Dette jobopslag er desværre udløbet. Se aktuelle jobmuligheder her.
Kan/vil du?
Arbejde med en række spændende og forskelligartede opgaver i Administration og Udvikling i Socialafdelingen? Vi tilbyder et barselsvikariat, hvor du primært skal løse opgaver inden for det mellemkommunale refusionsområde (afregning mellem kommuner). Det betyder, at du i samarbejde med kollegaer både i egen og andre afdelinger skal sikre, at vi i Svendborg Kommune altid betaler og opkræver de rette beløb for socialfaglige indsatser (blandt andet dag- og botilbud, misbrugsbehandling og socialpædagogisk støtte).
Korrekt administration af mellemkommunal refusion er et vigtigt fokusområde for Svendborg Kommune. Opgaverne kræver, at du har mod på at dykke ned i lovgivning, sagsforløb og fagsystemer. Derudover skal du løse andre forfaldende administrative og regnskabsmæssige opgaver.
Hvis du kan se dig selv i ovenstående, så er du måske vores nye administrative medarbejder.
Hvad kan vi tilbyde dig?
Et barselsvikariat med forskelligartede administrative og regnskabsmæssige opgaver særligt inden for mellemkommunale forhold. Du vil blive ansat i Administration og Udvikling en stabsafdeling med i alt 16 ansatte, som har flere forskellige fagligheder. Du vil primært blive en del af det arbejdsfællesskab i afdelingen, som vi i daglig tale kalder ”bogholderiet”, men dine opgaver har også en del grene ind i andre dele af Svendborg Kommune herunder Myndighedsafdelingen i Socialområdet og Økonomiafdelingen, som du og dine kollegaer vil have månedlige budgetopfølgninger med. Vi har mange samarbejdsrelationer på tværs af faggrupper herunder med jurist, socialrådgivere og økonomimedarbejdere både internt i Svendborg Kommune og med andre kommuner. En del af opgaverne rækker også ind i Ældre- og Sundheds- og Beskæftigelsesområdet. Du skal derfor trives med at have mange samarbejdsrelationer.
Fælles for Administration og Udvikling er, at vores kerneopgave er at understøtte implementeringen af masterplanen for det sociale område. Vi arbejder både med drifts- og udviklingsopgaver og med projekter. Du kommer til at arbejde sammen med kompetente og engagerede kollegaer, som ofte har travlt med spændende og udfordrende opgaver. Vi har en humoristisk og uformel omgangstone og har øje for hinanden. Ledelse sker med fokus på frihed under ansvar, lydhørhed og fleksibilitet, og hvor vi alle sætter psykologisk tryghed i højsædet. Du vil referere til Maja Pejs Sejr, der er leder af stabs- og udviklingsfunktionen, Administration og Udvikling.
Hvem er du?
Vi ønsker os en kollega, der kan bidrage til det mellemkommunale refusionsområde, så vi altid arbejder efter de bedst mulige metoder og den rette lovgivning. Vi forestiller os, at du har en kontoruddannelse, og har erfaring med at arbejde med offentlig forvaltning og meget gerne har viden om mellemkommunale forhold. Vi arbejder i ØS Indsigt, hvorfra du skal betale, kontrollere og sende regninger, og derudover bruger vi også Excel som aktivt arbejdsredskab. Vi forventer, at du har en god talmæssig forståelse og har øje for detaljen i opgaver. Vi er en mindre afdeling, og opgaverne kan ændre sig over tid. Du skal derfor være indstillet på at være fleksibel i opgaveløsningen, så vi altid kan arbejde i henhold til afdelingens samlede behov.
Om Socialområdet
På Socialområdet giver hver dag mening: Vi sætter en ære i at støtte mennesker til at leve et selvstændigt liv, også når udgangspunktet kan være svært. Vi kan mærke og se, at vi gør en forskel for den enkelte og for samfundet, og det skaber stolthed og motivation. Vi insisterer på høj faglighed, også når vi har travlt. Hos os kommer du til at arbejde i et stærkt tværfagligt fællesskab som vokser af, at vi alle byder ind med hver vores specialiserede faglighed. Du står ikke alene. I dialog og samarbejde hjælpes vi ad med at finde de gode og ordentlige løsninger. Også på de svære dage passer vi på hinanden og insisterer på det gode arbejdsmiljø.
Om Svendborg Kommune
Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordner. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.
Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden.
Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.
Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er et barselsvikariat på 30 timer ugentligt med forventet tiltrædelse 1. maj 2025. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Ved ansættelse skal der fremvises en privat straffeattest.
Yderligere oplysninger
Ønsker du at vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte leder af stabs- og udviklingsfunktionen, Maja Pejs Sejr på tlf. 2422 1701. Vi afholder ansættelsessamtaler mandag den 24. marts 2025 om formiddagen.
Ansøgningsfrist
Der er frist for ansøgning mandag den 17. marts 2025. Vi glæder os til at høre fra dig.
Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.
Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine knap 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.