”Timeafløsning gives til familier i henhold til Barnets Lov § 90, stk. 1, nr. 2. jf. servicelovens § 84, stk. 1. Formålet med timeafløsning er at aflaste forældre til et barn med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Dine arbejdsopgaver er derfor at have samvær med barnet, lave aktiviteter med barnet samt understøtte gode oplevelser for barnet, så der frigives et pusterum til forældrene. Din arbejdsplads er derfor på familiens bopæl. Du vil altid kun have ansvaret for ét barn, mens du er på arbejde og da arbejdet består i relationsarbejde forventes det, at du kan se dig selv i jobbet i minimum ét år.”
Som timeafløser er din opgave både at afløse forældrene i hjemmet og at lave aktiviteter med drengen. Samværet med drengen vil primært foregå i hjemmet, men det er også muligt at tage på ture ud af huset. Det vil også være en del af opgaven, at man henter han i børnehave tæt på familiens hjem 1x pr uge.
Arbejdstiden er ca. 24 timer pr mdr. fordelt på 2-3 timers varighed pr vagt, 2 dage pr uge. Ønsket er at finde en timeafløser der kan hente drengen 1x pr uge kl. 14 eller 14.30 og så være sammen med han i 2-2,5 time efterfølgende. Desuden håber familien at få en timeafløser der kan arbejde i weekenden, lørdag eller søndag 3 timers vagt. Det er ikke et krav at man kan arbejde hver weekend.
Drengen er ikke udredt men hans adfærd er styret af impulsivitet og hyperaktivitet. Han har svært ved at holde fokus på en aktivitet eller leg i længere tid. Han har behov for voksen guidning, klare anvisninger og regulering fra en voksen. Der er behov for en rolig og stabil timeafløser som overholder aftaler og er rammesættende. Der er behov for en timeafløser der har erfaring i at arbejde med børn indenfor specialområdet så man har viden og kendskab til børn med en grænsesøgende adfærd som skal rammesættes. Der er tale om en sød, kærlig dreng der gerne vil relationen med den voksne, kan fordybe sig i ting i naturen og andre aktiviteter hvor han er relevant rammesat af den voksne.
Drengen elsker at være ude på legeplads eller i et lille skovområde der er tæt på familiens bolig. Han kan godt lide at lege med klodser, fange sæbebobler, spille bold mm. Og han vil gerne fortælle om det han har oplevet. Han er alderssvarende motorisk og sprogligt.
Forventninger:
Målgruppen – formålet med timeafløsning:
Formålet med timeafløsning er at aflaste forældrene til et barn med nedsat fysisk – eller psykisk funktionsevne. Kommunen tilbyder timeafløsning, når behovet for afløsning er opstået alene på grund af barnets funktionsnedsættelse og når afløsningen sker af hensyn til den øvrige familie.
Løn og ansættelsesvilkår:
Timelønnen er:
Normaltimer: 145,97 kr (hverdage)
Forskudttjenste (aften): 31,55 kr
Lørdagstillæg: 38,19 kr
Weekendtillæg: 70,33 kr
Stillingen er til enhver tid betinget af en tilfredsstillende offentlig straffeattest og anmærkningsfri børneattest.
Yderligere oplysninger:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til socialrådgiver Ane Norup ved Team Afløsning, Kontakt- og Støttepersoner, Aarhus kommune på telefon: 21 35 89 14.
Om Sociale Forhold og Beskæftigelse
I Sociale Forhold og Beskæftigelse (MSB) er vi flere end 5.000 medarbejdere, som hvert år samarbejder med 80.000 børn, unge og voksne. Uanset om vi støtter med sociale- eller beskæftigelsesrettede indsatser, følger vi sammen den vision og mission, som vi kalder Fælles Formål. Vi fremmer Aarhusianernes handlekraft, så de kan skabe den tilværelse de ønsker - på trods af livets udfordringer. Det er vores eksistensberettigelse. Der er derfor, vi kan gå på arbejde hver dag med rank ryg og faglig stolthed.
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
20-11-2025