Institut for Mennesker og Teknologi,
Roskilde Universitet, søger en videnskabelig assistent indenfor databaser, data science og AI fra 1. februar eller snarest muligt derefter. Stillingen som videnskabelig assistent er tidsbegrænset til 5 mdr.
Institut for Mennesker og Teknologi omfatter human-, samfunds-, sundheds- og it-videnskabelige samt planlægnings-, interventions- og designorienterede fagområder.
Forskningsgruppen PLIS (Programming, Logic and Intelligent Systems), som stillingen hører ind under, forsker i fundamenter, værktøjer og sprog til at udvikle tilpasningsdygtige, pålidelige og brugervenlige IT-systemer. Gruppens forskning dækker teori, sprog, værktøjer og semantiske modeller samt anvendelsesmuligheder.
Stillingen er tilknyttet forskningsprojektet SEAFACTS - en digital platform til søfartshistorien, der søger at skabe grundlag for at gennemføre maritimt historiske forskningsstudier ved at etablere en database med udgangspunkt i skrifter der kun foreligger på tryk, herunder Søfartstidende (1893-1962), der indeholder efterretninger om sejladser med den danske handelsflåde.
Læs mere her
https://forskning.ruc.dk/da/organisations/programmering-logik-og-intelligente-systemer/.
Ansvar og opgaverHovedopgaverne i stillingen som videnskabelig assistent er forskning og udvikling med fokus på dels at gennemføre videns-ekstraktion ved udvikling af parsere, der bygger på AI og sprogmodeller for at forøge præcisionen, og dels at udvikle grænseflader til den database der etableres med søge og visualiseringsmuligheder, der bedst muligt understøtter maritim historisk forskning.
KvalifikationerAnsøgere skal have en kandidatuddannelse eller tilsvarende inden for Datalogi. Vi kræver kvalifikationer og erfaring inden for følgende videnskabelige områder:
- Databaser, Full-Stack programudvikling,
- NLP parsing,
- Sprogmodeller samt AI
Endelig lægger vi vægt på, at du er initiativrig og har gode samarbejdsevner. Vi forventer, at du deltager i instituttets daglige aktiviteter og har lyst til at deltage i samarbejder både inden for dit fagområde og på tværs af fag.
BedømmelseI bedømmelsen af ansøgerne vil der blive lagt vægt på;
- Erfaring med udvikling af metoder til løsning at relaterede problemer
- Relevant programmeringserfaring
Mere informationFor yderligere oplysninger om stillingen venligst kontakt Troels Andreasen; 46743835.
AnsættelsesvilkårDer er tale om en ansættelse på deltid med 20 timer pr uge, med reference til Institutleder, Peter Kjær.
Ansættelsen er omfattet af Cirkulære om overenskomst for Akademikere i staten og Cirkulære om protokollat om visse ansættelsesvilkår for videnskabeligt personale ved universiteter.
Udvælgelse til faglig bedømmelse Efter ansøgningsfristens udløb udvælger formanden for ansættelsesudvalget – efter rådgivning fra ansættelsesudvalgets medlemmer inklusiv formanden for bedømmelsesudvalget – et antal ansøgere til faglig bedømmelse. Hver enkelt ansøger meddeles herefter, om vedkommende er blandt de ansøgere, som er sendt videre til faglig bedømmelse. De udvalgte kandidater vil blive informeret om sammensætningen af bedømmelsesudvalget, og hver ansøger vil blive givet mulighed for at fremsætte eventuelle bemærkninger til bedømmelsesudvalgets sammensætning og – senere – sin bedømmelse.
Ansøgere, der ikke er sendt videre til faglig bedømmelse, kan ikke forvente at høre mere, før der er truffet beslutning om ansættelse, med mindre der på et senere tidspunkt i rekrutteringsprocessen udvælges yderligere til faglig bedømmelse.
Ansøgning Søg stillingen på
https://ruc.dk/ledige-stillinger-pa-roskilde-universitet/ Ansøgningen skal være på engelsk og indeholde:
1. Motiveret ansøgning
2. CV
3. Dokumentation for uddannelse
4. Publikationsliste;
5. Op til 3 publikationer eller undervisningsmateriale, som du ønsker taget i betragtning i bedømmelsen. Hvis en eller flere af de publikationer, du ønsker inddraget i din bedømmelse, er resultat af en fælles indsats, skal omfanget og arten af dit bidrag til hvert enkelt arbejde præciseres i en medforfattererklæring (find skabelon
her)
6. Hvis stillingen omfatter undervisningsopgaver: Undervisningsportfolio (læs mere om undervisningsportfolio på Roskilde Universitet
her)
7. Hvis relevant: Dokumentation for yderligere forsknings- eller undervisningskvalifikationer
Ansøgningsfristen er 01-12-2025.
Materiale modtaget efter fristens udløb vil ikke blive taget i betragtning.
Roskilde Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge hos os.
Roskilde Universitets fornemmeste opgave er eksperimenterende, nyskabende former for læring, forskning og problemløsning, som flytter samfundet fremad. Vi uddanner kompetente tværfaglige kandidater og skaber videnskabelige resultater af højeste kvalitet gennem åbenhed, involvering og videndeling.
Roskilde Universitet har ca. 6.900 studerende, 900 ansatte og 888 mio. kr. i årlig omsætning.