Visionær lægelig direktør til Sygehus Lillebælt

fuldtid
Visionær lægelig direktør til Sygehus Lillebælt
  • Sygehus Lillebælt, Vejle Sygehus
  • Beriderbakken 4, 7100 Vejle
Vi tilbyder en helt unik mulighed for at tage et stort ledelsesmæssigt ansvar som lægelig direktør på Sygehus Lillebælt. Sundhedsreformen skal realiseres, og det medfører forandringer, som du som lægelig direktør, i samspil med den øvrige direktion, har mulighed for at påvirke og blive en del af. Vi søger en lægelig direktør med visioner både for sygehuset som helhed, og for det lægefaglige område med patienten først.

Sygehus Lillebælt er patienternes sygehus
Det betyder, at vi altid sætter patienten først, at vi inddrager patienterne, de pårørende, og tager deres input alvorligt.

Vi har stor respekt for patienterne, deres pårørende og den sårbare situation, de befinder sig i. Det er afgørende, at de føler sig trygge på sygehuset, og at de går herfra med følelsen af at være blevet hjulpet. Den opgave kender alle vores medarbejdere, og deres daglige indsats er grundlaget for, at sygehuset kan være ’Patienternes Sygehus’. Det ved vi også er ståstedet for vores kollegaer i Psykiatrien, almen praksis og kommunerne, og dermed vores afgørende fælles udgangspunkt, når vi sammen ser ind i sundhedsreformen.

Målet er at leve op til potentialerne i reformen ved at skabe de bedste rammer for lige og nære sundhedstilbud til alle.

Sygehus Lillebælt – profil og organisation
Organisatorisk og budgetmæssigt udgør Sygehus Lillebælt én samlet enhed med tre skarpe profiler:

  • Patienternes Kræftsygehus i Vejle
  • Patienternes Specialistsygehus i Vejle og Kolding
  • Patienternes Akutsygehus i Kolding
Der er en stærk sammenhængskraft og en helt speciel Sygehus Lillebælt-ånd, som binder det hele sammen – og som samtidigt bidrager aktivt i samspillet med Region Syddanmarks øvrige sygehuse.

Sygehuset er organiseret med en sygehusdirektion bestående af den administrerende sygehusdirektør Christian Sauvr, lægelig direktør (nærværende stilling) og sygeplejefaglig direktør Hanne Andersen. Sygehusdirektionen har tilsammen det overordnede ledelsesmæssige ansvar på sygehuset. Det egentlige strategiske forum udgøres af direktionen og afdelingsledelseskredsen.

Sundhedsreformen - en unik mulighed med stor betydning
Sundhedsreformen har til formål at bringe sundhedsvæsenet tættere på borgerne ved at styrke det nære sundhedsvæsen og forbedre lighed og sammenhæng i sygehus og sundhedsydelser. Den implementeres via tre overordnede spor:

  • Fremtidig organisering: Politisk struktur og betjening, ligestilling og integration af somatik og psykiatri, ledelse og stabsorganisering, samt almen medicinske tilbud og praksisområdet.
  • Opgaveoverdragelse fra kommunerne: Kommende delingsaftaler mellem region og kommuner.
  • Visions- og strategiarbejdet: Bl.a. for nærsundhedsplaner. Bl.a. implementering af sundheds- og omsorgspladser, hjemmebehandlings-teams, udbygning af almen praksis og praksis generelt.
Ledelsesopgaven som lægelig direktør
Sygehusdirektionen, der refererer til regionsdirektør Jane Kraglund, har det overordnede ansvar for sygehusets opgaver, udredning, behandling og pleje, samt for planlægning og organisering af sygehusets drift og udvikling inden for de rammer, der fastlægges af regionsrådet og koncerndirektionen. Sygehusdirektionen fungerer i det daglige som en enhedsledelse, der træffer beslutninger i fællesskab og i enighed.

De regionale sygehuse i Region Syddanmark har et tæt og velfungerende samarbejde. Du vil derfor skulle indgå i flere regionale udvalg og råd, i målet om et styrket fælles sundhedsvæsen i Region Syddanmark.

Du har som lægelig direktør et særligt ansvar for det strategiske arbejde med det lægelige område og Sygehus Lillebælt har gennem en årelang tilknytning til Syddansk Universitet skabt en række stærke forskningsmiljøer, som bl.a. er grundlaget for specialiserede kliniske funktioner og et excellencecenter i tarmkræft. Vi er ambitiøse og videreudviklingen af samarbejdet har en topprioritet i de kommende år.



Du har som lægelig direktør en række opgaver, som for eksempel at;

  • udbygge sygehusets styrkepositioner som henholdsvis kræft-, specialist- og akutsygehus og samtidigt bidrager med disse ind i et tæt samspil med regionens øvrige sygehuse.
  • udvikle en endnu stærkere profil på forskningsområdet både regionalt, nationalt og internationalt.
  • medinddrage nationale samt internationale strømninger, som sammen med et nært samarbejde på tværs af sygehusets forskellige specialer og matrikler sikrer de bedst mulige patientforløb.
  • opretholde det brede perspektiv i forhold til det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.
  • fortsat styrke forbedringen af forløb, der går på tværs af specialer og sektorer, samt sikrer implementering af digitale og innovative løsninger, så de får fuld effekt også ift. patientsikkerheden.
  • understøtte at vi fortsat kan tiltrække og rekruttere kvalificerede læger på alle niveauer.
  • indgå, udvikle og fungere i et konstruktivt samspil med regionens øvrige sygehuse. Det involverer eksempelvis opgaver i KLF-regi, specialeråd mm.
Derudover har du sammen med den øvrige sygehusdirektion ansvaret for, bl.a. at udvikle Sygehus Lillebælt inden for rammerne af regionsrådets beslutninger og visionen for Region Syddanmark i samarbejde med regionens øvrige sygehuse. Du skal kunne agere som konstruktiv sparringspartner, udøve direkte ledelse og sikre det direkte samspil med og mellem sygehusets afdelinger i forhold til løbende opfølgning og udvikling af kvalitet, service, aktivitet og økonomi.

Som en del af sygehusdirektionen er der også en opgave med at skabe rammer og vilkår, som understøtter excellent udredning, behandling, og pleje af patienter, robuste specialer, samt styrke og fortsat udvikle en kultur og en praksis på tværs af matrikler, hvor patienten er først og inddrages. Du skal være med til at sikre fremdrift af udviklings- og implementeringsprocesser omkring f.eks. sundhedsreformen, samt kommunikere og drive implementering af sygehusets strategi, mål- og indsatsområder.

Solid ledelseserfaring og lægelig uddannet
Det forventes, at du som lægelige direktør har en stærk lægefaglig baggrund som speciallæge, samt har betydelig ledelseserfaring fra sundhedsvæsenet, har et godt omdømme og er fagligt respekteret. Vi forventer, at du har opnået dokumenterede ledelsesresultater, har en god tværsektoriel forståelse, og evnen til positivt at drive forandringer i en klinisk kontekst.

Innovation, digitalisering, stærk faglighed, patientrettigheder og sikkerhed, samt forskning er blandt de vigtige elementer, som vi forventer du har erfaring med, interesse for - og gerne vil understøtte. For at lykkedes godt i jobbet kræves der en ledelsesstil, der skaber resultater gennem samarbejde, og giver næring til det positive samspil på tværs af sygehusets lokaliteter, i regionen og med eksterne partnere, samt internationale aktører.


Vilkår og tiltrædelse
Løn- og ansættelsesform efter gældende overenskomst. Der tilbydes kontraktansættelse.
Stillingen ønskes besat 1. august 2025 (eller efter nærmere aftale)

Yderligere oplysninger
Du kan læse meget mere om organisation, opgaver og personprofil via dette link: Stillings- og personprofil.

Ansøgningsfrist
Send din ansøgning senest d. 1. juni 2025.
1. samtalerunde er d.16. juni i tidsrummet fra kl.8.00-12.00, og
2. samtalerunde er d.18. juni fra ca. kl. 15.30 – 18.30.
Mellem 1. og 2. samtalerunde anvender vi personlighedstest.

Har du spørgsmål? Du er meget velkommen til at kontakte os
Regionsdirektør Jane Kraglund tlf. 2899 3240, koncerndirektør Kurt Espersen tlf. 2167 9021eller administrerende sygehusdirektør Christian Sauvr tlf. 2420 3740

Log ind