Jobarkiv

Kulturformidler med særlig interesse for undervisning og litteraturformidling
  • Faxe Kommune
  • Jernbanegade 62, 4690 Haslev

 

Kulturformidler med særlig interesse for undervisning og litteraturformidling

 

Vi søger en ny kollega med særlig interesse for undervisning og formidling af bibliotekets mange tilbud.

 

I Faxe Kommunes Biblioteker og Borgerservice er vi i en spændende udvikling med øget samarbejde med folkeskoler, gymnasiet og andre skoletilbud. Den succes tilskriver vi bl.a. refleksioner om for hvem vi er relevante og den direkte personlige betjening, et stort tilbud af både skøn- og faglitteratur og to fine huse, hvor kulturen og samarbejdet kan udfolde sig. Vi arbejder hele tiden med at holde vores bibliotekstilbud relevante og interessante for vores lånere. Vi anser det for en af grundstenene i vores arbejde at understøtte voksnes, unges og børns læseglæde og læsefærdigheder, samt opretholde den lige og frie adgang til viden og information.

 

Hos os lægger vi vægt på at tale om litteratur på arbejdspladsen og hele tiden dele vores viden om og begejstring for gode kulturoplevelser på kryds og tværs i organisationen til glæde for både kolleger og borgere. Vi har et bredt samarbejde i voksen-, børne- og arrangementsgruppen for at formidle litteratur og oplevelser til så mange målgrupper som muligt.

 

Vi søger en ny kollega

 

Vi søger derfor en ny kollega, som både er udadvendt og opsøgende. Den personlige og opsøgende dialog med lånerne ser vi som vores vigtigste arbejdsredskab. Derfor er det vigtigt, at vores kommende kollega trives med at samtale med mennesker både en-til-en og foran større forsamlinger som fx undervisningsforløb, Book talks, ved litteraturvandringer eller i et forløb om robotprogrammering. Dine undervisnings/formidlingsevner vil være det centrale, ikke om du er ekspert på et givent område. Du vil indgå i en kulturformidlergruppe med 10 andre kollegaer.

 

Arbejdsopgaver og kompetencer

 

Konkret skal du arbejde med litteraturformidling i biblioteksrummet i samtale med borgerne, planlægge og afvikle undervisningsforløb samt formidle litteratur på skrift.

Og du skal selvfølgelig have masser af bøger i hænderne og hjælpe med at tilpasse og vedligeholde materialesamlingen, så den altid fremstår attraktiv og aktuel. Her vil viden om at arbejde databaseret være et plus.

 

Vi har gang i mange projekter og du er derfor et praktisk menneske, der har et stort overblik og er god til at samarbejde med andre. Du har masser af gode ideer og du kan føre dem ud i livet – fra start til slut.

Det er en fordel, hvis du også har viden om SoMe og kan lave gode, inspirerende opslag på vores Facebook, Instagram og hjemmeside.

Hvis du har et ønske om at iscenesætte biblioteksrummet med levende udstillinger og har en scenografisk interesse, glæder vi os også til at høre dine ideer herom. Oplægget her kunne være et escaperoom baseret på din yndlingslitteratur. Med andre ord betragter du biblioteksrummet som noget, der kan bearbejdes og skabe inspiration for læring og oplevelser.

 

Vores forventninger til dig

 

Du er et læsende menneske, som har en stor passion for at formidle litteratur og læseoplevelser.

Du har en relevant uddannelse, som f.eks. underviser, Bibliotekar DB, cand.scient.bibl., eller cand.mag. i litteraturvidenskab, eller i bedste fald en kombination af ovenstående.

Det er et krav, at du har dokumenteret erfaring med undervisning og formidling af litteratur.

 

Du har lyst til at give litteratur videre, lige fra opgaven med undervisning, Bogen Kommer, over læsekredse til udstillinger i bibliotekerne.

Vi glæder os til at læse om, hvem du er og hvad du kan!

 

Frist
 

Din ansøgning, CV, uddannelsesbeviser og referencer skal vi have senest søndag den 16. april.

Ansættelsessamtaler afholdes i uge 16

Startdatoen er d. 1. juni 2023.

 

Om Faxe Kommunes Biblioteker & Borgerservice
 

Faxe Kommunes Biblioteker & Borgerservice består af hovedbiblioteket i Haslev, og et bibliotek i Faxe. Vi er ca. 35 ansatte.

Faxe Kommunes Biblioteker har kulturoplevelser, litteraturen og læseglæden som udgangspunkt for vores formidlings- og udviklingstiltag. Vi arbejder efter værtsskabsprincipperne, hvor borgeren er i centrum. Det betyder, at borgeren altid er i fokus, når man er i biblioteksrummet, og når der træffes beslutninger om biblioteksdriften.

Vores åbningstider kan du se på vores hjemmeside https://www.faxebibliotek.dk/ hvor du også kan se hvad vi p.t. tilbyder vores brugere.

 

Stillingen er i udgangspunktet på fuld tid, og løn og ansættelsesvilkår vil være efter gældende overenskomst. Du skal forvente at deltage i aftenarrangementer og lejlighedsvist have lørdagsvagter.

 

Børneattest og straffeattest indhentes inden ansættelse.

 

Ansættelsesstedet er i Haslev, men du kommer også til at arbejde på Faxe Bibliotek.

 

Har du spørgsmål til stillingen, kan de rettes til leder af biblioteker & borgerservice Anders von Buchwald, telefon 24 77 95 21 på hverdage mellem kl. 9.00 og 10.00. Du kan også skrive til avonb@faxekommune.dk.

 


Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=66b8308e)

Log ind