Absalonskolen søger en naturfagslærer med nysgerrighed og drømme

fuldtid
Absalonskolen søger en naturfagslærer med nysgerrighed og drømme

Jeg er vild med at bygge broer mellem naturfag, elevernes virkelighed og skolens fællesskab. Her er også mulighed for at få teknologier helt ind i fagene, vi har fx mulighed for at tage robotter, 3D-printere eller micro:bits ind i undervisningen”, fortæller Emil, der er naturfagslærer på Absalonskolen.

Kunne du tænke dig at blive kollega med Emil og alle vores andre skønne (naturfags-)lærere, så læs endelig med, for vi er på udkig efter dig med en stærk naturfaglig profil med bredde i STEM-fagene, og som kan kombinere din faglighed med en legende og undersøgende tilgang til undervisningen.

Hverdagen på Absalonskolen

Din kommende hverdag vil udspille sig i udskolingen, hvor du vil skulle undervise elever fra 6. klasse og opefter. Vi søger dig, der kan give eleverne en forståelse af, at naturfag er både spændende og vigtigt.

Det er kendetegnende for dit kommende team, at det er engagerede kollegaer med fokus på faglig udvikling, samarbejde og ikke mindst elevernes trivsel og motivation. Det er også erfarne mennesker, som meget gerne vil tage dig under vingerne, høre om alle dine fede ideer og hjælpe dig godt i gang, hvis du er nyuddannet. 

Hands-on naturfag, hvor teori møder praksis

Da vi er en større skole, bliver du også en del af et stærkt naturfagligt kollegialt felt med mulighed for faglig og didaktisk sparring – og ikke mindst til at videreudvikle naturfagene. Dine kollegaer er blandt andet en del af NAFA.

Vi – og dine kommende teammakkere – lægger til gengæld vægt på, at du har lyst til at være en del af skolens liv og indgå aktivt i både det faglige og sociale fællesskab – og at du ønsker at gøre en forskel for vores elever.

Vi har brug for dig, der er læreruddannet (eller i gang med den afsluttende del af uddannelsen), og

  • er fagligt velfunderet og har lyst til at udvikle din undervisning i fællesskab med andre
  • møder eleverne med tydelige forventninger, anerkendelse og nysgerrighed
  • trives i et tæt teamsamarbejde og ser værdi i fælles forberedelse og sparring

Erfaring er ikke afgørende – vi vægter engagement, relationskompetence og lysten til at lære lige så højt.

Til gengæld bliver du en del af Absalonskolen, der ligger smukt på toppen med udsigt over Holbæk By. Vi har en stor mangfoldighed blandt børnene, og vi tæller ca. 600 elever. Rundt om skolen er der spændende områder med boldpladser, legeområder og Knudskoven som vores baghave.

Pædagogisk har vi et bredt børnesyn. Vi går op i at være i øjenhøjde med både børn og forældre og sætte rammer om dagligdagen, som giver tryghed for alle.

Det lyder lige som noget for mig!

Vi glæder os til at modtage dit cv og din ansøgning (husk kopi af uddannelsesbevis) senest torsdag den 23. oktober 2025. 

Vi forventer at afholde samtaler tirsdag den 28. oktober 2025.

Hvis du har nogle spørgsmål eller er nysgerrig på at se skolen, så tag endelig fat i pædagogisk leder Anne-Dorte Johansen på telefon 72 36 37 96.

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst på området.

Tiltrædelse er pr. 1. december 2025.

Alle kvalificerede ansøgere opfordres til at søge stillingen uanset køn, alder, handicap, etnicitet, politiske og religiøse overbevisninger eller seksuel orientering.

Vi er 4.800 passionerede kollegaer, der hver dag servicerer Holbæk Kommunes ca. 74.000 borgere.

Vi samarbejder og bruger vores fagligheder til at skabe vigtige løsninger og yde god service for borgerne i kommunen. Vi vægter arbejdsmiljøet højt og ønsker at udvikle vores medarbejdere fagligt og personligt. Der er derfor gode muligheder for at få nye udfordringer i jobbet.

Læs mere om, hvordan det er at arbejde i Holbæk Kommune.  

Log ind