fuldtid
Administrativ kollega til Søværnets Center for Våben (VBC)
Kan du lide at koordinere og holde styr på ”papirarbejde”. Er du som fisk i vandet, når du skal arbejde med forskellige typer af opgaver i en omskiftelig hverdag, der ofte ændrer sig fra dag til dag?
Søværnets Center for Våben (VBC) søger lige nu en kontoruddannet militær ’skriver’/kontorhjælper eller civil kontorassistent/overassistent, der vil indgå i vores administrative team.
Har du hvad der skal til, vil vi tilbyde dig en stilling, hvor du kommer til at deltage i den daglige administration inden for alle tænkelige områder. Derudover får du mulighed for at deltage i andre opgaver som VBC også udfører.
Om Søværnets Center for våben (VBC)
VBC er organisatorisk forankret i 4. Eskadre under Søværnskommandoen. Vi er et af Søværnets fire kompetencecentre, og vores hovedfokus er træning og uddannelse inden for våbenanvendelse. I Søværnets operative træningsregime, er Søværnets centre blevet forudsætningsskabende for såvel uddannelse som operativ træning af Søværnets sejlende enheder. Vi gennemfører uddannelse inden for artilleri- og missilsystemer og støtter desuden Søværnets skibe med tekniske Sea Riders i forbindelse med den operative opkøring. Vi opererer luftmålsdroner, styrer overfladedroner, kontrollerer undervandsdroner og udlægger/slæber skivemateriel med henblik på at lægge pres på enhedernes ”internal og external Battle”.
Grundet VBC unikke beliggenhed, faciliteter og muligheder, foregår der her et tæt samarbejde med industri og universiteter m.m., hvor de kan afprøve teorier og hardware, der kan være svært at afprøve andre steder. Den nuværende sikkerhedspolitiske situation gør, at denne type samarbejde er højt prioriteret og VBC ser derfor ind i flere og flere af den slags opgaver. Samarbejdet skaber en dynamisk hverdag med mange super spændende opgaver. Forsvarsforliget har desuden givet VBC vokseværk, idet vi skal være del af løsningen med Forsvarets nye dronecenter. VBC skal også udvides i forbindelse med den nye værnepligt, og i takt med at der anskaffes nye våbensystemer til Søværnet, så VBC ser ind i en meget spændende fremtid, hvor de kommende år bliver fyldt med aktiviteter, der skal understøtte udvidelsen.
Det fordrer erfarent personel med de rigtige kvalifikationer, de rigtige (anerkendte) tjenesteforløb og ikke mindst en fleksibel og service-minded tilgang til, at gennemføre uddannelse og træning på kundernes (skibenes) præmisser. Søværnets (og Forsvarets) behov for støtte fra VBC har de seneste år været kraftig stigende. Disse opgaver stiller store krav til vores besætning; forhold de har sat en stor ære i at løse.
VBC ligger geografisk lidt i udkants Danmark. Det er helt naturligt, med de opgaver VBC varetager. Området er utroligt råt og naturskønt, og det er til tider svært ikke at smile, når man kører ind ad porten, hvis man altså er til den slags. Det er også her, at man finder et af Forsvaret mest velbesøgte konferencecentre, så måske har allerede du besøgt os. Vi er et uddannelsessted, der varetager en meget vigtig opgave for Søværnet og Forsvaret. Vi vægter professionalisme højt, samtidig med, at vi har et behageligt arbejdsklima med en uformel omgangstone. Alt i alt synes vi, at det er værd at køre efter, ja måske endda bosætte sig i det smukke Odsherred for. Ikke mindst i lyset af de spændende opgaver og en spændende fremtid med videreudvikling af centret. Ved VBC er der i dag medarbejdere med bopæl lige fra det sydlige Sjælland til det nordlige Jylland.
Kopier dette LINK til din browser og se en video med nogle af vores opgaver: https://m.youtube.com/watch?v=0hriaP2keho&pp=ygURQ2VudGVyIGZvciB2w6ViZW4%3D
Vi tilbyder en spændende hverdag med glade, selvstændige og dygtige kolleger. Du kommer til at arbejde i et dynamisk miljø med frihed under ansvar og stor berøringsflade med andre myndigheder – både nationalt og internationalt.
Om stillingen
Stillingen som administrativ medarbejder er del af Banjermester elementet ved VBC. Den indeholder arbejdsopgaver, der berører alle aspekter af Forsvarets administration. Du får en berøringsflade med alle VBC områder og medarbejdere. Du vil også være i kontakt med andre myndigheder, herunder Søværnets Center for Administration og 4. Eskadre samt Søværnskommandoen, som VBC er underlagt.
Som Administrativ medarbejder i Banjermester elementet vil dine daglige opgaver bestå af bl.a.:
· Arbejdstidsadministration.
· Administrering af Stillingsopslag i ”Statens Rekrutteringsløsning”.
· Personeladministration
· Administration af Rådighedspersonel
· Lønforvaltning
· Regnskabsadministration
· Tjenesterejseadministration
· WorkZone (Forsvarets arkivsystem)
Vi tilbyder
Er du som militært ansat ved at være ”kamptræt” og har behov for en pause fra lange togter/udstationeringer, så har vi en pragmatisk tilgang til at balancere dit arbejdsliv og familieliv, med stor fleksibilitet ift. rejseaktivitet, lange arbejdsdage, afspadsering og målrettede idræts-/træningsforløb. Derudover er der mulighed for deltagelse i diverse køreklubber til og fra VBC.
Som civil ansat vil du opleve den samme pragmatiske tilgang til balancen mellem arbejdsliv og familieliv, med de samme muligheder for at tilpasse din arbejdstid så det hele også passer ind i din tilværelse.
Derudover får du her rig mulighed for personlig udvikling, kompetenceudvikling og efteruddannelse, hvor vi naturligvis tager udgangspunkt i dig og dine ønsker. Også hvis du har interesse i andre områder ved VBC end det rent administrative.
Om dig
Du har en kontoruddannelse eller tilsvarende erhvervsuddannelse. Det vigtigste er, at du har lyst til at udvikle dig, lære nyt og har hovedet skruet rigtigt på. Du er udadvendt, samarbejdsvillig og trives godt i et fleksibelt arbejdsmiljø.
Kvalifikationer:
Krav Generelt:
· Kørekort B. almindelig bil.
· Du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT.
Ønskeligt:
· Erfaring med Forsvarets standard IT arbejdsplads.
· Windows Office pakken, specielt Word og Excel.
· SAP/Demars Tidsadministration
· SAP/DeMars Personeladministration
· SAP/DeMars Rejsestyring
· KESDH (WorkZone) Grundkursus, E-læring
Ansættelsesvilkår
Stillingen er i opslag som både civil og militær.
Som civil sker ansættelse og aflønning i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst i staten.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedets adresse er: Gniben 55, Sjællands Odde.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Nærmere oplysning om stillingsindholdet kan fås ved henvendelse til seniorsergent Søren Erik Sørensen på mail 4E-VBC-BM@mil.dk eller telefon 7285 5503. Alternativt orlogskaptajn Carsten Rye Jensen på mail 4E-VBC-NK@mil.dk eller telefon 7285 5502.
Civile ansøgere:
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Forsvarets Personelkommando, HR-konsulent Birgit Jepsen på telefon 3266 5811.
Militære ansøgere:
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Birgit Dyrholm ved Forsvarets Personelkommando på mail FPS-BDY@mil.dk eller telefon 7281 9171.
Ansøgningsfristen er den 31. august 2025, og stillingen ønskes besat hurtigst muligt.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
Efter ansøgningsfristens udløb vil vi gennemføre en kvalitativ vurdering af ansøgerne og evt. indkalde til samtale. Samtaler forventes afholdt snarest muligt herefter.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Søværnskommandoen
Søværnskommandoen indgår i Forsvarskommandoen og er placeret på Flyvestation Karup. Søværnskommandoen er ansvarlig for styrkeproduktion inden for det sømilitære område, herunder for at styrkeproducere og opstille sømilitære enheder inklusive Søværnets Nationale Maritime Operationscenter. Søværnskommandoen er også ansvarlig for den nødvendige maritime nationale styrkeindsættelse op igennem kriseniveauerne fra fred over krise til krig, hvor chefen for Søværnskommandoen skal kunne fungere i rollen som national Maritime Component Commander. Søværnskommandoen gennemfører, kontrollerer og evaluerer virksomheden i Søværnet. Endelig er Søværnskommandoen ansvarlig for at opretholde værnsfaglighed og identitet. Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.forsvaret.dk