for at præge både afdelingen, opgaveløsningen og sætte fokus på din egen faglige udvikling. Derfor må du også gerne være ambitiøs. Vi er i afdelingen på en rejse mod selvledende teams og ønsker kollegaer, der vil bidrage i denne rejse. Vi kan derfor tilbyde dig en stilling, hvor du får nogle fantastiske kollegaer, der skaber gode rammer, og et arbejdsmiljø, hvor du får mulighed for at tage ansvar og selv udvikle dig ind i dine arbejdsopgaver og -relationer.

Vi leder efter en kollega der:

  • Bringer kompetencer og erfaring ift. de opgaver, der er i teamet. Vi håber du bringer en faglighed, der kan være med til at udvikle teamet
  • Er god til og holder af samarbejde med universitetets fagmiljøer
  • Har et stærkt servicegen – og er parat til at yde den ekstra service og fleksibilitet, det kræver når man arbejder med efter- og videreuddannelse
  • Er en god kollega, der holder af at arbejde teambaseret
  • Kan bidrage aktivt til vores fokus på driftsudvikling og procesoptimering
Ansættelsesvilkår

Hvis du har en akademisk uddannelse, vil ansættelse i udgangspunktet ske i henhold til overenskomsten mellem Finansministeriet og AC om ansættelse af akademikere i staten med indplacering som fuldmægtig.

Hvis du har anden baggrund end en akademisk uddannelse, ansættes du somkontorfunktionær i løngruppe 3 i henhold til Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK/stat).

Der vil være mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer.

Ansættelsen vil være på 37 timer om ugen, vi har flekstid og mulighed for hjemmearbejde i op til to dage om ugen.

Ansøgning

Send din ansøgning vedlagt CV og relevant dokumentation elektronisk via Jobportalen (tryk på linket "SØG STILLINGEN" nederst i opslaget) senest den 29. januar 2026. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler 5. februar og eventuelt anden samtale 18. februar. Ansættelsesstart 1. april.

Spørgsmål om stillingen rettes til sektionsleder i Videreuddannelse og Livslang Læring, Mette L. Bergenser, mette.bergenser@adm.ku.dk, tlf. 35326316.

Københavns Universitet er i gang med at implementere en ny fælles administrativ organisering og nye arbejdsgange, som medfører forandringer de kommende år. For yderligere oplysninger kan du evt. kontakte Mette L. Bergenser 35-326316 samt tillidsrepræsentanterne på tr-hk-indreby@adm.ku.dk (HK) hhv. ac-tr@adm.ku.dk (AC).

Log ind