Vil du være med til at gøre en samfundsmæssig forskel – og arbejde midt i hjertet af Københavns Lufthavn i Hjemrejsestyrelsen?

fuldtid
Vil du være med til at gøre en samfundsmæssig forskel – og arbejde midt i hjertet af Københavns Lufthavn i Hjemrejsestyrelsen?
  • Hjemrejsestyrelsen
  • Vestvej 4, 2770 København
Vil du være en del af det samfundsrelevante og helt afgørende arbejde for Danmark, der ligger i at udsende og modtage udlændinge fra det helt unikke arbejdsmiljø, der er i Københavns Lufthavn. Vi er på udkig efter dig, som ønsker en afvekslende hverdag med sagsforberedelse og direkte kontakt med udlændinge, som skal forlade landet, eller som skal indrejse med henblik på en asylsagsbehandling i Danmark.

Vil du være med til at gøre en samfundsmæssig forskel?

Hjemrejsestyrelsens kerneopgave er at udsende udlændinge, der ikke har lovligt ophold i Danmark.

Den ledige stilling er i Lufthavnsteamet i 4. Hjemrejsekontor, som bl.a. har til opgave at forestå påsete udsendelser af landet til andre EU-lande og tredjelande, samt har ansvaret for at modtage udlændinge, som skal overføres til Danmark i medfør af Dublinforordningen.

Som kontorfunktionær i Lufthavnsteamet vil du få bred indsigt i udsendelsesarbejdet inden for hele Hjemrejsestyrelsens sagsportefølje, da hovedopgaven med at påse udlændinge udrejst af landet varetages på tværs af de fem hjemrejsekontorer i styrelsen. Du bliver dermed ansvarlig for den sidste og meget vigtige del af udsendelsessagskæden.

Din arbejdsdag vil være alsidig og varieret, og dine opgaver vil bl.a. veksle mellem at;

  • påse udlændinge ombord på flyet med henblik på udrejse af Danmark, udfærdige udsendelsesreferat og øvrige eftersagsbehandlingsskridt,

  • forkynde afgørelser om udvisning af Danmark og indrejseforbud,

  • samarbejde med politiet, der står for transporten fra arrest til lufthavn, og som er til stede under gennemførelsen af udsendelsen, hvis der er tale om udsendelse af frihedsberøvede udlændinge, og

  • sagsforberedelse ved formeldinger fra andre medlemsstater om overførelse af en udlænding til Danmark i medfør af Dublinforordningen, herunder stå for den faktiske modtagelse af disse udlændinge.

Der er arbejde både inden og uden for almindelig arbejdstid. Der sikres forudsigelighed ved en vagtplan, som pt. foregår i et 5-ugers rul, hvor man har weekendvagt hver femte uge og omlagt fridag mandag-tirsdag derefter. Den tidligste ugentlige mødetid i hverdagene er kl. 5.00 og den seneste er kl. 8.30. Der kan fra tid til anden også være arbejdstid om aftenen.

Du vil også komme til at varetage andre administrative opgaver, og der kan lejlighedsvis også være udsendelsesopgaver fra andre destinationer i landet.

Derudover, har du mulighed for at deltage på ledsagede udsendelser til udlændingens destinations- eller hjemland, både til EU- og tredjelande.

Lisbeth, teamkoordinator i Lufthavnst-teamet, udtaler:

”Som medarbejder i Lufthavnsteamet har man ikke kun mulighed for at varetage varierede og spændende arbejdsopgaver. Man indgår også i et skønt team, hvor vi samarbejder og hjælper hinanden og prioriterer at have det sjovt imens. Ledelsen prioriterer løbende tilstedeværelse i lufthavnen, selv om de – og resten af kontoret – har arbejdsplads i Birkerød. Vores chef er optaget af udvikling af medarbejderne og har vores ryg i såvel faglig, operationel som praktisk henseende både i ind- og udland. Ledelsen støtter også op om det gode kollegiale og sociale fællesskab, som så særligt kendetegner 4. hjemrejsekontor.”

Kan du skabe gode samarbejdsrelationer og sikre høj kvalitet?

Vi søger dig, der ønsker at gøre en samfundsmæssig forskel og samtidig være med til at sikre, at udsendelser og mødet med udlændinge foregår med værdighed, respekt og empati – også i situationer, der kan være komplekse og følelsesmæssigt krævende. Vi forestiller os, at du har en kontoruddannelse eller lignende relevant uddannelse. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra en offentlig myndighed, herunder især hvis du har kendskab til Public360. Kendskab til Københavns Lufthavn, forvaltningsloven og Dublinforordningen er ligeledes en fordel.

Vi forventer, at du ønsker at sikre høj kvalitet i arbejdsopgaverne og bidrage til fællesskabet ved at være:

  • ansvarsbevidst, robust og professionel

  • positiv, afbalanceret og tillidsvækkende

  • selvstændig, arbejdsom og kunne agere i en ofte omskiftelige hverdag

  • fleksibel og bidragende til et godt arbejdsmiljø og et godt kollegaskab

Kørekort til personbil er påkrævet, og du skal af og til kunne bruge egen bil til fx transport til Birkerød.

Vi tilbyder dig

Vi er nok ikke lønførende, men til gengæld er vores arbejde virkelig meningsskabende, og vi gør en betydelig og stor samfundsmæssig forskel. Vi har generelt fokus på at sikre gode rammer for trivsel ved bl.a. fleksible arbejdstider, fleks-ordning, lokalaftaleordninger med særhonoreringer, frugt-, kaffe- og massageordning samt sociale arrangementer flere gange om året. Kaffen er måske ikke den bedste – men humøret og arbejdsglæden er til gengæld i top. Hverdagen er præget af engagement, travlhed og humor – og et samarbejde, hvor ordentlighed og fællesskab er essentielt. Vi udviser stor fleksibilitet over for hinanden i teamet, og vi altid hjælper hinanden.

Du får desuden en grundig onboarding og et specifikt udarbejdet oplæringsforløb de første ca. 10–12 uger.

Nysgerrig?

Har du spørgsmål i øvrigt, er du velkommen til at kontakte kontorchef Inge Fabricius på e-mail infa@hjemst.dk.

Søg stillingen

Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og eksamensbevis mv. senest den 10. januar 2026.

Vi forventer at holde samtaler torsdag d. 15. januar 2026.

Der vil være en skriftlig test og en case i forbindelse med samtalen, hvor vi bl.a. tester dine skriftlige danskkundskaber. Testen og casen vil tage cirka ½ time og skal løses uden hjælpemidler.

Løn- og Ansættelsesvilkår

Du ansættes som kontorfunktionær efter OAO-S-Fællesoverenskomsten og organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK). Du vil som udgangspunkt blive indplaceret i løngruppe 2, sats II. Der er mulighed for at forhandle tillæg, i forhold til dine kvalifikationer.

Hjemrejsestyrelsens hoveddomicil ligger på Birkerød Kongevej 2, 3460 Birkerød, mens dit arbejdssted vil være Hjemrejsestyrelsens lokation i Københavns Lufthavn på Vestvej 4, 2770 Kastrup.

Da der forekommer arbejde uden for almindelig dagsarbejdstid, vil du komme til at arbejde efter kapitel 4 i Statens Arbejdstidsaftale. Du vil bl.a. kunne optjene ulempetillæg, weekendtillæg og optjening af afspadseringstimer. Du kan læse mere om kapitel 4, herunder i § 15-17, i Statens arbejdstidsaftale her, samt i cirkulære om natpenge mv., jf. § 17 i Statens Arbejdstidsaftale om ulempegodtgørelse.

Stillingen er med forventet tiltræden 1. marts 2026.

Stillingen er en fast stilling på fuldtid med gennemsnitligt 37 timer om ugen.

Politiets Efterretningstjeneste vil gennemføre et sikkerhedstjek af din person, så vi i Udlændinge- og Integrationsministeriet kan vurdere, om du er egnet til at varetage stillingen. Du skal løbende kunne bestå et sikkerhedstjek under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.



Log ind