Arwos søger nye medarbejdere til Planlægning og Projekt

fuldtid
Arwos søger nye medarbejdere til Planlægning og Projekt
  • ARWOS SERVICE A/S
  • 6200

Arwos søger nye medarbejdere til Planlægning og Projekt

I Arwos står vi midt i en historisk forandring. Over de næste ti år ændrer vi spildevandsstrukturen i Aabenraa Kommune markant - med bl.a. centralisering til et samlet renseanlæg på Stegholt.

Samtidig har vi netop afsluttet arbejdet med vores nye drikkevandsstruktur. Det betyder, at vi skal bygge et nyt stort vandværk i Aabenraa.

De to centrale projekter medfører en del større anlægsprojekter, der kræver flere stærke faglige kræfter til vores organisation.

Derfor søger vi nu flere nye kolleger, der vil bidrage til arbejdet med at fremtidssikre forsyningen i Aabenraa Kommune.

Som en af vores nye kolleger vil du blive en del af en faglig opgradering, der skal sikre en bæredygtig og fremtidssikret forsyning for hele Aabenraa Kommune.

Du skal være klar til at tage ansvar for fællesskabet - for i Arwos løfter vi i flok.

 

Vi søger fire nye kolleger:


Procesingeniør/projektleder 

Vi søger en nøgleperson til arbejdet med optimering og udvikling af vores renseanlæg, særligt i forbindelse med udbygninger, renoveringer og den samlede centralisering af alt spildevandet til Stegholt, hvor vi bl.a. skal etablere en bedre kvælstofrensning samt integrere et 4. rensetrin. Du skal bygge bro mellem teori og praksis, og stillingen indebærer derfor et tæt samarbejde med både driftsteamet og projektorganisationen. Vi forestiller os, at du har erfaring fra en anden forsyning eller rådgiver med indsigt i de biologiske og tekniske processer på et renseanlæg.

Du vil få mange afvekslende opgaver. F.eks. skal du foretage procesberegninger og dataarbejde for optimering af de tekniske anlæg, være projektleder, koordinator eller deltage som sagsmedarbejder på henholdsvis renoveringsprojekter og nye anlæg vedrørende vores tekniske anlæg, herunder styring af de biologiske og kemiske processer.

Du får stor indflydelse på valget af løsninger og realiseringen at de forskellige tiltag til stor gavn for miljøet.

Du kan se frem til en spændende hverdag, hvor du vil få en aktiv rolle i nytænkningen af de tekniske løsninger, hvor du skal understøtte dine kolleger i henholdsvis drifts- og projektafdelingen. 

 

To projektledere til anlægsopgaver

Vi søger to projektledere med erfaring inden for hele processen omkring anlægsprojekter -  fra styring af kontrakter, projektering, udbud, byggeledelse og tilsyn. Projekterne spænder bredt: byggemodning, separatkloakering, pumpestationer, regnvandsbassiner, vandforsyningsprojekter og kloakrenoveringer. Du har blik for både helhed og detaljer samt formår at navigere mellem myndigheder, lodsejere, entreprenører og interne fagligheder.

Du kommer med erfaring fra andre forsyningsselskaber eller fra rådgiverbranchen.

Du kommer ind i et stærkt fagligt team, der består af seks meget erfarne projektledere. Sammen med dem skal du gennemføre de større anlægsprojekter, som skal realiseres i de kommende år. Vi har i afdelingen stor fokus på faglig udvikling, god sparring samt mentorordninger.

 

Planlægger med indsigt i myndighedsarbejde

Vi søger en planlægger med lyst til at arbejde med planlægningsopgaver og myndighedsbehandling i en forsyningsvirksomhed. Du får ansvar for udarbejdelse af ansøgninger og input til planer i forbindelse med myndighedsarbejdet for gennemførelsen af vores kommende projekter.

Du skal bistå med forskellige nødvendige ansøgninger og indgå i dialog med myndighederne om bl.a. udledningstilladelser, tillæg til spildevandsplaner samt øvrige planforhold.

Følgende kompetencer er relevante:

  • Har lyst til at lære nyt, herunder sætte sig ind i ny lovgivning
  • Vidensdeling internt og eksternt
  • Arbejder struktureret
  • (Civil)ingeniør eller lignende med relevant uddannelse eller faglig baggrund inden for afløb og/eller klimatilpasning
  • Har hydraulisk forståelse og interesse og gerne erfaring med hydraulisk modellering og analyse
  • Er fortrolig med GIS-værktøjer, MIKE+ og SCALGO

Det vil også være en fordel hvis du har indsigt i vandforsyningsplanlægning, gerne med erfaring i AQUIS.  Vi ser gerne, at du har erfaring fra kommune, forsyning eller rådgiver, og at du trives med koordinering og opgaver, der kræver systematik og overblik.

 

Generelt for alle stillingsopslag:

Det forventes desuden, at du:

  • Har kørekort til personbil
  • Er holdspiller, som både kan arbejde i teams og selvstændigt
  • Har gode kommunikationsevner på dansk, både mundtligt og skriftligt og kan begå dig på flere niveauer, både internt med driften og med eksterne interessenter som kunder og myndigheder
  • Uanset din rolle vil du i Arwos blive en del af et fagligt miljø, hvor samarbejde på tværs af drift, planlægning og projekt er en naturlig del af hverdagen

 

Om Arwos
Arwos er Aabenraa Kommunes forsyningsselskab med ansvar for vand, spildevand, affald og genbrug. Vores navn betyder Vores Arv - fordi vi tager ansvar for, at naturens ressourcer også er til gavn for de næste generationer.

I Arwos har vi formuleret et løfte, der viser, hvordan vi hver især kan bidrage til en bæredygtig fremtid gennem mod, innovation og samarbejde. Løftet fungerer som vores retning – der, hvor andre virksomheder har mission og vision.

Vi arbejder ud fra fire leveregler, som beskriver den gode adfærd i hverdagen:
trivsel, arbejdstilgang, ansvar og ledelse.
Levereglerne er oversat til konkrete handlinger i de enkelte afdelinger – og er med til at sikre en arbejdsplads med fokus på både faglighed og trivsel.

Arwos er en virksomhed med ca. 95 ansatte. Lille nok til, at man kender hinanden og stor nok til spændende, komplekse projekter. Hos Arwos er der ikke langt fra idé til handling. Med korte beslutningsveje og tæt samarbejde får du mulighed for både at præge retningen og føre projekterne ud i livet.

 

Hos Arwos vil du opleve:

  • En kultur præget af tillid og synlig, anerkendende ledelse
  • Fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde efter aftale
  • Stort fokus på faglig udvikling og intern sparring/mentorordninger
  • Et fladt hierarki og en uformel omgangstone
  • Sundhedsordning
  • Kantine- og frugtordning
  • Gode kolleger og stærke faglige miljøer
  • Betalt frokostpauser
  • Personaleforening

Vi tager hånd om nye kolleger og sørger for et godt introforløb, hvor du introduceres til hele virksomheden og naturligvis til dine kommende kolleger i de forskellige afdelinger, Arwos-løftet, kundesegmentering osv.

Vi håber, at vi har vakt din interesse og du har lyst til at være en del af holdet. Så send en kort ansøgning samt dit CV.

Praktisk information

Stillingerne er på 37 timer om ugen med base på Forsyningsvejen 2 i Aabenraa.
Løn- og ansættelsesvilkår efter kvalifikationer og gældende overenskomst (KL).
Samtale sker løbende, og vi ansætter når vi har den rette kandidat.

Vil du vide mere?
Kontakt Vibeke Gregersen,
Afdelingsleder i Planlægning og Projekt, Vand og Spildevand
Mail: vgr@arwos.dk | mobil: 21 94 20 75

Log ind