Jobarkiv

Vil du arbejde med rekruttering af medarbejdere i Digitaliseringsstyrelsen?
  • Digitaliseringsstyrelsen
  • Landgreven 4, 1301 København K
Du skal i det daglige arbejde sparre med ledere og medarbejdere om stillingsannoncer, valg af publiceringsleverandører samt lønforhandling. Vi tilbyder en stilling i et kontor, der er præget af en god samarbejdskultur, eftersom koordinering og videndeling er essentielt for, at vi kommer godt i mål med vores opgaver.

Om stillingen Vores HR-enhed blev etableret i foråret 2023 efter en organisationsændring og vi varetager nu mange HR-opgaver, som tidligere lå eksternt. Blandt andet har vi fået ansvar for hele rekrutteringsprocessen, og derfor leder vi efter en kollega, som har lyst til at arbejde med rekruttering sammen med et dygtigt team.

En af dine fornemmeste opgaver bliver at lytte til ledelsens behov og sparre med dem om den gode rekruttering.

Dine opgaver bliver at:

  • sparre med ledere og medarbejdere om stillingsannoncer og valg af publiceringstilgange
  • lønforhandle i forbindelse med fastansættelser
  • være ansvarlig for vores koncept for intern rokering
  • håndtere ændring af ansættelsesforhold
  • forhandle med kommuner ang. fortrinsret.
I forbindelse med sparring på stillingsannoncer og valg af publiceringsstrategier vil du arbejde tæt sammen med en anden kollega. Du får derudover kollegaer, som står for publicering af stillingsannoncer, indkaldelser og afslag, samarbejde med leverandører etc.

Da vi er et mindre team, hjælper vi hinanden på tværs, og du kan derfor også få andre opgaver i perioder. Du skal fx forstå aftalerne med publiceringsleverandørerne, så du kan dække ind for og sparre med din kollega, som er ansvarlig for det område i det daglige arbejde.

Om dig Det afgørende er ikke, hvilken kandidatuddannelse du har, men vi forestiller os, at du har 2-4 års erhvervserfaring med lønforhandling eller andre dele af rekrutteringsprocessen fra offentlig regi.

Derudover ser vi gerne, at du:

  • er processtærk og struktureret
  • har flair for skriftlig formidling
  • har politisk forståelse
  • har personlig gennemslagskraft og kan lytte til samt udfordre ledelsen.
Om os Vi er ca. 10 medarbejdere med meget forskellige uddannelsesbaggrunde, erhvervserfaring og ansvarsområder. Ud over dig lønforhandler tre andre kollegaer også, så du er ikke alene om denne opgave. Du bliver en del af et socialt kontor. Lige nu afholdes der fx konkurrence i bedste hjemmelavede cookie i kontoret, og vi prioriterer at spise frokost sammen i hverdagen. Der er også mulighed for at deltage i sociale arrangementer på tværs af kontorerne fx via vinklub, fodboldklub eller løbeklub.

I Digitaliseringsstyrelsen er vi ca. 400 medarbejdere, der hver dag går forrest i arbejdet for et mere digitalt offentligt Danmark med borgere og virksomheders behov i centrum. Vi sætter barren højt og har et klart fokus på din kompetence- og karriereudvikling. Og vi synes, at det er vigtigt, at det er sjovt at gå på arbejde.

Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.

Du kan læse meget mere om Digitaliseringsstyrelsen på digst.dk.

Ansættelsesvilkår Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig på baggrund af dine kvalifikationer.

Ansættelsesområdet er Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet med tilhørende institutioner, pt. Digitaliserings- og Ligestillingsministeriets departement, Digitaliseringsstyrelsen og Danmarks Statistik.

Flere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte din kommende teamleder Ea E. Roldgaard på eaerol@digst.dk og mobil +45 29 46 79 47 eller rekrutteringspartner Siri Jordahn på sirjk@digst.dk og mobil + 45 21 82 98 95 . Du er velkommen til at skrive en sms med dine spørgsmål eller bede om at blive ringet op.

Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 10. marts 2024.

Det forventes at holde første samtaler i uge 11 og anden samtaler i uge 12. For de kandidater, som går videre til anden samtale, vil der være en mindre caseopgave. Vi håber at kunne byde vores nye kollega velkommen den 1. maj 2024.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.

Log ind