Er du bredt funderet inden for ledelsesteori og ledelsespraksis? Har du lyst til at bringe din viden og dine erfaringer i spil på Absalons efter- og videreuddannelse? Så søger vi lige nu 1-2 adjunkter eller lektorer til Center for Ledelse og Organisering, hvor vi bl.a. udbyder Diplomuddannelsen i Ledelse og gennemfører praksisrelateret undervisning, samt udviklings- og forskningsaktiviteter i tæt samarbejde med regionens arbejdspladser.
Vores uddannelser står på et solidt vidensgrundlag, og vi er optaget af at levere engagerende undervisning, der fører til brugbar ledelsesudvikling. Vi ved, at nærhed til praksis har stor betydning for vores studerendes læringsudbytte og deres efterfølgende muligheder for at bringe de nye indsigter i spil på deres arbejdspladser. Vi søger derfor en ny kollega, der er vidende og engageret både fagligt og didaktisk, og som har erfaringer med ledelse i praksis.
Vi er særligt interesseret i at høre fra dig, der har stor indsigt i coaching, facilitering og styrkelse af relationelle kompetencer. Ansøgere med kompetencer inden for forskning i ledelse og organisering på sundhedsområdet og på det sociale område vil vi ligeledes gerne høre fra.
Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø, hvor vi sammen udvikler fremtidens ledere.
Din profil
Vi søger dig, der kan genkende sig selv i følgende:
Du er en dygtig underviser, formidler og vejleder.
Du er velfunderet inden for ledelsesteori bredt set. Du er didaktisk kompetent og ved, hvordan du understøtter kompetenceudvikling, der skaber ledelsesudvikling i praksis. Du er ambitiøs på de studerendes vegne, og det er en integreret del af din tilgang at tilpasse og differentiere din undervisning til netop den målgruppe, du står overfor.
Du har kompetencer og viden om forskning i ledelse og organisering på sundheds -og socialområdet.
Vores forskningsinteresser spænder bredt indenfor alle professionsområder, men vi mangler i øjeblikket i særlig grad medarbejdere med viden og forskningsinteresser på sundheds- og socialområdet.
Du har praktisk erfaring med ledelse.
Du har ikke nødvendigvis selv været leder, men du ved, hvad ledelsesopgaven rummer i praksis. Således har du stor viden om de ledelsesdilemmaer vores studerende og samarbejdspartnere i regionen taler om. Med baggrund i din viden og erfaring evner du at skabe koblinger mellem teori og de studerendes kontekst på en nuanceret måde, så de støttes i deres udvikling.
Du har interesse og viden om coaching, facilitering og styrkelse af relationelle kompetencer.
Du evner at identificere, hvordan relationer kan omsættes til langsigtet værdi, og skabe gensidigt udbytterige samarbejder, for både vores samarbejdspartnere og os. Din tilgang er præget af indsigt, nærvær og en naturlig evne til at skabe forbindelser, der styrker den enkelte tilknytning, og åbner nye muligheder.
Derudover forventer vi, at du har:
- en relevant uddannelse på kandidatniveau og gerne en ph.d.
- en bred teoretisk indsigt og erfaring inden for ledelsesområdet
- stærk forankring i uddannelsesverdenen - også gerne med erfaring fra forskning og udviklingsarbejde.
Dine arbejdsopgaver
Som adjunkt eller lektor skal du arbejde med efter- og videreuddannelse af primært offentlige ledere. Afhængigt af dine kompetencer og interesser har du også mulighed for at indgå i centrets forsknings- og udviklingsaktiviteter. Dine primære arbejdsopgaver vil derfor være:
Undervisning.
Du skal udvikle, tilrettelægge, gennemføre, evaluere og justere undervisning. Du skal indgå i et tæt arbejdsfællesskab med uddannelsesleder og det samlede team af undervisere om udviklingen af vores uddannelsesforløb. Som udgangspunkt forventer vi, at du kan varetage undervisningen på grundmodulerne på Diplom i Ledelse - og på udvalgte valgmoduler alt afhængigt af dine faglige styrker og din erfaring.
Forskningsopgaver.
Du har mulighed for at indgå i forsknings- og udviklingsprojekter afhængigt af dine faglige interesser og kompetencer. Vi bedriver anvendelsesorienteret forskning i tæt samarbejde med partnere fra praksis og med udgangspunkt i praksisbehov for ny viden og løsninger.
Udviklingsopgaver.
Du skal bidrage til særlige forløb for vores samarbejdspartnere, primært fra den offentlige sektor i Region Sjælland. Opgaverne spænder over både undervisningsopgaver og fx udviklings- og procesunderstøttende ydelser - og i nogle tilfælde med tilknyttet forskning. Desuden deltager du i centrets interne udviklingsprojekter, hvor vi arbejder med at styrke vores faglige profil, didaktiske metoder og samarbejdsformer.
Bidrag til et aktivt og spændende fagmiljø.
Vi lægger vægt på, at vores fagmiljø er præget af et højt vidensniveau og glade og engagerede studerende, der selv bidrager til udviklingen af undervisningen. Vi understøtter, at alle kan få kompetent sparring og støtte i studiegrupper og fra deres vejledere under uddannelsen. Vi søger selv indsigt i praksis og aktuelle behov for ny viden og kompetencer gennem vores udviklingsaktiviteter og dialogen og samarbejdet med praksis, herunder med nuværende og tidligere studerende.
Dine kolleger
Center for Ledelse og Organisering er et af seks faglige centre på Professionshøjskolen Absalon. I centret er vi en centerchef, en uddannelsesleder og 14 medarbejdere, der beskæftiger sig med efter- og videreuddannelse, forskning og udvikling på ledelsesområdet. Vi lægger vægt på et tæt fagligt fællesskab, hvor vi sammen udvikler vores aktiviteter. Du kommer således til at arbejde sammen med dine kolleger om den konkrete tilrettelæggelse af undervisning, udviklingsprojekter osv. Du kommer til at referere til uddannelseslederen for Diplom i Ledelse, som lægger vægt på at kombinere et målrettet resultatfokus med et godt arbejdsmiljø.
Hos os får du et udviklende job med engagerede, fagligt dygtige og motiverede kolleger. Derudover får du muligheden for at gøre en forskel for velfærden i det offentlige og få et spændende netværk.
Du vil få ansættelsessted på Campus Roskilde, der ligger tæt på Trekroner Station, men dine opgaver foregår i hele regionen.
Sådan ansøger du
- Ansættelse sker efter gældende overenskomst på statens område.
- Stillingen er på fuld tid med forventet opstart 1. december 2025.
- Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte uddannelsesleder Jesper Bramsbye jebr@pha.dk.
- Ansøgning og relevante bilag sendes via vores rekrutteringssystem her eller ved at klikke på 'Søg stillingen' til højre på denne side senest den 20. oktober 2025. https://phabsalon.dk/job-i-absalon/ledige-stillinger Vi forventer at afholde 1. samtalerunde den 24. oktober og 2. samtalerunde den 27. oktober 2025.
Vi ønsker, at medarbejderstaben afspejler det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, kulturel og etnisk baggrund til at søge stillingen.
Alt efter dine kvalifikationer vil du blive ansat som adjunkt eller lektor
På Absalon er adjunkturet en 4-årig uddannelsesstilling. Det understøtter vi gennem Absalons lektorkvalificeringsforløb, som alle nyansatte adjunkter deltager i, og alle får tilknyttet en vejleder. For at blive ansat som lektor forudsætter det en positiv lektorbedømmelse inden for stillingstrukturens anvendelsesområde.
Ved ansættelse af lektorer der er lektorbedømt før 2013-stillingsstrukturen, sker ansættelse på hidtidige centralt fastsatte løn- og ansættelsesvilkår. Afhængig af dine kvalifikationer, afvejet med stillingens konkrete indhold, kan fornyet lektorbedømmelse efter den aktuelle stillingsstruktur (fast-track ordningen) eventuelt aftales. Læs mere her i kap. 5. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/673
Du kan læse mere om rammerne for ansættelse som adjunkt eller lektor i vores stillingsstruktur her. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/1458
Om Absalon
Professionshøjskolen Absalon er Region Sjællands største uddannelsesinstitution, hvor vi med vores 13 uddannelser uddanner samfundets professionelle til både erhvervslivet og den offentlige sektor. Vi er fordelt på i alt syv campus.
Vores ambition er at bidrage til øget velfærd og vækst i Region Sjælland gennem fremragende uddannelser og rollen som regional udviklingspartner. Vores studerende og samarbejdspartnere er det ubestridte centrum for vores arbejde, lige som vi lægger vægt på at være en rigtig god, fællesskabsbaseret og udviklende arbejdsplads.
Vi er 800 medarbejdere, vi har 9.000 studerende på vores grunduddannelser og vi efter- og videreuddanner 3.500 kursister hvert år.