Jobarkiv

Kan du omsætte ambitiøse målsætninger til handling, imens du sikrer en stabil drift – så er du måske Frederiksberg Renovations nye driftsleder
  • Frederiksberg Kommune
  • Skellet 27 1, 2000 Frederiksberg

I renovationen, som er en del af Frederiksberg Kommune, er vi i fuld gang med at omsætte målsætningerne i Frederiksberg Kommunes affaldsplan til handling. Vi er kommet i mål på nogle områder, bl.a. er vores bilpark så tæt på 100% eldreven som den kan være pt. På andre områder arbejder vi fortsat på højtryk med at indfri målsætningerne – bl.a. når det gælder om at øge borgernes sortering af genanvendeligt affald og mindske mængderne af restaffald der sendes til forbrænding. 

Udmøntningen af affaldsplanen gør, at der er flere arbejdsopgaver end, hvad vores to driftsledere har mulighed for at løse. Derfor søger vi nu en tredje driftsleder, som - foruden at være en god personaleleder for 35 renovationsarbejdere – bliver medansvarlig for, at driften af affaldsindsamlingen udvikler sig i overensstemmelse med politiske målsætninger og lovkrav – uden at driftssikkerheden kommer i fare.  

Om dig

Vi søger dig, som har kendskab til- eller erfaring med renovationsområdet og meget gerne en relevant ledelsesuddannelse og/eller erfaring med driftspersonale, det er dog ikke et krav. Har du ingen ledelseserfaring eller ledelsesuddannelse skal du forvente at deltage i kurser/undergå uddannelse, der er relevant for stillingen. 

Du prioriterer, at dine kommende medarbejdere har et godt- og sikkert arbejdsmiljø, uanset om der er tale om sikring af den daglige drift eller udviklingen af den. I tillæg til dette, har du godt humør, gode kommunikationsevner (skriftligt og mundtligt) og et gå-på-mod der kan motivere andre.

Derudover, er du som vores kommende driftsleder: 

  • Informativ, god til at dele viden og er opmærksom på at videregive informationer, som andre er afhængige af, for at de kan lave deres arbejde
  • Dygtig til at lave systemer
  • God til at følge opgaver til dørs
  • Dygtig til at opsøge, etablere og pleje samarbejder om opgaver og i processen skabe fælles retning 
  • Dygtig til at tale med mennesker fra forskellige faglige retninger og forskellige steder fra (viceværter, myndigheder, renovationsarbejdere, boligejere og dine kolleger). 
  • Superbruger af Microsoft Office pakken og god til at begå dig digitalt 

Om stillingen

Det vil være gennemgående for dit arbejde, at du skal være med til at udvikle tiltag, som skal implementeres i driften i form af lovgivning og målsætninger fra affaldsplanen, der skal omsættes til praksis.

Opgavemæssigt vil dit arbejde som driftsleder ligge indenfor disse tre områder:

1. Personaleledelse 

I samarbejde med dine driftslederkolleger - og med reference til driftschefen - vil dine arbejdsopgaver være:

  • Ledelse af din medarbejdergruppe, som består af 35 renovationsarbejdere
  • Distanceledelse fra kontoret og besøg rundt i byen
  • Afholdelse af MUS-samtaler og opfølgning herpå
  • Udarbejdelse- og eksekvering af sygefraværsstrategi i samarbejde med dine lederkolleger 

2. Udvikling af arbejdsmiljøarbejdet og sikkerheden for medarbejderne i renovationen 

  • I samarbejde med dine lederkolleger, driftschefen, arbejdsmiljørepræsentanten og udviklingskonsulenten vil du få til hovedopgave at skulle udvikle og systematisere renovationens arbejde med arbejdsmiljø ved bl.a. løbende at identificere indsatsområder og lave handleplaner dertil og sikre, at de bliver fulgt. 
  • Du vil få ansvaret for at udarbejde instrukser til renovationsarbejderne om f.eks. korrekt håndtering ved nedbrud af maskiner samt andre situationer, der handler om at styrke sikkerheden i arbejdet. 

3. Udvikling af en sikker drift i henhold til politiske beslutninger og lovgivning 

I dit arbejde vil du sparre med driftschefen og dine driftslederkolleger om implementering af lovkrav i driften med parallelt fokus på arbejdsmiljøet og øget sortering.

Sikring af drift, service til borgerne og arbejdsmiljø er gennemgående for stillingen.

 

Om arbejdet i Frederiksberg Renovation

Da vi er en driftsafdeling, er tempoet ofte højt med en fri og kærlig omgangstone, hvor der er højt til loftet. Vi griner hver dag, taler om tingene, og holder jævnligt sociale arrangementer. 

Du vil få plads på et lille fælleskontor med to andre driftsledere og en administrativ medarbejder. 

Du vil referere til driftschefen. 

 

Arbejdstid 

Der er tale om en fuldtidsstilling med varierende arbejdstider. Som udgangspunkt følger din arbejdstid driften og ligger i tidsrummet mellem kl. 7.30 og 18. Dog skal du til tider afløse din kommende driftslederkollega, som har morgenvagt, hvor du vil møde kl. 05 om morgenen.

Personalegoder, som vi tilbyder, er:

  • Gratis frugt og kaffe
  • Massageordning
  • Fitnesslokale 
  • Fysioterapi 

Samtaler afholdes i uge 11 med mulighed for 2. samtale i uge 12. Spørgsmål til stillingen kan stilles til driftschef Thomas Madsen på 28984953


Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap.

Log ind