Virksomhedskonsulent til nytteindsats

fuldtid
Virksomhedskonsulent til nytteindsats
  • Jobcenter
  • Trollesmindealle 27, 3400 Hillerød
Brænder du for at hjælpe borgere i job, er du praktisk anlagt, og har du stærke relationelle evner samt flair for virksomhedskontakt? Så er det måske dig, vi søger!

Vi leder efter en engageret kollega, der både kan arbejde som virksomhedskonsulent samt indgå i vores nytteindsats. Du bliver ”makker” med en erfaren medarbejder, og får en alsidig rolle, hvor du skifter mellem virksomhedsrettede opgaver og støtte til borgere i nytteindsatsforløb.

Hvis du trives med variation i hverdagen og motiveres af at gøre en forskel, så glæder vi os til at høre fra dig.

Som led i den landsdækkende arbejdspligt på beskæftigelsesområdet – hvor målgruppen udvides pr. 1. juli 2025 – opnormerer vi med en virksomhedskonsulent, der skal styrke vores eksisterende nytteindsats.

I Hillerød Kommune lægger vi vægt på, at vores beskæftigelsesindsatser er meningsfulde og samtidig udviklende for borgerne. Målet er at støtte dem i at opnå en varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor ser vi et stort potentiale i at styrke det virksomhedsrettede fokus i vores nytteindsats.

Som virksomhedskonsulent bliver din primære opgave at hjælpe borgere i nytteindsatsen videre mod job – særligt i ordinære stillinger og lønnede timer, men også gennem andre virksomhedsrettede tilbud. Du vil skulle afholde jobsøgningskurser og understøttende indsatser med et virksomhedsrettet afsæt, og derudover vil du også skulle igangsætte udførelsen af praktiske opgaver - f.eks. på et værksted for en gruppe af borgere, som er tilknyttet nytteindsatsen. I den forbindelse vil du indgå i et tæt samarbejde med din kollega, der driver nytteindsatsen, så I sammen sikrer, at indsatsen bliver en central del af arbejdspligten.

Du vil ligeledes have et tæt samarbejde med dine kollegaer på Rådhuset, som har ansvar for borgernes sager. Det er derfor vigtigt, at du trives i en rolle med tværfagligt samarbejde og har blik for både borgerens og lovgivningens perspektiv.

Mere om vores sektion og dine opgaver hos os
Stillingen som virksomhedskonsulent i nytteindsatsen er tilknyttet sektionen ”Job og Ressourcer”, hvor vi har ansvar for hele integrationsindsatsen, samt myndighedsområderne for aktivitetsparate borgere over 30 år på kontanthjælp og borgere i ressourceforløb. Derudover har vi også ansvar for de borgere på førtidspension, som ønsker en beskæftigelsesindsats samt – og som noget helt nyt, en forebyggende social boligindsats. Fællesnævneren i vores sektion er, at borgerne, som oftest, har behov for en tværfaglig og koordineret indsats for at kunne få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Vi er i alt 17 medarbejdere i sektionen, og opgaverne spænder bredt, hvilket giver et dynamisk team, hvor vi kan udnytte hinandens fagligheder og perspektiver. Vi arbejder ud fra et fokus om at samarbejde på tværs. Det gør vi, da vi tror på at samarbejdet er væsentligt for, at vi kan lykkes med at få vores borgere ud på arbejdsmarkedet. Samtidig arbejder vi ud fra den løsningsfokuserede metode (LØFT), med afsæt i troen på borgeren og fokus på borgernes ressourcer og kompetencer.

Vi er optagede af, at du både kan samarbejde med kollegaer fra egen sektion, samt kollegaer fra andre sektioner i kommunen, da nytteindsatsen anvendes på tværs af beskæftigelsesområdet. Du skal derfor også have mod på at arbejde med flere forskellige målgrupper – eks. unge under 30 år, job- og aktivitetsparate på kontanthjælp samt flygtninge og udlændinge med sprogbarrierer.

Et udpluk af opgaver i stillingen som virksomhedskonsulent i nytteindsatsen er:
  • at hjælpe den enkelte borger, som er tilknyttet nytteindsatsen, med at identificere ressourcer og muligheder – eks. ved brug af LØFT.
  • at igangsætte løsningen af praktiske opgaver i nytteindsatsen.
  • at afholde jobsøgningskurser for borgerne i nytteindsatsen.
  • at opsøge arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner med henblik på at opbygge professionelle relationer og facilitere job-/uddannelsesmuligheder for den enkelte borger.
  • at hjælpe borgeren med at identificere egne færdigheder, job- og uddannelsesønsker samt støtte til aktiv søgning efter job eller uddannelse.
  • at dokumentere dit arbejde.

Det lægger vi vægt på hos dig
Vi søger en kollega, som både har lyst til og som trives i at arbejde med udekørende virksomhedsrettede opgaver – og samtidig kan tage del i den daglige drift i nytteindsatsen i samarbejde med din ”makker”. Samtidig skal du være indstillet på, at dagene sjældent er ens, og at jobbet kræver fleksibilitet i opgaveløsningen.

Vi forventer, at du
  • er god til det relationelle arbejde, herunder at skabe gode og konstruktive forløb med borgere
  • både har lyst til virksomheds- og praktisk arbejde ”på landevejen” og i nytteindsatsen
  • bidrager til et godt arbejdsmiljø og kan lide at samarbejde på tværs – ”udfører og myndighed”
  • er struktureret, ansvarsbevidst og engageret – både i relation til borgere og over for dine kolleger
  • er god til at kommunikere - både skriftligt og mundtligt
  • kan matche borgere, ud fra deres ønsker og kompetencer, til relevante virksomheder
  • har erfaring med anvendelsen af fagsystemer, herunder gerne Schultz Fasit, VITAS, og andre relevante IT-værktøjer som fx app til oversættelse.
  • har kørekort.

Det kan du forvente hos os
Hos os er det ikke kun arbejdet der tæller, men også kollegaerne bag. Vi har et rigtig godt kollegaskab i sektionen, hvor vi prioriterer trivsel, samvær og god humor højt. Vi er opmærksomme på hinanden og udviser hjælpsomhed, når der er behov for det.

Hvis du bliver ansat hos os, sørger vi for
  • at tage imod dig med et gennemarbejdet introduktionsprogram, som vi tilpasser den baggrund, som du kommer med
  • struktureret sparring med leder, faglig koordinator og kollegaer
  • mulighed for en høj grad af medbestemmelse i forhold til planlægningen af arbejdet.

Din primære arbejdsplads i det daglige vil være i vores nytteindsats, som er beliggende på adressen; Rønnevangsalle 5, 3400 Hillerød.

Løn og ansættelsesforhold
Ansættelse sker efter gældende overenskomst og lønnen forhandles med den relevante faglige organisation. Stillingen er på 37 timer om ugen, med tiltrædelse efter aftale eller senest 1. august 2025.

Du søger stillingen online og ansøgningsfristen er den 22. juni 2025.

Vi forventer at holde ansættelsessamtaler torsdag den 26. juni 2025 på Hillerød Rådhus.

Har du nogle spørgsmål?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Jakob Bergh Andersen på telefon 72 32 31 49.

Hos os er det ikke kun arbejdet, der tæller, men også menneskene bag.

I fællesskab gør vi hver dag en forskel for kommunens mere end 54.000 borgere, og vi sætter pris på det helt særlige bidrag, som du kommer med. Vi er stolte af at gå nye veje og sammen finde løsninger på de udfordringer, som møder os. Hillerød Kommune er en fleksibel arbejdsplads, hvor vi tror på værdien af både forskellighed og sammenhold. Det er vigtigt, at alle føler sig anerkendt og respekteret, for hos os er arbejdsglæde en forudsætning for den gode kvalitet og tilfredse borgere.

 

Log ind