Jobarkiv

Psykologer til faste stillinger i Behandlingsenheden Fønix
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København NV
Behandlingsenheden Fønix er Københavns Kommunes behandlingsenhed for børn og unge 0-18 år, der har været udsat for seksuelle overgreb samt udrednings- og behandlingstilbud til børn og unge med seksuelt bekymrende adfærd. Fønix er organiseret i sammenhæng med Børnehus Hovedstaden med fælles ledelse, og er organisatorisk forankret i Center for Tidlige Indsatser Døgn- og Familieplejetilbud under Borgercenter Børn og Unge (BBU) i Københavns Kommunes socialforvaltning.

Aktuelt omfatter enheden tre psykologer, en administrativ medarbejder og en afdelingsleder.

Enhedens kerneopgaver er

  • Behandlingsforløb til børn og unge, der har været udsat for seksuelle overgreb, herunder også familiebehandling og forældrestøtte mhp. at understøtte en positiv udvikling for barnet, samt supervision og konsulentbistand til de professionelle omkring barnet.
  • Afklarende forløb og udredning af seksuelt bekymrende adfærd hos børn og unge, herunder psykologisk testning.
  • Behandling af børn og unge med seksuelt bekymrende adfærd, herunder også familiebehandling og konsulentbistand til de professionelle omkring barnet.
Sagstyperne i Fønix er ofte komplekse og meget varierede, og vores arbejdsfelt har tit stor bevågenhed og akutpræg. Vores arbejde er kendetegnet af høj faglighed, helhedsorienteret indsatser med tværfaglig og tværsektoriel involvering, og vi har rammerne og mulighederne for at være i sagerne, i den tid det kræver. Udgangspunktet for vores indsats er det enkelte barn/den unge, men vi inddrager altid familie og øvrige netværk i behandlingen. Tyngden i sagerne fordrer et tæt, trygt og støttende arbejdsfællesskab, det sikrer den bedst mulige opgaveløsning, samt modvirker udbrændthed og andre belastningsreaktioner. Sagerne henvises af BBU-enhederne i Københavns Kommune jf. BL §30, §22 eller §32. Der arbejdes traumeinformeret og systemorienteret med individuelle indsatser, familiebehandling, forældrerådgivning, netværksarbejde og med gruppeforløb.

Din profil

  • Du er autoriseret psykolog og har relevant efteruddannelse.
  • Du har erfaring med, og interesse for, at arbejde med psykologisk behandling og undersøgelse af børn og unge, herunder gerne erfaring med gruppebehandling.
  • Du har viden om traumer.
  • Du har interesse for arbejdet med børn og unge udsat for seksuelle overgreb samt interesse for at arbejde med børn og unge med seksuelt bekymrende adfærd.
  • Du værdsætter tværfagligt samarbejde og dét at arbejde som team fremfor individuelt.
  • Du har et stabilt og godt humør, gode relationelle kompetencer og menneskeligt overskud – alt sammen vigtige egenskaber, når man skal arbejde i et til tider belastende felt.
Vi tilbyder

  • gode rammer for at udføre spændende og meningsfulde arbejdsopgaver med børn der har været udsat for overgreb og/eller har seksuelt bekymrende adfærd
  • makkerskab, hvor vi er to behandlere på næsten alle sager
  • løbende faglig opkvalificering, ekstern supervision og et støttende og udviklende arbejdsfællesskab
  • godt kollegialt fællesskab, hvor vi tager os tid til faglig sparring
  • god kantineordning
Yderligere oplysninger
Stillingerne er på 30-37 timer om ugen efter aftale og med tiltrædelse den 1. maj 2024 eller snarest muligt. Enheden ligger på Svendborggade i København Ø.
Hvis du vil vide mere om stillingerne og Behandlingsenheden Fønix, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Maria Grønholdt Jørgensen 6113 2968 eller institutionsleder Morten Jarmer på 2170 9560.

Søg via linket senest onsdag den 20. marts 2024
Samtaler afholdes fredag den 22. marts og mandag den 25. marts.

Om Borgercenter Børn og Unge
Borgercenter Børn og Unge understøtter børn, unge og deres familier i vanskelige perioder af deres liv. Vi modtager og behandler underretninger fra borgere og professionelle, der er bekymrede for et barns trivsel, ligesom familier med behov for støtte selv kan henvende sig. Vi har forskellige tilbud til målgruppen, herunder dagbehandlingstilbud, døgninstitutioner og forebyggende tilbud som fx gadeplansarbejde, vi samarbejder med skoler og institutioner og arbejder med kriminalitetsforebyggelse. Det er vores opgave at understøtte en barndom med trivsel og tryghed, at forebygge omsorgssvigt og at give udsatte børn og unge et godt fundament for voksenlivet. Se mere om socialjob.kk.dk/børn og unge.

Log ind