Vil du være med til at gøre en forskel for vandløbene i Holbæk Kommune?

fuldtid
Vil du være med til at gøre en forskel for vandløbene i Holbæk Kommune?
  • Holbæk Kommune
  • 4300 Holbæk

Vi søger 2 kollegaer til faste stillinger som udvidelse af vores vandløbsteam. 
Du skal være med til at sikre, at vores vandløb bliver bedre levesteder for planter, fisk og smådyr samtidig med, at vandet kan ledes fra landbrugsarealer, byudviklingsarealer mv.  Med godt 250 km vandløb er vi en kommune, hvor vandløbsnatur og det åbne land betyder meget i dagligdagen.

Vi tilbyder en alsidig hverdag vekslende mellem tilsyn i felten og kontorarbejde med både myndigheds- og driftsopgaver. Alt sammen med en stor berøringsflade - både i egen organisation og blandt lodsejere, interesseorganisationer, entreprenører og rådgivere. Arbejdsklimaet er tillidsfuldt og med plads til at sige sin mening. Herudover vil du blive en del af en afdeling med et godt sammenhold og fælles fokus på at levere resultater og udvikling indenfor natur og miljøområdet til gavn for erhverv, borgere og natur i Holbæk Kommune. 

Om jobindholdet
Du skal være med til at myndighedsbehandle vandløbsprojekter og sikre, at vandløbsvedligeholdelsen sker balanceret i forhold til afvandings- og naturhensyn. Opgaverne spænder vidt og dækker alt fra hydrauliske beregninger og juridiske problemstillinger til konflikthåndtering og tilsyn. 

De statslige vandområdeplaner rummer krav om forbedring af vandmiljøet i 100 km. vandløb i kommunen. Vi er godt i gang med opgaven, men vi vil udvide aktiviteten med mere projektledelse for at få gennemført projekterne.

Opgavefordelingen i teamet vil afhænge af dine kvalifikationer, interesser og teamets prioriteringer, som løbende justeres. Vi har store ambitioner for fremtiden, og lægger vægt på, at du er med hele vejen. Planlægningen er allerede i fuld gang og udover de årligt fast tilbagevendende opgaver, har vi en række vandløbsrestaureringsprojekter, som skal sættes i gang i det kommende år. 

Holbæk Kommune ønsker, at kommunen opleves som en helhed, når vi møder borgere og virksomheder. Det stiller krav til vores kommunikationsevner. Vi arbejder med tæt inddragelse af interessegrupper, og det er vigtigt, at du er god til at kommunikere med forskellige målgrupper. 

Teamet
I Natur og Miljø er medarbejderne primært tilknyttet ét team, men vandløbsområdet krydser ofte andre myndighedsområder, hvilket stiller krav til samarbejdet med kollegaer med henblik på at finde fælles løsninger tværs af fagområder. 

Vandløbsteamet beskæftiger 4 vandløbsmedarbejdere. Vi har en bred portefølje af opgaver. Prioriteringen af opgaverne er vi ikke altid selv herre over, så du skal være parat til en vis uforudsigelighed i hverdagen.

Dine kompetencer
Vi forestiller os, at den ideelle kandidat har relevant erfaring indenfor vandløbsområdet eller med myndighedsarbejde på andet relevant fagområde. Du har kendskab til og forståelse for natur- og miljøforvaltning i bred forstand, og har lyst og mod på at være med til at indfri de politiske mål på vandløbsområdet og de nye opgaver, der kommer til. 

Vi forventer, at du har:

  • grundlæggende viden om ferskvandsbiologi og -økosystemer
  • lyst til at sætte dig ind i juraen på vandløbsområdet
  • gode kommunikationsevner – både mundtligt og skriftligt
  • gode samarbejdsevner, men også selvstændighed 
  • forståelse for at arbejde i en politisk styret organisation
  • lyst til at arbejde med opgaver, der indeholder interessemodsætninger
  • evne til at omsætte viden og erfaring til løsninger
  • kørekort (kategori B)

Det vil være et plus, hvis du har erfaring med:

  • vandløbsvedligeholdelse
  • anlægsprojekter/vandløbsrestaurering
  • hydraulisk analyse og vurdering af stofbelastning af vandløb 
  • udbud og indhentning af tilbud eller kontraktstyring
  • sagsbehandling efter vandløbsloven
  • VASP, VandløbsGIS og evt. vandløbsopmåling
  • projektledelse
  • erfaring med statslige tilskudsordninger


Hvem er vi
I Natur og Miljø er der 27 ansatte. Vi er en afdeling med stor mangfoldighed i forhold til bl.a. uddannelsesmæssig baggrund, erfaring og alder. Vi holder til i et åbent kontorlandskab ved Holbæk Havn med gode parkeringsforhold og få minutters gang fra Holbæk Station. Vi har en uformel omgangstone, og der er højt til loftet. Alle hjælper alle, hvis man har behov for hjælp på et område, man ikke tidligere har arbejdet med.

Natur og Miljø er en del af det tekniske område Vækst og Bæredygtighed. Området hedder pr. 1. marts 2025 Klima, Miljø og Erhverv.

Løn og ansættelsesvilkår
Begge stillinger er som udgangspunkt fuldtidsstillinger. Vi er fleksible i forhold til arbejdstid og/eller hjemmearbejde. Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt og gerne pr. 1. maj 2025. 

Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst.

Ansøgningsfrist
Søndag den 2. marts 2025.
Vi afholder samtaler mandag den 10. marts 2025 og evt. mandag den 17. marts 2025.

Eventuelle spørgsmål kan stilles til vandløbsmedarbejder Michael Tranekjær Jensen micjn@holb.dk tlf. 72 36 86 92 eller afdelingsleder Charlotte Jørgensen, tlf. 72 36 31 63, cjorg@holb.dk. 

Alle kvalificerede ansøgere opfordres til at søge stillingen uanset køn, alder, handicap, etnicitet, politiske og religiøse overbevisninger eller seksuel orientering.

Vi er 4.800 passionerede kollegaer, der hver dag servicerer Holbæk Kommunes ca. 74.000 borgere.

Vi samarbejder og bruger vores fagligheder til at skabe vigtige løsninger og yde god service for borgerne i kommunen. Vi vægter arbejdsmiljøet højt og ønsker at udvikle vores medarbejdere fagligt og personligt. Der er derfor gode muligheder for at få nye udfordringer i jobbet.

Læs mere om, hvordan det er at arbejde i Holbæk Kommune.  

Log ind