Jobarkiv

Byplanlægger til Plan og By Horsens Kommune
  • Horsens Kommune
  • Chr M Østergaards Vej 4 1, 8700 Horsens
Vil du være med til at arbejde med kvalitet og sammenhæng i byudviklingen i en af landets hurtigst voksende kommuner, og har du lyst til at arbejde i komplekse processer i en politisk organisation, så er denne stilling måske noget for dig?

Plan & By er en afdeling med i alt ca. 15 engagerede fagfolk, der har til opgave at planlægge de fysiske rammer for kommunens udvikling – i by og på land. Sammen med Byggesag, Erhverv & BBR udgør Plan & By det fælles fagområde Plan, Byg & Erhverv. Chefen for området er Horsens Kommunes stadsarkitekt, som har det overordnede ansvar for at sikre kvalitet og sammenhæng fra den langsigtede strategiske udvikling over konkrete planer og projekter til den daglige sagsbehandling og realisering.
Ét af vores vigtigste pejlemærker er at sikre en rød tråd mellem plads til moderne byudvikling og respekten for byernes historie og arv.
Ligesom resten af samfundet er Horsens Kommune også på vej ind i fremtiden med fokus på grøn omstilling i form af planlægning for vedvarende energianlæg. Det er derfor en fordel, hvis du har erfaring med fysisk planlægning i kommunalt regi og meget gerne kommuneplanlægning.

Om dig
Du er uddannet civilingeniør, arkitekt eller har en tilsvarende faglig baggrund og har lyst til at arbejde med kommune-, lokal- og byrumsplanlægning. Meget gerne også VE-planlægning.
Desuden forventer vi, at du
  • Er en dygtig byplanlægger med god forståelse for bygningskunst, landskab og byrum samt fokus på sammenhæng i hele det byggede miljø fra landsplan til listebeklædning,
  • Kan tage ansvar for planlægning af store og komplekse projekter
  • Har en solid erfaring med fysisk planlægning fra tilsvarende stilling
  • Vil bidrage til afdelingens samlede opgaveportefølje
Det er en fordel, hvis du har erfaring fra en politisk styret organisation, tidligere har arbejdet med kommunal sagsbehandling og har masser af humor.

Måske har du gennemført eller påbegyndt et efteruddannelsesforløb i miljøvurdering eller har lyst til at dygtiggøre dig i det gennem de opgaver du får ansvar for.

Byplanlægning er et stort og vidtfavnende arbejdsområde, og vi er før blevet overrasket over, hvilken viden, erfaring og kvalifikationer i øvrigt, der viste sig at være netop det, vi havde brug for til at styrke vores daglige arbejde og samarbejde i afdelingen. Derfor skal du ikke holde dig tilbage, hvis du har en anden baggrund end den, vi beskriver her, men i øvrigt kan forholde dig kvalificeret til stillingens indhold.

Om afdelingen Plan & By – en del af Teknik & Miljø
Som medarbejder i Plan & By vil du referere til en afdelingsleder og stadsarkitekten, som også er chef for Plan, Byg & Erhverv – et chefområde, som ud over Plan & By også rummer Byggesag, Erhverv og BBR. Sammen er vi en del af direktørområdet Teknik & Miljø, der omfatter Natur & Miljø, Affald, Trafik & Ejendomme, Service & Beredskab, Klimasekretariatet samt Økonomi, Administration & Strategi.

Teknik & Miljø betjener tre politiske udvalg: Plan- og Vejudvalget, Bæredygtigheds- Natur- og Klimaudvalget samt Oplandsudvalget.

Du kan se hele kommunens organisation her: https://horsens.dk/om-horsens-kommune/faktaomhorsenskommune/organisationsdiagram

Løn- og ansættelsesvilkår.
Stillingen er normeret til 37 timer ugentligt.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Lønnen forhandles med den forhandlingsberettigede fagorganisation.

Ansættelsesproceduren
Der er ansøgningsfrist onsdag d. 20. marts 2024
Vi forventer at holde samtaler i uge 14

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Helene Mai Krusborg på tlf. 29 63 22 36 eller stadsarkitekt og afdelingschef Jesper Pagh på tlf. 76 29 25 90.



 

Log ind