Jobarkiv

IT-arkivar ved Odense Stadsarkiv
  • Odense Kommune
  • Klosterbakken 2 1, 5000 Odense C
Har du lyst til at arbejde med digital arkivering og digitalisering? Har du hørt om digital arkivdannelse og du har erfaring med at tilgængeliggøre digitalt? Vil du gerne arbejde med den odenseanske kulturarv i bred forstand? Så er du måske vores nye kollega.

Odense Stadsarkiv gemmer fysiske og digitale arkivalier til gode historier. Vi er et udviklingsorienteret arkiv med privatarkivalier og kommunale arkivalier fra Odense Kommune.

Vi søger en IT-arkivar til 
at varetage modtagelser af data og digitale arkivalier fra blandt andet kommunens ESDH- og fagsystemer. Arbejdsopgaver og ansvar vil blandt andet omfatte:
  • Arkivering af systemer, strategi og årsplan
  • Vejledning i arkivmæssige hensyn og afleveringsforberedende arbejde, hvilket kræver kendskab til arkivloven, afleveringsbekendtgørelsen og bestemmelser for bevarings- og kassationsvurdering mv.
  • Kvalitetssikring af arkivpligtige data, herunder viden om test og godkendelse af arkiveringsversioner
  • Tæt samarbejde med leverandører og systemejere i arkiveringsprocessen
  • Ekspedition og sagsbehandling af adgang til IT-arkivalier
  • Udvikling af værktøjer til digital søgning
Stillingen omfatter desuden en række opgaver i forbindelse med Odense Stadsarkivs formidling og tilgængeliggørelse.

Vi håber
  • At du har stærke digitale kompetencer, teknisk flair og et godt kendskab til opbygningen af relationelle databaser og SQL
  • At du tager ansvar og trives ved at arbejde selvstændigt, struktureret og analytisk
  • At du håndterer både drifts- og udviklingsopgaver og bidrager til det gode arbejdsmiljø
  • At du brænder for at bruge de digitale muligheder på nye måder
  • Du har relevant akademisk uddannelse. Du er måske cand.mag. i historie med et it-fag som bifag, som sætter dig i stand til at lave digital arkivering og fremtidssikre adgangen til arkiverede informationer
Om Odense Stadsarkiv
Odense Stadsarkiv har eksisteret siden 1. januar 1991 og er et offentligt arkiv i henhold til arkivloven. Arkivet indsamler, registrerer og bevarer kommunale arkivalier fra Odense Kommune, ligesom arkivet vejleder kommunens forvaltninger om reglerne for bevaring og kassation af arkivalier. Endelig er Stadsarkivet også lokalhistorisk arkiv for Odense by og indsamler som sådant materiale om byen og dens borgere, foreninger, virksomheder og institutioner.

Organisatorisk hører Stadsarkivet under Transformation & Organisation i Borgmesterforvaltningen, men er fysisk placeret i fællesinstitutionen Historiens Hus, hvor der er et tæt samarbejde med Lokalhistorisk Bibliotek, Odense Bibliotekerne.

Vi har et rigtig godt arbejdsmiljø, og vi sætter en ære i at være fagligt dygtige og finde løsninger. Du skal synes, det er motiverende at tænke selv, tage ansvar og være en del af et større hold, der hjælper hinanden.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat som IT-arkivar. Løn og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og Dansk Magisterforening eller anden relevant forhandlingsberettiget organisation.

Yderligere information
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte stadsarkivar Johnny Wøllekær, jwoe@odense.dk  eller på 65 51 10 32 eller it-arkivar Timm Frank, tif@odense.dk eller på 65 51 10 24.

Det praktiske
Ansøgningsfristen er den 2. april 2024 og samtaler forventes afholdt den 22. april 2024.

Du bedes vedlægge CV, referencer, eksamensresultater inklusive karakterer og anden relevant dokumentation til din ansøgning.

Dit arbejdssted bliver Historiens Hus med adresse Klosterbakken 2, 5000 Odense C.

Log ind