Adfærds- og awarenesskoordinator, FE, KøbenhavnØ

fuldtid
Adfærds- og awarenesskoordinator, FE, KøbenhavnØ
  • Kastellet
  • Østerbro 0, 2100 København
Har du stærke analytiske evner og en dyb forståelse for menneskelig adfærd? Evner du at omsætte komplekse trusler til relevant og forståeligt indhold for hele Forsvaret? Vil du være med til at styrke awareness og forebygge sikkerhedsbrud i en tid med øget kompleksitet og trusselsbillede? Så kan du nu blive vores nye kollega. Vi søger en adfærdskoordinator og specialist til afdelingen for Militær Sikkerhed.

Om stillingen

Som adfærdskoordinator og specialist i awareness vil du være ansvarlig for at udvikle, koordinere og implementere indsatser, der styrker den sikkerhedsmæssige adfærd i hele Forsvaret. Du vil være bindeled mellem trusselsvurderinger og den praktiske kommunikation og adfærdsindsats målrettet brugere på alle niveauer.

Du skal med andre ord kunne sætte dig ind i en operativ virkelighed og formidle komplekse trusler, risici og sikkerhedshensyn i et sprog og format, der giver mening for både menige og ledere – fra kontorgangen til den udsendte enhed.

Stillingen indebærer både strategiske og operative opgaver og vil kræve samarbejde på tværs af myndigheder, stabe og sikkerhedstjenester.

Dine primære opgaver

  • Udvikle awareness-kampagner og adfærdsindsatser målrettet militært personel
  • Koordinere awareness-initiativer i samarbejde med FE’s øvrige sektioner og Forsvarets myndigheder
  • Gennemføre adfærdsanalyser og evaluere effekten af awareness-tiltag
  • Omsætte sikkerhedstrusler og komplekse problemstillinger til forståeligt og anvendeligt indhold
  • Identificere og adressere adfærdsmæssige risici i forbindelse med militær sikkerhed
  • Bidrage til udvikling af uddannelsesforløb med fokus på sikkerhedskultur og adfærd
  • Rådgive chefer og beslutningstagere om adfærdsrelaterede problemstillinger
Vi forventer, at du

  • Har en akademisk eller militær baggrund (kaptajn/kaptajnløjtnant) med fokus på adfærd, psykologi, pædagogik eller beslægtede fagområder
  • Har stærke analytiske evner og kan arbejde systematisk med komplekse data og adfærdsmønstre
  • Har erfaring med at udarbejde kommunikations- og awarenessmateriale
  • Har gode koordinationsevner og trives med samarbejde på tværs af organisationer
  • Er udadvendt og kan skabe relationer og tillid i både operative og administrative miljøer
  • Har kendskab til arbejdet i den militære sikkerhedstjeneste og forståelse for FKOBST 358-1 og relaterede bestemmelser
  • Kan formidle komplekse trusselsbilleder i et klart, engagerende og modtagerorienteret sprog
Det vil være en fordel, hvis du

  • Har erfaring fra opgaver i militære stabe eller efterretningsmiljøer
  • Har arbejdet med organisatorisk adfærdsændring eller strategisk kommunikation
  • Har medvirket i tværfaglige projekter med fokus på sikkerhed og forebyggelse
  • Har erfaring fra INTOPS eller internationalt samarbejde
Din nye arbejdsplads

Du bliver en del af en specialiseret enhed i Afdelingen for Militær Sikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste. Her arbejder vi med hele spektret af militær sikkerhed – fra klassificeret information og fysisk sikring til personel- og cybersikkerhed. Stillingen er nyoprettet og giver dig mulighed for at forme både rolle og indhold.

Arbejdsstedet er København Ø. Du må forvente periodiske rejseaktiviteter til øvrige garnisoner og myndigheder i Forsvaret.

Ansættelsesvilkår

Civile ansøgere:
Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer.

Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som Forsvarets Efterretningstjeneste betaler.

Militære ansøgere:

Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.

Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som ansat har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.

Sådan søger du
Du skal sende din ansøgning, CV og uddannelsesbevis via stillingsopslaget, senest den 17. august 2025. Militære ansøgere opfordres til at vedlægge den senest udfærdige FOKUS bedømmelse.

Stillingen er til besættelse snarest muligt, og vi indkalder til samtaler løbende. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på mailadresserne FE-1119@mil.dk (i ugerne 28/29 & 33) eller 22376@ddis.dk (i uge 32), hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.

Du kan finde mere information om FE på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores beretning "INDBLIK" og kan få et mere detaljeret indblik i FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.

Vil du være med til at sætte retning for adfærd og awareness i Forsvaret? Så glæder vi os til at høre fra dig.

Log ind