Er du god til at skabe relationer, har du erfaring med mennesker med autisme, senhjerneskade eller psykisk sårbarhed, og brænder du for at bygge bro til arbejdsmarkedet? Så bliv vores nye beskæftigelseskoordinator i Jobmatch og vær med til at gøre en forskel i det nyetablerede Autismehus i Valby.
Jobmatch arbejder for at skabe jobs, der giver mening, indhold og livskvalitet – for mennesker, der ønsker at bidrage, men har brug for en anden ramme. Vi tilbyder støtte, sparring og vejledning – og vi tror på, at stærke relationer er vejen til gode og meningsfulde beskæftigelsesforløb.
Vi arbejder for et mere rummeligt og mangfoldigt arbejdsmarked og har en vision om, at der skal være plads til flere borgere med anderledes behov på arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt, at du også vil ud på uddannelsesinstitutioner og virksomheder og dele din viden og vision for at være med til at sikre en forebyggende og udviklende jobindsats.
I den forbindelse står vi også overfor at udvide vores målgruppe, så vi bl.a. også fremadrettet kan yde støtte i isbryderordninger.
Vi søger derfor en engageret beskæftigelseskoordinator til en 2-årig projektstilling med opstart den 1. december 2025.
Om jobbet Jobmatch er et selvvisiterende tilbud, som hjælper mennesker i fleksjob eller med førtidspension vedr. beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked. Førtidspensionisterne støtter vi med jobsøgning og efterfølgende opfølgning, og fleksjobberne tilbyder vi støtte til bisiddende samtaler på jobcentret eller opfølgning i deres ansættelser.
Vi arbejder i høj grad med relation- og netværksdannelse til både borgere, virksomheder, relevante samarbejdspartnere samt jobcentret og har en oplevelse af, at det giver en kortere vej til et godt samarbejde.
Vores hverdag kan ændre sig hurtigt, og vi plejer at sige, at vi har noget af en blækspruttefunktion for at få alle ender til at hænge sammen. Det er derfor vigtigt, at du er fleksibel og formår at strukturere din tid og prioritere, hvad der er vigtigst at handle på. Vi arbejder hele tiden med at være aktuelle over for de behov, vi møder – derfor er det vigtigt, at du trives i at tænke hurtigt og arbejde i et omskifteligt miljø.
Jobmatch er en del af Socialforvaltningens Center for Aktivitet, Beskæftigelse og Støtte i egen bolig, og vi er organisatorisk forankret i Jobmatch og Fællesskaber.
Dine opgaver vil bl.a. være - opsøgende virksomhedskontakt og match mellem borger og arbejdsplads
- at arbejde relationelt til borgere, så du kan understøtte deres trivsel på en arbejdsplads
- deltagelse i jobsamtaler og opfølgning i ansættelser
- at støtte borgere i kontakt med fx jobcenter eller virksomheder
- rådgivning til virksomheder om målgruppen og skånehensyn
- at samarbejde med pårørende, bosteder og andre fagpersoner
Vi holder til i Autismehuset i Valby, men arbejder i hele København. Vores arbejde er fleksibelt og meget udekørende, da vi har møder på mange forskellige matrikler; du skal kunne lide at være på farten og tage elcyklen rundt i København.
Vi leder efter dig, som - har en socialfaglig baggrund – gerne fra jobcenter eller det pædagogiske område
- er opsøgende, energisk og har blik for det gode match
- har erfaring eller kendskab til målgruppen
- er god til at skabe relationer og samarbejde bredt
- kan arbejde selvstændigt og struktureret – også i et omskifteligt miljø
- tør banke på nye døre og finde løsninger, hvor andre ser begrænsninger
- har flair for IT og gerne kendskab til SoMe
Hos os får du - et lille og stærkt team i udvikling – du bliver vores tredje kollega
- en arbejdsplads med højt humør, stort hjerte og faglig stolthed
- mulighed for at planlægge dine egne dage
- gode muligheder for faglig og personlig udvikling
- en meningsfuld hverdag, hvor du gør en reel forskel
Ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt.
Vi ønsker stillingen besat den 1. december 2025 eller snarest muligt efter og er tidsbegrænset til udgangen af november 2027. Der kan komme mulighed for forlængelse.
Mere information Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte beskæftigelseskonsulenterne Ditte Timm Frørup på 61 61 10 06 eller Sofie Gaard på 21 15 93 29.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest tirsdag den 28. oktober 2025 Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 30. oktober 2025.