Vil du stå i spidsen for vores tværgående juridiske sekretariat, der arbejder med forvaltningsret og energiret på højt niveau? Og motiveres du af faglig ledelse og en bred pallette af juridiske opgaver, rådgivning og udviklingsprojekter i en mindre myndighed, hvor din indsats har direkte og synlig effekt for udviklingen af vores kerneopgaver og leverancer? Så har vi en unik mulighed i Forsyningstilsynet, der arbejder for en effektiv forsyningssektor til gavn for forbrugerne samtidig med, at vi understøtter den grønne omstilling. Vi tilbyder Du vil få en nøglefunktion i Forsyningstilsynet som chefjurist og faglig teamleder for Juridisk Sekretariat, som er Forsyningstilsynets tværgående juridiske funktion. Det overordnede formål med Juridisk Sekretariat er at understøtte en juridisk korrekt, effektiv og hurtig sagsbehandling i Forsyningstilsynet på tværs af vores 7 fagcentre og Center for STAB.
Juridisk Sekretariat yder juridisk rådgivning og sparring til Forsyningstilsynets direktør og på tværs af huset. Sekretariatet bidrager desuden til kvalitetssikring i principielle afgørelser, særligt komplicerede sager og ved tværgående fortolkningsopgaver, f.eks. forvaltningsretlige problemstillinger eller fortolkninger af bestemmelser i sektorlovgivningen. Juridisk sekretariat er herudover en nøglespiller ift. at udvikle vores juridiske praksis, optimere processer i sagsbehandlingen og løbende sikre læring og videndeling på tværs for at understøtte ensartet praksis samt korrekt, effektiv og hurtig sagsbehandling.
Juridisk Sekretariat er en mindre enhed i udvikling, der foruden dig består af en dygtig og erfaren jurist, der for nylig er rokeret til enheden. Der er stor efterspørgsel på sekretariatets ydelser, og vi forventer derfor at få endnu en kollega i nærmeste fremtid, så vi kan løfte de mange vigtige opgaver i sekretariatet. Du vil få stor indflydelse på sekretariatets rolle og videreudvikling, samt en høj grad af selvstændighed og fleksibilitet i hverdagen.
Vi tilbyder et spændende og udfordrende job med ledelsesmæssige og juridiske opgaver på et højt fagligt niveau, og hvor du som ”spillende træner” får rig mulighed for både faglig og personlig udvikling samt mulighed for yderligere specialisering inden for forvaltningsret og juraen på energiområdet. Samtidig vil du indgå i tværministerielle netværk og få en bred kontaktflade internt hos os samt til vores eksterne samarbejdspartnere, øvrige myndigheder, interessenter mv.
Juridisk Sekretariat er forankret i Center for STAB sammen med Økonomi, HR, IT og Kommunikation. Her bliver du en del af et ambitiøst center med 15 engagerede, dygtige og inspirerende kolleger og et center, hvor vi har et dynamisk samarbejde, en åben og dialogorienteret beslutningskultur samt en positiv, uformel og humoristisk omgangstone og har fokus på at spille hinanden og organisationen god.
Dine opgaver Som udgangspunkt vil dit ansvar – i tæt samspil med teamet – bl.a. omfatte at:
- Planlægge, drive og videreudvikle det juridiske sekretariats daglige drift og opgaveløsning.
- Være direktørens juridiske rådgiver og sparringspartner, herunder forberede og deltage i styregruppemøder, hvor vi afgør principielle sager.
- Sikre juridisk videndeling på tværs af organisationen, bl.a. gennem interne kurser og som tovholder for Forsyningstilsynets juridiske, tværgående netværk.
- Rådgive, vejlede og sparre med kontorchefer og medarbejdere om komplekse juridiske spørgsmål – særligt inden for forvaltningsret, energiret og lovteknik.
- Sammen med økonomiteamet stå for processerne med at udstede og opdatere gebyrbekendtgørelser, der sikrer Forsyningstilsynets finansiering.
- Udvikle vejledninger og skabeloner til juridisk sagsbehandling, fælles praksis og afgørelser.
- Koordinere og besvare høringer over ny eller ændret lovgivning på tværs af Forsyningstilsynet.
- Sikre Forsyningstilsynets compliance med GDPR/databeskyttelsesreglerne i samarbejde med koncernens funktioner og vores informationssikkerhedskoordinator.
- Identificere muligheder for effektivisering og forbedring af den juridiske opgaveløsning, herunder løse ad hoc-opgaver og udviklingsprojekter, som f.eks. videreudvikling af setup omkring aktindsigtssager, serviceeftersyn af whistleblowerordningen og forenkling af gebyrbekendtgørelser.
- Løse juridiske ad hoc opgaver i Center for STAB.
Om dig Vi leder efter dig, der er cand.jur., har en stærk juridisk faglighed, herunder inden for forvaltningsret og har solid erfaring med tilsvarende opgaver, gerne fra den offentlige sektor eller advokatbranchen. Og som har interesse i at bringe din viden i spil på tværs af en organisation med fagligt dygtige kollegaer. Vi stiller ikke krav om, at du har viden om lovgivningen inden for energi- og forsyningssektoren, men at du har lyst til at sætte dig ind i området, bl.a. ved at sparre med erfarne kolleger hos os. Det vil være en fordel, hvis du har viden om eller erfaring med EU-ret og/eller GDPR/databeskyttelse.
Du har desuden erfaring med – eller lyst til - faglig ledelse, og du kan sikre både drift, udvikling og innovation på dine ansvarsområder og projekter, og evner at sætte ambitiøse mål og samtidig skabe motivation og følgeskab i et team med højt specialiserede medarbejdere, så opgaverne i teamet løses fagligt kvalificeret og effektivt. Det er desuden vigtigt, at du har særdeles gode samarbejdsevner og organisatorisk forståelse, så du agerer ubesværet i en tværgående rolle i en kompleks og højt specialiseret og fagligt kompetent organisation.
Herudover forestiller vi os, at du:
- Trives med at rådgive om komplekse juridiske problemstillinger, og kan give et hurtigt, korrekt og juridisk råd, når situationen kræver det.
- Er helhedsorienteret og god til at analysere risici og konsekvenser samt skære ind til benet og skitsere og rådgive ift. løsninger.
- Er proaktiv, opsøgende, har et positiv mindset og kan lide løbende at være i samspil med forskellige faggrupper ift. opgaveløsning, problemløsning og videndeling.
- Har en udpræget god dømmekraft og situationsfornemmelse, og er god til at udfordre og give konstruktiv feedback.
- Er struktureret, har gode planlægnings- og koordineringsevner og følger ting helt til dørs.
- Kan formidle juraen klart, enkelt og præcist – både skriftligt og mundtligt – også ift. engelsksproget lovgivning.
- Hurtigt kan sætte dig ind i nyt stof og holder dig fagligt ajour, herunder har blik for de muligheder den teknologiske udvikling giver ift. vores processer og opgaveløsning.
Socialt arbejdsmiljø med fokus på faglig udvikling, trivsel og arbejdsglæde I Forsyningstilsynet bliver du en del af en organisation, hvor der er kort til beslutningerne. Vi har en uformel tone og lægger vægt på holdånd, og at være gode kollegaer for hinanden. Vi har fokus på arbejdsglæde og udviklingsmuligheder for den enkelte. Det er vigtigt for os, at du får de bedste muligheder for at anvende dine faglige kompetencer og udbygge din viden. Derfor tilbyder vi både interne og eksterne kurser.
Vi bor i flotte, renoverede lokaler i Frederiksværk, tæt på skoven, hvor der er gode muligheder for en walk and talk eller en løbetur. Vi har en dejlig have med WI-FI og et træningsrum. Der kører dagligt en medarbejderbus direkte fra København (Nørrebro St.) til og fra din nye arbejdsplads.
Du vil i det daglige opleve en stor grad af frihed og fleksibilitet, som er med til at sikre en god balance mellem arbejde og fritid. Vi er en familievenlig arbejdsplads, og du får bl.a. mulighed for hjemmearbejde og for at arbejde under transport.
Du kan læse mere om vores arbejde på
www.forsyningstilsynet.dk og bl.a. se videoklip med tre af dine kommende kolleger på
www.forsyningstilsynet.dk/job. På samme side er der en oversigt over onboarding-programmet samt oplysninger om kompetence- og karriereudvikling i Forsyningstilsynet.
Interesseret? Hvis du vil høre mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Stabschef, Lone Bekker Henrichsen på
lbh@forsyningstilsynet.dk eller telefon 41 71 53 17 eller chefkonsulent, Jakob Schmidth på
jasc@forsyningstilsynet.dk eller telefon 45 41 71 43 01.
Vi tilbyder en attraktiv lønpakke og fleksible arbejdsvilkår. Ansættelsen sker efter den til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten, og du vil blive ansat som chefkonsulent med et kvalifikationstillæg, der modsvarer dine kompetencer og erfaringer.
Vi glæder os til at modtage din motiverede ansøgning gennem linket her på siden. Husk at vedhæfte relevante dokumenter, herunder eksamensbeviser og karakterudskrifter fra både din bachelor- og kandidateksamen.
Ansøgningsfrist: Mandag d. 15. september 2025. Vi forventer at holde 1. samtaler onsdag d. 17. og torsdag d. 18. september. Der kan indgå brug af case og personlighedstest i rekrutteringsprocessen.
Vi opfordrer alle uanset køn, alder og etnisk baggrund til at søge.