Administrativ medarbejder til Vedligeholdelsestjenestens Administrative Fællesskab i Korsør

fuldtid
Administrativ medarbejder til Vedligeholdelsestjenestens Administrative Fællesskab i Korsør
  • Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste, Vedligeholdelsesområde Korsør
  • Sylowsvej 8, 4220 Korsør
Administrativ medarbejder til Vedligeholdelsestjenestens Administrative Fællesskab i Korsør

Om os

Vedligeholdelsestjenestens Administrative Fællesskab består af et centralt element i Brabrand og seks decentrale elementer, der i rammen af et virtuelt fællesskab har til opgave, at varetage de daglige administrative opgaver inden for HR.

Vores opgaveløsning sker i samarbejde med vores kolleger i og uden for Vedligeholdelsestjenesten. Vi har en uformel tone, hvor god kommunikation, god humor og dygtige kolleger præger vores dagligdag.

Om stillingen

Som Administrativ medarbejder hos os indgår du i et team med tre administrative medarbejdere og en leder. Vi har til opgave at understøtte både den lokale personeladministration ved Vedligeholdelsesområde Korsør og det administrative fællesskab. Du bliver en integreret del af det administrative fællesskabs samlede opgaveløsning, hvorfor stillingen kræver et tæt samarbejde med de øvrige medarbejdere i Vedligeholdelsestjenestens Administrative Fællesskab.

Den administrative opgave består af tids- og rejseregistrering samt -afregning. Derudover er der generelle personaleadministrative opgaver, herunder ajourføring af stamdata samt forvaltning af regler på området.

Den lokale opgave indebærer brugerkontakt og ad hoc støtte til områdechefen samt til værkstedsledere i dit elements ansvarsområde.

Med reference til din elementleder får du til opgave at løse en bred vifte af administrative opgaver.

Der vil være mulighed for flekstid og din pension er arbejdsgiverbetalt. Din ugentlige arbejdstid er 37 timer med betalt frokost. Vi lægger vægt på god work-life-balance.

Om dig

Vi forestiller os, du er kontoruddannet med speciale i offentlig administration. Du har erfaring med administration og sagsbehandling, og gerne inden for arbejdstid og dertil hørende forvaltning. Det er ønskeligt at du har kendskab til Forsvaret, men ikke et krav.

Du er dygtig til at arbejde selvstændigt og på eget initiativ under hensyntagen til de centralt besluttede principper og retningslinjer, og du har en professionel indstilling til dit arbejde med lyst til kontinuerlig udvikling. Tempoet kan til tider være højt, og derfor er det vigtigt, du hurtigt kan navigere, når opgaverne ændres med kort varsel, samt at du arbejder systematisk og metodisk.

Du vil have kontakt med mange mennesker dagligt, både personligt og via telefon. Det er derfor vigtigt, at du er venlig, imødekommende, positiv og klar til at håndtere mange og varierende opgaver nogle dage. Vi forventer derfor, at du besidder særligt gode relationelle evner, da du får arbejdsrelationer på tværs af geografi, elementer og niveauer.

Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Korsør.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Pia Andersen på telefon 7282 2503.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Morgan Mathilde Nancke på telefon 3266 5492.

Ansøgningsfristen er den 17. november 2025 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste

Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste er en kvalitetsledelses og arbejdsmiljøbevidst servicevirksomhed, der vedligeholder, reparerer og modificerer Forsvarets materiel. En del af virksomheden er i dag ISO og arbejdsmiljøcertificeret, hvilket forventes at blive udbredt til hele organisationen. Myndigheden beskæftiger ca. 1700 medarbejdere.

Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste består af en Vedligeholdelsesdivision med seks vedligeholdelsesområder fordelt geografisk over hele landet, og en Planlægnings- og Koordinationsdivision beliggende i Brabrand. De seks Vedligeholdelsesområder er specialiseret i at reparere, vedligeholde og modificere specifikke materielsystemer indenfor deres faglige søjle. Planlægnings- og Koordinationsdivisionen består af en Forretningsafdeling og en Driftsafdeling, som varetager koordinerende planlægning, uddannelse, styring, controlling og udvikling af Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.

Ud over at reparere og vedligeholde Forsvarets materiel så støtter Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste Forsvarets operationer og missioner med veluddannet militært teknisk personel, der udlånes til Forsvarets enheder iht. aftalte planlægning eller ad hoc i særlige tilfælde.

Log ind