Analytikere søges til nyoprettet evalueringsenhed i Danmarks Fængsler

fuldtid
Analytikere søges til nyoprettet evalueringsenhed i Danmarks Fængsler
  • Kriminalforsorgen
  • Strandgade 100 1401 København K
Kan du lide at lave analyser, og har du lyst til medvirke til at styrke det kriminalitetsforebyggende arbejde i Danmarks Fængsler? Trives du i en hverdag, hvor du samarbejder tæt med kolleger om design og udarbejdelse af analyser, og hvor opgaveporteføljen består af både dybdegående undersøgelser og ad hoc opgaver med kort aftræk? Hvis ja, er du måske vores nye analytiker.

Kriminalforsorgen ændrer pr. 1. november 2025 navn til Danmarks Fængsler.

Regeringen og et bredt flertal af partier har vedtaget en ny strafreform, som over de kommende år bl.a. skærper straffene for personfarlig kriminalitet og samtidig styrker den forebyggende indsats. Med strafreformen er der også truffet beslutning om etablering af en evalueringsenhed, som skal gennemføre analyser af navnlig de kriminalitetsforebyggende indsatser i de danske fængsler.

I Danmarks Fængsler søger vi derfor netop nu et antal analytikere til den nyoprettede evalueringsenhed. Enhedens analyser skal være med til at vurdere effekten af indsatser og projekter på tværs af organisationen og på den måde medvirke til, at Danmarks Fængsler kan prioritere og målrette konkrete kriminalitetsforebyggende tiltag i landets fængsler.

Enheden vil skulle lave både kvantitative og kvalitative analyser og bl.a. gennemføre en årlig brugerundersøgelse blandt indsatte om et udvalgt tema. Vi forventer, at nogle af analyserne vil blive gennemført i samarbejde med øvrige aktører, fx forskere på universiteter eller konsulenter i evaluerings- og analyseinstitutioner.

Enheden skal derudover understøtte den øverste ledelse i Danmarks Fængsler samt det politiske niveau i forbindelse med beslutninger og løbende forespørgsler – ofte med en relativt kort deadline. Endelig vil enheden skulle lave desk research, svare på henvendelser fra bl.a. interesseorganisationer, fonde og studerende samt indgå i samarbejder med tredjeparter, herunder relevante internationale aktører.

Din nye arbejdsplads
Evalueringsenheden vil komme til at bestå af 4-5 medarbejdere.

Enheden er forankret i data- og analysekontoret i Styrelsen for Danmarks Fængsler. Kontoret har som hovedopgave at producere relevante statistiske opgørelser om indsatte og ansatte i danske fængsler samt at lave analyser af høj kvalitet, som kan understøtte fængslernes arbejde og organisationens ledelse.

Internt i kontoret er der et tæt samarbejde mellem de forskellige teams samt et uformelt og godt socialt liv. Vi har stort fokus på løbende faglig udvikling og værdsætter fleksible arbejdsforhold, hvor der er en god balance mellem arbejdsliv og privatliv.

Hvem er du?
Vi søger flere analytikere til enheden, hvor både nyuddannede og analytikere med stor erfaring vil kunne komme i betragtning. Vi forventer ikke, at du har indsigt i fængselsvæsenet eller kriminalitetsbilledet, men at du er nysgerrig efter at lære området at kende.

Vi lægger vægt på, at du opfylder de fleste af nedenstående punkter:

  • Har en relevant uddannelsesbaggrund, f.eks. inden for det samfundsvidenskabelige eller statistiske fagområde.
  • Har stærke metodiske færdigheder inden for kvantitativ metode (gerne relateret til effektanalyser, evaluering eller surveys) eller kvalitativ metode relateret til interviewundersøgelser samt lyst til at sætte dig ind i nye metoder ved behov.
  • Har erfaring med at designe og gennemføre analyser.
  • Har erfaring med at kode i relevante programmer såsom R, Python, SAS eller STATA og mod på at lære nye programmer, hvis det er relevant. Har du en kvalitativ profil, har du eventuelt erfaring med NVivo.
  • Har erfaring med at indgå i projektarbejde og eventuelt erfaring med projektledelsesværktøjer.
  • Har gode skriftlige og mundtlige formidlingsevner og formår at gøre data og analyser forståelige for personer uden statistisk eller evalueringsfaglig baggrund.
  • Trives med en blanding af længerevarende udviklings- og analyseopgaver samt løbende ad hoc-opgaver og tilbagevendende driftsopgaver.
  • Er en holdspiller, der kan lide at samarbejde og engagere sig i kollegers arbejde og også har lyst til at tage del i kontorets sociale aktiviteter.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og den forhandlingsberettigede organisation.

Stillingen er en fuldtidsstilling med en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer om ugen.

Ansættelsesområdet er Danmarks Fængsler. Arbejdspladsen er beliggende på Strandgade 100, 1401 København K.

Forventet tiltrædelse den 1. januar 2026.

Nysgerrig?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte souschef for evalueringsenheden, Bolette Danckert, på 7255 4664 eller på e-mail: Bolette.Danckert@krfo.dk (dog ikke tilgængelig i uge 42).

Lyder dette som et job for dig?
Stillingen søges elektronisk via knappen ”Søg stillingen”.

Ansøgning, CV, dokumentation for uddannelse og eksamenskarakter samt andet relevant materiale skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 2. november 2025.

Vi vil gennemføre 1. runde af samtaler i uge 46 og 2. runde af samtaler i uge 47.

Hvis du indkaldes til samtale, skal du til samtalen medbringe identifikation, fx pas eller kørekort.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til, at Danmarks Fængsler må indhente og vurdere oplysninger om dig i Det Centrale Kriminalregister.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.

Log ind