Vil du være med til at lede fagligt dygtige it-medarbejdere og løbende skabe struktur, forbedringer og eksekvering i Udenrigsministeriets IT-kontor – så er jobbet som teamleder måske noget for dig

fuldtid
Vil du være med til at lede fagligt dygtige it-medarbejdere og løbende skabe struktur, forbedringer og eksekvering i Udenrigsministeriets IT-kontor – så er jobbet som teamleder måske noget for dig
  • Udenrigsministeriet
  • Asiatisk Plads 2, 1402 København K.
Vil du være med til at lede fagligt dygtige it-medarbejdere og løbende skabe struktur, forbedringer og eksekvering i Udenrigsministeriets IT-kontor – så er jobbet som teamleder måske noget for dig Opgaver og ansvar

Udenrigsministeriet søger to nye teamledere der i fællesskab skal lede to teams med i alt ca. 10-12 medarbejdere med ansvar for digitalisering, governance, forretningsudvikling og IT-projekter.

Udenrigsministeriets IT står over for en spændende udvikling med fokus på bl.a. modernisering af en række IT-fagsystemer og brug af AI i UM mhp. effektiv og sikker IT-understøttelse for kolleger der arbejder globalt, mobilt og 24/7 på tværs af tidszoner. Det samme gælder løbende udvikling af styringen af UMs IT-systemer, hvor vi arbejder med udgangspunkt i et IT-systemårshjul med fokus på bl.a. økonomi, leverandørstyring, sikkerhed og dokumentation.

Arbejdet med at udvikle IT-understøttelsen af UMs forretningsområder sker i tæt samarbejde med brugere og enheder i UM og med et klart fokus på både brugervenlighed og sikkerhed. Arbejdet kræver en solid forståelse af UMs kerneopgaver, særdeles gode samarbejdsevner og talent for både faglig ledelse og personaleledelse.

For at sikre det fortsatte arbejde og udvikling ønsker vi at koble vores team for digitalisering og vores team for IT-projekter tættere sammen og søger derfor to teamledere til sammen at lede dette arbejde.

Den ene teamleders overordnede ansvarsområde er digitalisering, forretningsudvikling og governance og den anden teamleders overordnede ansvarsområde er at sikre fremdrift i de IT-projekter, der er besluttet.

Som teamleder får du som primær opgave at sikre solid relevant IT-udvikling og governance i i tæt samarbejde med de øvrige teamledere i IT og kontorledelsen med et særligt fokus på den daglige koordination af aktiviteter og leverancer af samme samt de daglige personalemæssige forhold. Du vil få mulighed for sætte dit præg på det strategiske arbejde på tværs af området som daglig leder, og du vil have opgaver, hvor du selv er udførende.

Udover kollegerne i IT-kontoret kommer du til at arbejde tæt sammen med Statens IT, der driver UMs grundlæggende IT-infrastruktur, IT-udviklingsleverandører og en række andre enheder i UM, herunder vores økonomikontor, informationssikkerhedsteam og databeskyttelsesteam samt fagkontorer med ansvar for IT-systemer.

Kompetencer

Helt centrale kompetencer og kvalifikationer for den gode varetagelse af rollen som teamleder i UMs IT-kontor er:

  • Solidt kendskab til sagsbehandling og projektarbejde, gerne i offentligt regi
  • At kunne motivere og lede specialiserede medarbejdere
  • Stærke evner for interessenthåndtering
  • Leverance- og eksekveringskraft – også når det hele går stærkt eller gennemførelsen møder udfordringer
  • God forståelse for IT i en moderne myndighed i dag og i morgen. Du behøver ikke at være IT-specialist, men du skal kunne give konstruktivt modspil til vores tekniske kolleger og have et kendskab til og interesse for IT og sikkerhed
  • At kunne udtænke anvendelige løsninger i komplekse problemstillinger og arbejde med høj gennemsigtighed ved hjælp af fx tavlestyring
  • Medvirken til et øget fokus på kultur- og forandringsledelse
  • Kommunikativt stærk – i skrift og tale
  • Du har flair for IT-systemer og deres organisatoriske ramme, er vedholdende og løsningsorienteret
Hvem er du?

Vi forventer, at du har flair for IT og god forretningsforståelse gerne i en statslig kontekst. Du kan enten have teamledererfaring fra tidligere stillinger eller dette kan være dit første teamlederjob. ​Som person er du åben og nysgerrig, har stort drive og vedholdenhed, og det motiverer dig at skabe konkrete forbedringer. Du er god til at kommunikere med interessenter og kan sætte dig i forretningens sted. Herudover falder det dig nemt at bygge relationer og interagere med kolleger på alle niveauer. Du har desuden blik for den daglige trivsel blandt dine medarbejdere og bidrager til en god stemning, og at vi kommer i mål – også når det går stærkt, og du lader dig ikke slå ud, når der er udfordringer for smidig gennemførelse.

Vi tilbyder et job, hvor du kan udleve dine faglige ambitioner uden at give afkald på balance mellem arbejdsliv og privatliv.

Organisatorisk placering

Du får i IT-kontoret ca. 50 engagerede kollegaer fordelt på otte teams. Vores kerneområder er IT-governance, IT-projektledelse, Application management, Data management, Operationel IT- og cybersikkerhed og Driftsstyring. Vi prioriterer et godt samarbejde og arbejdsglæde i hverdagen, og lægger vægt på videndeling og en åben og konstruktiv dialog – gerne præget af humor. Vores mål er både at udnytte de nye digitale muligheder og fastholde et skarpt fokus på en stabil drift og høj sikkerhed. Kontoret er i gang med en større forandringsproces i forbindelse med at dele af driften og brugersupporten er overført til Statens IT. Vi har en fælles ambition om at levere en effektiv, brugervenlig og sikker IT-understøttelse af Udenrigsministeriets arbejdsopgaver, der varetages af ca. 3.800 brugere, i København og på nærved 100 repræsentationer i udlandet.

Løn og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst mellem staten og den relevante faglige organisation. Stillingerne er fuldtidsstillinger og du ansættes uden forflyttelsespligt.

Det er en betingelse for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde din sikkerhedsgodkendelse i løbet af ansættelsen.

Tiltrædelse

Stillingerne ønskes besat hurtigst muligt.

Ansøgningsfrist og kontakt

Ansøgningsfristen er 9. juni 2025. Du søger under ”Job” på www.um.dk. Du skal indsende en målrettet og motiveret ansøgning på maksimum 1 side og et CV indeholdende oplysninger om uddannelse, tidligere arbejde og øvrige kvalifikationer, niveau for sprogkundskaber, referencer m.v. Vedhæft venligst dit eksamensbevis. Vedhæftning af CV alene betragtes ikke som en ansøgning.

Skulle du have spørgsmål til stillingen, som ikke er besvaret i opslaget eller kan findes på www.um.dk, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Eva Leisner på telefon 3392 0412 eller souschef Catherine Lorenzen Franklin på telefon 6197 9104. Hvis du har spørgsmål til løn og vilkår kan du kontakte HR-konsulent Thomas Hadrup på telefon 3392 1008.

Udenrigsministeriet ser mangfoldighed som en styrke og ønsker at beskæftige medarbejdere med forskellig baggrund. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede, uanset personlig baggrund, til at søge en stilling i UM.


Se her hvordan vi behandler dine personoplysninger, når du ansøger en stilling hos Udenrigsministeriet.


Om os
Udenrigsministeriet varetager Danmarks internationale interessevaretagelse i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitik, europapolitik, udviklingssamarbejde, grønt diplomati, borgerservice, handelspolitik, samt den offentlige eksport- og investeringsfremme. Udenrigstjenesten består af ministeriet i København (hjemmetjenesten med ca. 1000 medarbejdere) og ca. 100 repræsentationer i verden (udetjenesten med ca. 2000 medarbejdere). Udenrigsministeriet arbejder for Danmarks interesser og værdier i forhold til omverdenen på en måde, der fremmer danskernes frihed, tryghed og velstand samt en mere fredelig og retfærdig verden med udvikling og økonomisk vækst for alle. Vi stræber efter at være en kompetent, effektiv, udadvendt og serviceorienteret virksomhed, samt en attraktiv og idéskabende arbejdsplads, der sikrer stor medarbejdertilfredshed og målrettet kompetenceudvikling.

Log ind