Jobarkiv

Rehabiliteringsfaglig vejleder (ergo- eller fysioterapeut) til Center for Genoptræning Østerbro
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København NV
Brænder du for geriatri og rehabilitering i primærsektoren, og har du mod på at bidrage til udvikling på området via faglig vejledning og sparring samt mere overordnet undervisning og udviklingstiltag?

Så er du sikkert den kollega, vi har brug for.

Center for Genoptræning Østerbro søger en ny rehabiliteringsfaglig vejleder til ansættelse i en fast stilling på 37 timer ugentlig pr. 1. marts 2024.

Center for Genoptræning Østerbro er lokaliseret i Sundhedshus Østerbro og beskæftiger 25 fysio-og ergoterapeuter. Vi varetager genoptræningsforløb indenfor det geriatriske, det ortopæd- og håndkirurgiske område. I Københavns Kommune er der 5 centre, og hvert center har ansat en fysio- eller ergoterapeut i lignende stilling. Du vil derfor have tætte sparringspartnere på tværs af byen.

Som rehabiliteringsfaglig vejleder er din primære opgave at styrke den rehabiliterende tilgang i mødet med borgeren. Du vil organisatorisk få din base i Center for Genoptræning Østerbro, men opgaveløsningen sker i høj grad i hjemmeplejen, hvilket kræver et tæt samarbejde mellem enhederne. Du vil også skulle samarbejde med myndighedsområdet og med konsulenter fra centralforvaltningen.

En stor del af arbejdet varetages i lokalområdets hjemmeplejegrupper blandt andet i form af faglig sparring i konkrete borgerforløb. Der i løbet af 2023 ansat to terapeuter i hjemmeplejen, og derfor er et tæt samarbejde og sparring med dem også en del af arbejdet.

Funktionen indebærer koordinering, understøttelse af implementering af nye tiltag med rehabiliterende sigte, undervisning af medarbejdere samt deltagelse i diverse mødeaktiviteter. Vidensdeling er et centralt element i funktionen, og der vil også være opgaver i form af introduktion til nyansatte, både i hjemmeplejen og i Center for Genoptræning.

Du skal være dygtig til relationsarbejde og medvirke til at skabe et tydeligt og meningsgivende samarbejde på tværs af enhederne med udgangspunkt i borgers funktionsevne, målsætning og igangværende indsatser.

Dine primære opgaver er at

  • bidrage til at udvikle og fastholde et rehabiliterende sigte i kommunens indsatser og i tilgangen til borgerne
  • bygge bro mellem arbejdet i Center for Genoptræning, hjemmepleje og myndighedsområde via dialog og sparring med medarbejdere og ledere
  • understøtte terapeuter på genoptræningsområdet ift. sammenhæng i kommunale indsatser
  • bidrage til at opsøge, formidle og implementere eksisterende og ny viden indenfor geriatri og rehabilitering
  • understøtte tværfaglig refleksion over daglig praksis og støtte til opsporing samt fastholdelse af den rehabiliterende tilgang via praksisnær vejledning og sparring
  • planlægge, koordinere og gennemføre undervisning i forskellige emner indenfor rehabilitering i hjemmeplejen efter behov
  • drive og fastholde allerede igangsatte tiltag indenfor rehabiliteringsområdet samt evt. opspore og igangsætte fremtidige relevante tiltag i samarbejde med relevante samarbejdspartnere
Vi søger en rehabiliteringsfaglig vejleder, som

  • er faglig velfunderet ergoterapeut eller fysioterapeut med erfaring indenfor geriatri og rehabilitering
  • har indgående forståelse af ældreområdet i primærsektoren og forstår at manøvrere i feltet mellem overordnede strategier, serviceniveau og borgernes behov
  • gerne har erfaring med faglig vejledning og undervisning af egne og andre faggrupper
  • kan arbejde selvstændigt og har faglig gennemslagskraft
  • har erfaring med implementerings- og forandringsprocesser
  • gerne har erfaring med at arbejde sammen med SOSU-assistenter og -hjælpere
  • er udadvendt, tålmodig og har en dialogorienteret og anerkendende tilgang
Vi tilbyder

  • udfordrende, udviklende og selvstændige arbejdsopgaver, hvor du i høj grad selv har mulighed for at præge indhold og fokus
  • tværfagligt samarbejde i lokalområdet og et godt netværk med de fire andre rehabiliteringsfaglige vejledere i Københavns Kommune
  • dygtige kolleger i et miljø, hvor der er stor respekt for mono- som tværfaglighed
  • en arbejdsplads, hvor en uformel tone, et godt grin og det sociale sammenhold i gruppen vægtes højt
  • løbende kompetenceudviklingsmuligheder med afsæt i de indsatser der skal løses i organisationen
  • indflydelse på organisering af dine opgaver, metoder og rammer
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer/ugentligt. Løn- og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst.

Mere information
Hvis du ønsker at vide mere om det ansættelsesmæssige eller organisatoriske, er du velkommen til at kontakte teamleder Berte B. Christensen på 2489 4721. Hvis du har spørgsmål ift. det faglige, så tøv ikke med at ringe til rehabiliteringsfaglig vejleder i Center for Genoptræning Nørrebro Naja Scheel på 2929 4139.

Søg via linket senest torsdag den 18. januar 2024
Samtaler forventes afholdt onsdag den 24. januar 2024.

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. I Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er der fleksibel arbejdstid, som indebærer, at du har medindflydelse på din arbejdstid. Hvis du er sygeplejerske, SOSU-assistent eller SOSU-hjælper, har du derudover ret til at få fuld tid, hvis du ønsker det. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.

Log ind