Jobarkiv

fuldtid
Konsulent til Odenses arbejde med klima og mobilitet
  • Odense Kommune
  • Nørregade 36X 1, 5000 Odense C
Har du erfaring med ledelsesbetjening og arbejdet med at understøtte komplekse projekter i en politisk styret organisation? Så er det måske dig, vi søger.

Vi søger en erfaren konsulent, som skal være med til at udvikle Odense til en klimaneutral og levende by.

Odense Byråd besluttede i sommeren 2020, at Odense skal være klimaneutral senest i 2030. Det er et ambitiøst mål, som vil kræve store beslutninger og ændringer i den by, vi kender i dag. Især, når det gælder vores transportvaner, hvor CO2-udledningen skal reduceres med 100.000 tons senest i 2030. Odense Byråd vedtog i december 2023 Grøn Mobilitetsplan, som har en dobbelt målsætning om at reducere CO2-udledningen fra vores transport samtidig med, at byen er i vækst og der skabes en sammenhængende by, hvor borgernes hverdag i hele kommunen hænger sammen, hvor byens liv udvikles og det er attraktivt at drive forretning, og hvor der stadig er adgang til byen og bymidten i bil.

Som konsulent i Ledelsessekretariatet i Klima- og Miljøforvaltningen vil du få en helt central rolle i at omsætte de politiske visioner og mål, som skal omdanne byen med fokus på den dobbelte målsætning

Læs mere på Odense Kommunes hjemmeside - Klimahandleplan 2024 og grøn mobilitetsplan

Om dig
Du har erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation, og konkret med emner og projekter, der har stor politisk bevågenhed. Du motiveres af at arbejde i et spændingsfelt med mange modsatrettede interesser, hvor tempoet er højt. Du har kort sagt politisk tæft og et strategisk blik for, hvordan du løser dine opgaver.

Du er en stærk procesleder, som er udstyret med relevant videregående samfundsvidenskabelig uddannelse og tilsvarende værktøjer. Vi søger en konsulent, som har styr på embedsmandspligterne og det er en fordel, hvis du har erfaring fra ledelsesunderstøttelse i en kommunal forvaltning eller en anden politisk styret organisation.

Vores projekter skal udvikles på tværs af fagligheder sammen med topledelsen i forvaltningen og det politiske niveau og i tæt samarbejde med borgere, erhvervsliv og byens øvrige centrale aktører. Du evner derfor at skifte mellem helikopterperspektiv og hverdagslogistik i en travl hverdag, og nyder at samarbejde med mange forskellige mennesker.

Du har en god alsidighed i din faglighed og tilgang til arbejdsopgaver, og du er ikke bange for at kaste dig ud i nye projekter og opgaver. Du skal kunne trives i en travl hverdag, for tempoet er ofte højt, men vi prioriterer også tid til grin og kollegial hygge på tværs af forvaltningens kontorer. Vi hjælper og støtter hinanden og har en uformel omgangstone, hvor der er plads til at sige sin mening. Vi forventer også, at du vil bidrage positivt til den gode og kollegiale atmosfære, der er i kontoret og forvaltningen som helhed.

Om jobbet
Som konsulent skal du:
  • følge og sparre omkring udviklingen af konkrete projekter under den grønne mobilitetsplan
  • sikre gode processer gennem inddragelse og et godt samarbejde på tværs af kontorer, afdelinger og forvaltninger i realiseringen af ambitionerne i den grønne mobilitetsplan
  • servicere den politiske og administrative topledelse (herunder rådmand og direktør) med mødeforberedelse og faglige beslutningsgrundlag, herunder medvirke til at sikre og time hensigtsmæssige politiske processer i den grønne mobilitetsplan
  • udarbejde sager til politiske udvalg og byråd, hvor du er i stand til at kommunikere komplekse problemstillinger på en klar og tydelig måde
  • generelt bidrage til at konkrete mobilitetsprojekter realiseres i byen.
Om Klima- og Miljøforvaltningen
Du bliver en del af en relativt ny forvaltning med fokus på klima og miljø, i et spændende fagligt miljø med ca. 100 dedikerede og gode kollegaer, der ønsker at få dig med på holdet i en travl og spændende hverdag.

Konkret bliver du en del af afdelingen Klima og Mobilitet i Klima- og Miljøforvaltningen og herunder en del af Ledelsessekretariatet , hvor dine nærmeste kollegaer arbejder med ledelsesunderstøttelse, politisk betjening og projektledelse af mange af projekterne i Klimahandleplan 2023 og Grøn Mobilitetsplan.

I dagligdagen holder vi til i smukke omgivelser på Odense Slot tæt på banegården. Vi har fleksibel arbejdstid, og du bidrager selv til planlægningen af din hverdag under hensyn til opgaver og møder.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Stillingen er en fast projektlederstilling på fuld tid / 37 timer ugentlig og ønskes besat snarest muligt.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte konstitueret kontorchef Katrine Unkerskov Karstoft på 20 41 62 82 eller stabschef Dea Seeberg på 51 46 40 19.

Det praktiske
Ansøgningsfrist er torsdag, 11. april 2024. Vi forventer at afholde 1. samtalerunde tirsdag den 16. april 2024 og onsdag den 17. april 2024, samt evt. 2. samtalerunde mandag den 22. april 2024 og onsdag den 24. april 2024.

I forbindelse med samtalerunde 1 skal du være forberedt på at arbejde med en case. Forud for en evt. 2. runde skal du være indstillet på at gennemføre en personprofilanalyse samt præsentere referencer.

Log ind