Jobarkiv

Golf Sekretær til Aalborg Golf Klub
  • AALBORG GOLFKLUB
  • Jægersprisvej 35, 9000 Aalborg

Golf Sekretær

Er du vores nye kollega? Udadvendt og serviceminded med mod på en varieret og spændende hverdag?

Aalborg Golf Klub er med sine 115 år, Danmarks næstældste golfklub og den største golfklub i Nordjylland. Banen er beliggende i et smukt og let kuperet terræn med søer og skov tæt ved Limfjorden, og klubben har i løbet af årene været vært for flere mesterskaber og turneringer. Vi har en velfungerende organisation og en velbesøgt restaurant, der professionelt kan bidrage med gode oplevelser for både medlemmer, gæster og samarbejdspartnere.

Sekretariatet består i dag af 2 medarbejdere, hvor den ene, har valgt at flytte tættere på familien, og dermed både forlader Aalborg Golf Klub og Nordjylland. Vi søger derfor en fuldtids ansat, som kan varetage en række spændende og varierede opgaver i Klubben. Totalt er vi 10 ansatte, og dertil kommer Proshop og Restaurant.

Jobbet

Som Klubsekretær har du ansvaret for at servicere medlemmer, gæster og sponsorer. Opgaverne er mangeartede, og ikke 2 dage er ens. Det spænder lige fra at assistere gæstespillere med at få sig rigtigt registreret på GolfBox og få betalt greenfee, til at hjælpe den helt nye golfspiller godt i gang i klubben. Vi har både på dame- og herresiden nogle af landets bedste elitespillere, og når de spiller turneringer, vil der også være brug for din hjælp. Udover medlemmer, vil du få et tæt samarbejde med udvalg, restaurant, proshop, leverandører og ikke mindst vore sponsorer, der bruger dig som deres faste og sikre ankerpunkt i klubben – så opgaverne er både varierede og spændende.

Din daglige arbejdsplads bliver på Aalborg Golf Klub 6 km vest for Aalborg, og du er bosat i fornuftig køreafstand herfra. Du skal være forberedt på varierende arbejdstider med flere timer om sommeren end om vinteren samt lejlighedsvise weekendvagter.

Din baggrund

Du har en relevant administrativ uddannelse og baggrund, og du har gerne kendskab til golf – allerhelst er du selv golfspiller, så du har god forståelse for livet og rytmen i en golfklub. Har du tidligere arbejdet i golfbranchen, Hotel & Restauration eller andre stillinger med kundeoplevelsen i fokus vil det være en fordel. Vi vægter service og kundeoplevelse højt, men kendskab til f.eks. bogholderi vil vægte positivt i betragtningen.

Personligheden

Du har en stor faglig stolthed, hvor det betyder meget for dig, at du leverer et godt og veludført resultat. Allervigtigst er det dog, at du er udadvendt og serviceminded, så den daglige kontakt med alle de mange mennesker, der kommer i klubben, giver dig energi og er med til at gøre, at du også i morgen møder glad på arbejde.

Vi tilbyder

En spændende stilling i et lille og velfungerende team med stor variation og med ordnede forhold, med reference og dagligt samarbejde med vores Golf Manager. Vi har en sund klubøkonomi, og du vil blive honoreret med en konkurrencedygtig løn med god pensionsordning, sundhedsforsikring osv.

Ansøgning

Vi søger stillingen besat hurtigt, så send din ansøgning og CV straks til nicolas@aalborggolfklub.dk. Har du behov for at vide mere, er du meget velkommen til at give vores Golfmanager, Nicolas, et kald på 98 34 14 76 mellem 9 og 14. Vi vil løbende indkalde relevante ansøgere til samtale

 

Log ind