Vil du lede personaleadministrationen på en af Københavns Universitets campusadministrationer?

fuldtid
Vil du lede personaleadministrationen på en af Københavns Universitets campusadministrationer?
  • KU SCIENCE FAK. SEK.
  • Frb. Campus, Bülowsvej 17, 1870 Frb. C
Medarbejdere og ledere på Københavns Universitet arbejder for at gøre verden til et bedre sted. I HR hjælper vi med at rekruttere ildsjæle fra hele kloden, for at det kan blive til virkelighed, og vi letter deres hverdag ved at understøtte personaleadministrationen. Vil du stå i spidsen for dette arbejde i HR FRB+? Så kig her!

Københavns Universitet er i gang med en gennemgribende omlægning af universitetets administration og står midt i en stor omstillingsproces. Fra marts 2025 vil universitetet have én fælles administration bestående af en række koncernenheder og tre nye campusadministrationer – hvoraf FBR+ er det ene – der i tæt samarbejde med lokale stabe skal understøtte universitetets kerneforretning; forskning, uddannelse og formidling.

HR FRB+ vil bestå af tre sektioner, der komplementerer hinanden på indhold og på operationalisering af vores leverancer: administration, personalejura og udvikling.

Sektion Administration varetager alle typer af HR-driftsopgaver for en række institutter og enheder på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE), Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (SUND) samt universitetets koncernenheder. Det er denne sektion, der har brug for en ny leder.

Sektionen består af 25-30 dygtige og dedikerede HR-medarbejdere, der hver eneste dag yder en stor indsats med rekruttering og personaleadministration. En del af disse medarbejdere vil fra 1. marts få nye opgaver og nye enheder, de skal betjene. Som sektionsleder skal du hjælpe med at opgaverne løses smidigt, brugerorienteret og professionelt, og at der er fokus på, at medarbejderne trives og får mulighed for at udvikle sig med opgaverne.

Opgaverne i sektionen er mange, varierede og vigtige, og omfatter først og fremmest:

  • Rekrutteringer og ansættelser
  • Barsel og orlov
  • Ferie og fravær, herunder registreringsopgaven
  • Refusion
  • Lønopgaver
  • Deltage i systemudvikling
  • Være superbrugere på HR-systemer
Du er ikke alene med opgaven. To teamledere har det daglige ansvar for opgave- og sagsfordelingen mellem de ansatte i teamet, opfølgning på ledelsesbeslutninger, faglig sparring og støtte samt håndtering af administrative forhold.

Derudover vil du få et tæt samarbejde med dine to sektionsleder-kollegaer og deres medarbejdere, og du vil få en HR-områdechef, der bakker dig op, giver dig sparring og hjælper dig med at lykkes i rollen.

Vores arbejdsplads

Den tidligere Landbohøjskole på Bülowsvej 17 udgør den skønne ramme for vores daglige arbejde. Om sommeren bruger vi gerne vores dejlige have til frokost og gående møder. Vi har gode parkeringsmuligheder for både bil og cykel, og vi befinder os tæt på flere metrostationer.

Vi har flekstid og mulighed for at arbejde hjemmefra. I det hele taget har vi en god balance mellem arbejdsliv og privatliv. Vi har også tid til at have det godt sammen, og vi er glade for et godt grin, også gerne over os selv.

Din profil

Vi ser meget gerne, at:

  • Du har erfaring med ledelse af en stor driftsorganisation – ikke nødvendigvis inden for HR
  • Du har erfaring med direkte personaleledelse af mange medarbejdere
  • Du har indsigt i og gerne erfaring med offentlig administration
  • Du er en engageret og empatisk personaleleder for dine medarbejdere
  • Du har analytisk sans, god organisatorisk forståelse og et strategisk mindset, som du evner at bringe i spil, når du løser udfordringer
  • Du har gode kommunikative evner, både i skrift og tale, med en evne til at inspirere og motivere
  • Du har en relevant uddannelse, som både kan være en akademisk uddannelse eller relevant kontoruddannelse
Løn- og ansættelsesforhold
Hvis du har en akademisk uddannelse, der opfylder kravene i akademikeroverenskomsten, ansættes du efter overenskomst for Akademikere i Staten som chefkonsulent med personaleledelse. Der er mulighed for forhandling af yderligere tillæg efter kvalifikationer.

Hvis du har anden baggrund end en akademisk uddannelse, ansættes du i henhold til Fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område (OAO-S) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK/stat). Lønindplaceringen vil på baggrund af dine kvalifikationer ske i løngruppe 4.

Ansættelsesområdet er Københavns Universitet.

Opstart så hurtigt som muligt.

Københavns Universitet (KU) er i gang med at implementere en ny fælles administrativ organisering og nye arbejdsgange, som medfører forandringer de kommende år. For yderligere oplysninger kan du evt. kontakte Henriette Lieblein 35 33 26 99 samt tillidsrepræsentant Charlotte Krenk for AC eller Tina Simonsen for HK. Du kan også læse mere her

Ansøgning

Send din ansøgning bilagt uddannelsespapir, CV samt relevant dokumentation via Jobportalen (tryk på linket "SØG STILLINGEN" nederst i opslaget).

Ansøgningsfrist er den 16. februar 2025.

Vi afholder første samtalerunde onsdag den 19. februar og fredag den 21. februar 2025.

Dernæst vil vi vurdere, om vi vil bede relevante kandidater om at gennemføre en rekrutteringstest med efterfølgende personlig tilbagemelding inden en anden samtalerunde. Rekrutteringstest og anden samtale vil i givet fald finde sted i ugerne 9-10 og efter nærmere individuel aftale med dig.

Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Yderligere oplysninger

Du er meget velkommen til at kontakte HR-chef Henriette Lieblein (hel@science.ku.dk, tlf. 35 33 26 99).

Log ind