Jobarkiv

Pædagog til forebyggelse, udvikling og trivsel for udsatte unge hos VIFU Forebyg
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København NV
Brænder du ligesom os for at gøre en forskel for socialt udsatte unge? Bliver du glad af at bidrage til en meningsfyldt dagligdag for unge udsatte, i samarbejde med fagligt engagerede kolleger, i et levende arbejdsmiljø, med plads til humor? Finder du samtidigt arbejdsglæde ved fleksibel og selvstændig tilrettelæggelse af opgaver? Så er det dig vi søger!

Om jobbet
Der er tale om en stilling, hvor du har 30 timer på matriklen og 7 timer som kontaktperson. Stillingen er hos VIFU Forebyg, hvor vi arbejder forebyggende efter Lov om Social Service §52 med tilbud om en hurtig, fleksibel og målrettet indsats til unge og deres familier. Indsatsen består af kontaktperson, familiebehandling og ventilplads i meningsfyldte kombinationer. Vi arbejder for at forebygge anbringelse og sikre udvikling og trivsel ved at skabe stabilitet. Det gør vi ved at tage udgangspunkt i de problemstillinger, familien og den unge står i her og nu.

Dine opgaver vil blandt andet være

  • hjælp til at dagligdagen fungerer for de unge. Få dem op om morgenen, lave mad, hjælpe med lektier mm.
  • kontaktpersonsopgaver, i form af hjælp til fritidsaktiviteter, studietilbud og job
  • forældrekontakt, fylder en stor del, hvor opgaver som at sikre skolebesøg, tandlægebesøg, lægebesøg, konflikthåndtering og vejledning af forældre, i forhold til skabe struktur i dagligdagen og forhåbentlig en mere stabil hverdag for den unge
  • kontakt til andre eksterne som myndighed, studievejleder, foreningsliv mm. i samarbejde med forældre
Vi tilbyder
VIFU er en udfordrende og spændende arbejdsplads med alsidige arbejdsopgaver, såvel praktiske som pædagogiske. Der er fortløbende supervision med supervisor både i forhold til personale og sagssupervision. Indsatsen er organiseret i døgnramme med de gældende overenskomstaftaler, der er på døgnområdet. Du må påregne aften-/weekendarbejde med rådighedsforpligtelse. Arbejdstiden på institutionen ligger alle dage i tidsrummet ml. kl. 07.00 og 23.00. Der er indlagt en høj grad af fleksibilitet i arbejdstiden, hvilket betyder, at der er en forventning om selvstændig planlægning og strukturering af indhold og tid ift. egne sagsforløb. Vi tilbyder en stilling i en dynamisk, fleksibel institution, hvor der er fokus på faglighed og stabil drift, med masser af udviklingspotentiale. Dine kollegaer er en gruppe af fagligt dygtige, engagerede og uddannede pædagoger med en tilgang, der er baseret på anerkendelse, tillid og plads til forskellighed for at skabe et stærkere fællesskab. Vi arbejder ud fra en systemisk narrativ pædagogisk praksis i arbejdet med udsatte unge. Metodisk er familiearbejdet bundet op på individuel tilgang for den enkelte familie og er således ikke stringent, men mangfoldigt.

Om dig
Vi søger en pædagog, der matcher følgende

  • Trives i arbejdet med de unge og deres familier
  • Har erfaring fra lignende arbejde og/eller målgruppe
  • Uddannet pædagog
  • Har et udvidet kendskab til dokumentation i et fagsystem og ved, at kravet om dokumentation afspejler sig i en god skriftlig kommunikation til både kollegaer og samarbejdspartnere
  • Arbejder med stort engagement og ansvarlighed i forhold til opgaverne og målgruppen
  • Udviser selvstændighed og initiativ i rollen som ansvarlig for familieindsats og som kontaktperson
  • Arbejder konsistent med det øvrige team af socialpædagoger og holder fast i målene for indsatsen
  • Er indstillet på skiftende arbejdstider og weekendarbejde
  • Bidrager løsningsorienteret og konstruktivt med høj faglighed i udviklingen af det pædagogiske arbejde
  • Er robust i konfliktsituationer – både i forhold til de unge, familierne, medarbejderne og samarbejdspartnerne
  • Har kørekort (ikke et krav)
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår aftales efter gældende overenskomst med den faglige organisation. Vi indhenter straffe- og børneattest i forbindelse med ansættelsen. Tiltrædelse den 1. april 2024 eller snarest muligt.

Yderligere oplysninger
Du er velkommen til at kontakte institutionsleder Bo Rasmussen på 2960 5185 eller daglig leder Anders Christiansen på 2459 5580, hvis du har spørgsmål.

Læs mere her: Udsatte og kriminalitetstruede unge | Udsatte unge (kk.dk) og her: VIFU Forebyg | Udsatte unge (kk.dk)

Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade dit CV og uddannelsesbevis.

Om Borgercenter Børn og Unge, BBU
Borgercenter Børn og Unge (BBU) understøtter børn, unge og deres familier i vanskelige perioder af deres liv. Vi modtager og behandler underretninger fra borgere og professionelle, der er bekymrede for et barns trivsel, ligesom familier med behov for støtte selv kan henvende sig. Vi har forskellige tilbud til målgruppen, herunder dagbehandlingstilbud, døgninstitutioner og forebyggende tilbud som fx gadeplansarbejde, vi samarbejder med skoler og institutioner og arbejder med kriminalitetsforebyggelse. Det er vores opgave at understøtte en barndom med trivsel og tryghed, at forebygge omsorgssvigt og at give udsatte børn og unge et godt fundament for voksenlivet.

Børn og unge | Socialjob (kk.dk)

Søg via linket senest onsdag den 21. februar 2024
Vi forventer at afholde samtaler 26. februar 2024.

Log ind