Behandlingsansvarlig psykolog til Dagbehandlingsskolen Frederikshøj

fuldtid
Behandlingsansvarlig psykolog til Dagbehandlingsskolen Frederikshøj
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København
Brænder du for at gøre en forskel for udsatte børn og unge?
På Frederikshøj søger vi en psykolog, der vil være med til at skabe udvikling, trivsel og mening i hverdagen for børn med komplekse udfordringer. Her bliver du en del af et ambitiøst og tværfagligt miljø, hvor vi arbejder mentaliseringsbaseret, traumeinformeret og med fokus på nye veje – både i og uden for skolen.

Om os
Frederikshøj er en skole- og dagbehandlingsinstitution med 45 børn i alderen 6-15 år. Målgruppen er børn og unge med udsathed og socioemotionelle, psykologiske og psykiatriske vanskeligheder. Flere af børnene har ekstrovert adfærd og diagnoser indenfor det psykiatriske område såsom ADHD, autisme og tilknytningsforstyrrelse. Frederikshøj arbejder miljøterapeutisk, mentaliseringsbaseret, traumeinformeret og med Low Arousal.

Aktuelt er der ved at blive udviklet et erhvervsspor for de ældre elever, samt et øget fokus på familiebehandling som en del af skoletilbuddet. Frederikshøj har en afdeling i Skodsborg (Jakobs Skole), hvor der også vil være psykologopgaver. Derudover arbejder vi i Skolealliancen med fleksible indsatser og inkluderende forløb i folkeskolen.

På institutionen er der ansat pædagoger, lærere, psykologer, socialrådgivere, afdelingsledere og institutionsleder m.fl. Du vil i praksis indgå i samarbejde med en anden intern behandlingsansvarlig psykolog. Vi er en ambitiøs og visionær institution, der har et klart mål om at gå nye veje i samarbejde med børnene, de unge og deres netværk, for sammen at skabe bedre trivsel, og muligheder for udvikling og uddannelse.

Om stillingen
Vi søger en psykolog, der kan være ansvarlig for tilrettelæggelsen behandlingsarbejdet omkring eleverne og på samme tid bidrage til at styrke metoder og strukturer i vores teams af dygtige medarbejdere. Dine arbejdsopgaver vil blandt andet bestå af

  • udarbejdelse af behandlingsplaner og løbende tilpasning af børnenes fokusmål
  • supervision af teams bestående af lærere og pædagoger
  • løbende sagssparring med personalet med afsæt i enkelte børns vanskeligheder
  • korte individuelle samtaleforløb med børnene
  • observationer og psykologisk undersøgelse til både intern og ekstern brug
  • defusing og debriefing individuelt og i grupper
  • medvirke til udvikling og beskrivelse af institutionens behandlingsgrundlag
  • sparring til ledelse, herunder udviklingen af behandlingsretningen på institutionen
Som psykolog på Frederikshøj vil du også blive en del af psykologgruppen på tværs af institutionerne.

Vi søger en ny kollega, som

  • har erfaring med pædagogisk praksis
  • er stærk teoretisk og empirisk funderet indenfor udviklingspsykologi, klinisk børnepsykologi og børneneuropsykologi
  • har erfaring med at arbejde tværfagligt og tror på, at de bedste løsninger udvikles tværfagligt og i samarbejde med kolleger, borgere og de mange eksterne samarbejdspartnere
  • er en god formidler, både skriftligt og mundtligt, som kan være med til at dokumentere, sparre og formidle kompleks psykologfaglig og praksisnær viden om unges individuelle støttebehov og behandlingsstrategier til dine kolleger
  • er interesseret i at udvikle på en miljøterapeutisk tilgang til arbejdet med børn og unge
Vi tilbyder

  • et stærkt arbejdsfællesskab, hvor ledelse og medarbejdere sætter kvalitet, faglighed og samarbejde højt
  • en arbejdsplads med gensidig tillid mellem ledelse og medarbejdere og en høj grad af inddragelse
  • et godt socialt fællesskab på tværs af faggrupper og med gode kolleger
  • et udfordrende, udviklende og meningsfuldt arbejde, hvor du hver dag sætter dit præg på elevernes trivsel og udvikling
  • mulighed for at sætte dit aftryk på udviklingen af Frederikshøj som dagbehandlingsinstitution
  • deltagelse i tværgående netværk med øvrige fagpersoner og psykologer
  • gruppesupervision på tværs af centeret, for psykologerne og lever op til krav for specialistuddannelserne og autorisation
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsfastansættelse på 37 timer om ugen, og aftales nærmere efter ønsker og kvalifikationer. Vi ønsker, at du kan starte den 1. oktober 2025. Ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Vi indhenter straffe- og børneattest samt udvidede referencer i forbindelse med ansættelsesprocessen.

Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte institutionsleder Anja Juul Andersen på 20 52 44 58. Du kan også læse mere om Frederikshøj her.

Søg via linket senest fredag den 1. august 2025
Vi holder ansættelsessamtaler i uge 33.

Om Socialforvaltningen i Københavns Kommune
Socialforvaltningen i Københavns Kommune arbejder for at støtte udsatte borgere og familier samt borgere med handicap i at leve gode og selvstændige liv. Vi tilbyder sociale indsatser på tværs af aldersgrupper og målgrupper – fra børn og unge med behov for støtte til voksne med sociale udfordringer eller handicap. Vi har klare faglige ambitioner om at hjælpe borgere frem mod øget trivsel og livsmestring. Dette sker gennem forebyggelse, behandling og specialiserede tilbud, der tilpasses den enkeltes behov. Fra den 1. januar 2025 består Socialforvaltningen af seks driftscentre, fire administrative centre og et ledelsessekretariat, der arbejder tæt sammen om at sikre helhedsorienterede løsninger og høj faglighed. Med en stærk tværfaglig tilgang og fokus på udvikling hjælper vi borgere med at møde hverdagens udfordringer og skabe nye muligheder.

Log ind