Er du en leder, der motiveres af at se dine medarbejdere lykkes? Og har du lyst til at arbejde i en afdeling, hvor det faglige niveau, det kollegiale sammenhold og selvstændigheden er i top? Så er du måske vores nye afdelingsleder til Drift i Teknik og Miljø i Tønder Kommune.
Vores mangeårige leder i Drift har valgt at gå på pension, og vi søger derfor en ny afdelingsleder, der kan videreudvikle, lede og drifte en velfungerende afdeling med et årligt driftsbudget på ca. 116 mio. kr.
Hvad laver vi?
Driftsafdelingen varetager en bred opgaveportefølje, der omfatter både løbende vedligeholdelses- og driftsopgaver, planlægning og gennemførelse af nye anlægsprojekter samt håndtering af akutte og uforudsete hændelser, der kræver omgående indsats.
I de seneste år har driftsafdelingen været en del af en proces, hvor tidlig inddragelse i Tønder Kommunes tværfaglige projekter har gjort det muligt at udnytte driftsafdelingens viden og erfaring. Som afdelingsleder skal du videreføre denne proces for at fremme en tværgående helhedsbetragtning og et bredt fagligt samarbejde tidligt i projekterne.
Afdelingens opgaver inden for vej, vandløb og de grønne områder er outsourcet, og Tønder Kommune vil pr. 1. april 2026 starte op med en ny driftsentreprenør. Her vil du, i samarbejde med driftsafdelingens medarbejdere på de forskellige fagområder, have det overordnede ansvar for driftskontrakten.
Hvem er afdelingen?
Driftsafdelingen er en del af Teknik & Miljø, der udover Drift består af en myndighedsafdeling med to afdelingsledere, der sammen med fagchefen bliver dine tætteste kollegaer. Som afdelingsleder for Drift får du ansvaret for at lede 17 dygtige medarbejdere med en bred vifte af faglige profiler indenfor vejdrift, vandløb og grønne områder, og som udmærker sig ved deres høje faglighed og kollegiale fællesskab.
Dine vigtigste kompetencer
Vi søger en engageret og erfaren afdelingsleder, der leverer resultater gennem medarbejderne. Du står bag dine medarbejdere, du kan motivere dem, og du laver klare forventningsafstemninger. Du ved, at det er en forudsætning for at lykkes, at dine medarbejdere også gør det.
Du skal forankre et blik for den gode borgerkontakt og helhedsorienterede opgaveløsning i driftsafdelingen til gavn for borgerne og erhvervslivet i Tønder Kommune. Jobbet stiller store krav til dine kommunikationsevner, da du i jobbet ofte vil møde interessenter med modsatrettede interesser. Det er derfor vigtigt, at du har gennemslagskraft, kan agere diplomatisk og kan sikre en god dialog og service til Tønder Kommunes interessenter.
Driftsområdet har ofte offentlighedens interesse, og du stiller dig gerne til rådighed, når journalisterne viser interesse for dit ansvarsområde. Du er ikke faglig ekspert, men du kan lidt af det hele, og vigtigst af alt kan du tilegne dig ny viden og vurdere, hvornår en opgave kræver faglig sparring.
Det vil være et plus, hvis du har kendskab til økonomistyring, budgetopfølgning, AB 18 og udbud. Det kan være en fordel, hvis du kan læse en bekendtgørelse, har en grøn baggrund og/eller har erfaring fra en offentlig arbejdsplads.
Vi tilbyder en spændende og udfordrende stilling i en kommune med høje ambitioner med fleksible arbejdstider og gode ansættelsesvilkår. Vi har et godt arbejdsmiljø med engagerede kolleger og med mulighed for faglig og personlig udvikling.
Søg stillingen
Ansøgningsfristen er den 14. september 2025. Vi holder indledende samtaler den 18. september og anden samtalerunde den 23. september 2025. Der indgår en test i ansøgningsprocessen.
Hvis du ønsker yderligere information om stillingen, er du velkommen til at kontakte fagchef Jens Yde på tlf. 21 63 48 05.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning!
Du søger stillingen ved at sende ansøgning, CV og anden dokumentation elektronisk via ansøgningslinket. Du modtager en kvittering for ansøgningen, men vær opmærksom på, at kvitteringen og en eventuel invitation til samtale kan ende i dit spamfilter.